Regioner bør spille rolle på specialområde
DEBAT: Hovedansvaret bør ligge i kommunerne, men for mindre grupper skal regionerne spille en særlig rolle på det specialiserede socialområde, skriver formændene for Danske Regioner og DH i et fælles indlæg.
Af Stig Langvad og Bent Hansen
Henholdsvis formand for Danske Handicaporganisationer og formand for Danske Regioner
Med kommunalreformen fik kommunerne et øget ansvar på det specialiserede socialområde, og for dele af området er der sket en positiv udvikling. Men for de mindre grupper af borgere, som har komplekse og sjældne handicap, er det desværre gået den anden vej. Her har vi ikke formået at sikre specialiserede indsatser. Meget viden er gået tabt til skade for borgerne.
Større rolle for udvalgte grupper
Det vil fortsat være naturligt, at hovedansvaret ligger i kommunerne, men i forhold til de mindre grupper, skal regionerne spille en særlig rolle på det specialiserede socialområde. Om kort tid skal politikerne tage stillig til evalueringen af kommunalreformen. Her er det helt afgørende, at der tages udgangspunkt i borgernes behov for de rette indsatser - og på nogle områder betyder det, at regionerne skal spille en større rolle.
Vi er enige om, at regionerne bør få ansvaret for udvalgte målgrupper med komplekse behov. Målgrupperne for disse indsatser vil ofte være små og ofte have en tæt tilknytning til sundhedsvæsnet. Indsatserne vil kræve et stort befolkningsgrundlag, og det har regionerne. Det er afgørende, at ansvaret placeres entydigt hos regionerne på disse udvalgte områder.
Brug for en national planlægning
Evalueringen peger klart på, at de nuværende rammer ikke er tilstrækkelige til at sikre højt specialiseret viden. Derfor foreslås en national koordinationsstruktur. Det, mener vi ikke, er ambitiøst og forpligtende nok. Man bør straks handle på, at viden er ved at forsvinde. Med en nationalt forankret specialplan kan man sikre en langt mere fremadrettet og systematisk planlægning og udvikling af indsatserne på det specialiserede socialområde. Uden en national planlægning er det ikke muligt at skabe overblik og dimensionere indsatserne, så de både sikrer, at borgerne får de tilbud, de har behov for, og at samfundets ressourcer bruges bedst muligt.
Socialdebatten sætter fokus på ulighed i sundhed
