Professor: Følelsesstyret retspolitik fjerner fokus fra resocialisering af kriminelle

Den 3. september i år fremlagde Justitsministeriets Forskningskontor en ny forskningsrapport, der viser, at det giver økonomisk gevinst, hvis man hjælper indsatte med ikke at begå ny kriminalitet og med at få et job efter løsladelse.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) udtalte begejstret:

”Rapporten understreger, at det betaler sig at investere i mennesker. I dag begår to ud af tre indsatte kriminalitet inden for de første to år efter, at de har forladt fængslerne. Det skaber nye ofre for kriminalitet, er med til at presse fængslerne i knæ, og samtidig koster det samfundet en masse penge”.  

Det lyder jo alt sammen vældig fornuftigt og er ikke ligefrem en stor overraskelse.

Desværre afspejler dansk retspolitik på fængselsområdet de sidste årtier ikke ligefrem disse kloge ord.

Fængselsvæsen i historisk krise

Tværtimod står vi i dag i en situation, hvor flere års kortsigtede politiske indgreb har bragt Kriminalforsorgen i knæ. Forsøg på at udnytte fængselsopholdet til noget fornuftigt, der på sigt kunne tænkes at mindske kriminaliteten i det danske samfund, har været nedprioriteret til fordel for jævnlige politiske strammertiltag, der har handlet om at straffe hårdere og skabe mere indgribende og mere restriktive fængselsforhold.

Skiftende politikere og justitsministre har solet sig kortvarigt i omtale af diverse populistiske straffetiltag – som da Søren Pape i 2017 i moralsk indignation sørgede for, at indsatte ikke kunne få lidt kaffe, the og slik juleaften – mens Kriminalforsorgen gradvist er forfaldet i manglen på en seriøs og ansvarlig retspolitik på området.

Resultatet er til at få øje på. Det danske fængselsvæsen står i en historisk krise. Der er massiv mangel på fængselsbetjente, arbejdet med at resocialisere indsatte er nedprioriteret, tusindvis af indsatte straffes årligt med isolation, og fængselsforbundet foreslår, at man overgår til permanent natbemanding i landets fængsler, hvilket vil betyde mere eller mindre konstant isolation af samtlige indsatte.

Fængselsbetjente søger væk

Kriminalforsorgen og diverse fagfolk har i årevis leveret fornuftige svar på, hvad man burde gøre – og ikke mindst hvad man ikke burde gøre – til de ansvarlige politikere, der i vid udstrækning lader til at have lukket øjnene. Kriminalforsorgen færdiggjorde for eksempel i 2019 en såkaldt afgangsanalyse, hvor man søgte svar på, hvorfor så mange fængselsbetjente opsagde deres stilling.

Undersøgelsen viste blandt andet, at strammerpolitikken havde gjort fængslerne til dårligere arbejdspladser, hvor arbejdsopgaverne ikke længere oplevedes som meningsfyldte. En stor gruppe fængselsbetjente søgte for eksempel væk, fordi der ikke længere var tid til det relationelle arbejde med de indsatte, og fordi det i stedet handlede om at være ”hård”.

Som en tidligere ansat forklarede det: ”Den største grund til min opsigelse var, at jeg ikke kunne se mig selv i det længere. Ingen værdier i det (…) Man har sparet relationsarbejdet væk. En god relation til de indsatte er ellers det vigtigste værktøj for fængselsbetjenten. Det giver også den dynamiske sikkerhed tilbage. Den er helt væk nu. Ingen tid og plads til at tale med de indsatte. Så kunne jeg lige så godt tage ud og passe tremmekalve.”

I bedste strudse-stil båndlagde man i udgangspunktet afgangsanalysen, så offentligheden ikke havde tilgang til den.

Produkt af forfejlet retspolitik

Et illustrativt eksempel på den destruktive retspolitik på fængselsområdet finder man i form af den veritable eksplosion, der er sket i brugen af isolation som straf i de danske fængsler. Politisk vedtagne regler foreskriver automatisk brug af strafcelle i et fuldstændigt afsindigt omfang. Som et resultat er brugen af langvarig strafcelle steget fra syv anbringelser i 2015 til 637 i 2020, hvilket svarer til en stigning på flere tusinde procent.

Samlet set skete der over fire tusinde anbringelser i strafcelle i 2020. Dette efter man i årevis har søgt at begrænse brugen af forskellige isolationsformer i erkendelse af, at de indebærer en helbredsmæssig risiko for de indsatte og generelt ikke er god fængselspraksis.

Med strafcelle-politikken har man samtidig taget det faglige skøn fra fængselsbetjentene og mindsket betjentenes muligheder for at arbejde fornuftigt med både sikkerhed og resocialisering. I Norge og Sverige er det slet ikke lovligt at anvende isolation som straf i fængslerne.

Brugen af strafcelle i de seneste år – ligesom hele den omfattende krise Kriminalforsorgen står midt i – er et produkt af en forfejlet retspolitik. En retspolitik, der har været med til at misligholde dansk fængselspraksis og skadet livs- og arbejdsvilkårene for indsatte og de ansatte.

Det er på høje tid at vende skuden. Vi må i den grad håbe, at Justitsministerens ovennævnte modtagelse af hans ministeries seneste forskningsrapport signalerer nye tider.

Der bør nu tages politisk ansvar for, at faglig viden og professionelle erfaringer kommer til at spille en større rolle, så der med Hækkerups ord fremover vil blive investeret i mennesker (indsatte såvel som ansatte) og blive arbejdet systematisk med at skabe en fungerende kriminalforsorg i Danmark.

debat@altinget.dk