Man kan ikke lovgive sig ud af behandlingssvigt

Af Richard Evan (Rick) Steele
Overlæge, Sygehus Syd, Nykøbing Falster.

Folketinget, regions- og kommunalpolitikere og medierne er optaget af bekymrende tendenser: stigning i antallet af mennesker på overførselsindkomster (alders- og førtidspension, starthjælp, kontanthjælp, sygedagpenge med mere), ballade om sygehussystemet, ballade om handicapområdet, om kommunal sagsbehandling og om lægekonsulenternes rolle (igen igen).

Man snakker og undersøger, forsker og beskriver, og alligevel stiger de dystre tal. Der er flere bekymrende tendenser, der bidrager til denne udvikling, og jeg ridser 3 af dem op nedenfor.

Alvoren i dette er enorm. Danmark har i mange år haft den tvivlsomme ære at have verdensrekord i det procentuelle antal af mennesker på overførselsindkomster. Det kan man ikke lovgive sig ud af, man skal behandle problemerne, og der skal midler til.

Den almene ansvarsforflygtigelse
Den opmærksomme iagttager ser det alle vegne, i butikkerne, på de offentlige kontorer, skolerne, på landevejen... Betjeningsniveauet daler, den forstandige og ansvarsbeviste medarbejder er fyret eller gået på pension og erstattet med en billigere, yngre udgave, for hvem selve arbejdet samt kunderne/klienterne ikke har stor værdi, og som de derfor ikke føler noget ansvar for.

Den socialt ansvarlige, modne kommunale chef er erstattet med en yngre økonomisk ansvarlig. Det er godt for kassen i det korte løb.

Et konkret eksempel om, hvor galt dette kan gå, så man for et par år siden i de tilbud om aktivering af de sygemeldte, som gav flere kroner i kassen, end hvis de sygemeldte ikke var aktiverede. Man skelede ikke til, at hovedparten af aktiveringen var til mere skade end gavn for de sygemeldte.

Her hjælper en enorm indsats fra samfundet generelt: fra forældrene, fra skolerne, højskolerne, og universiteterne for at højne moralen. Lovgivningen er generelt god nok, den skal bare føres ud i livet. Folkeskoleloven, loven om aktiv socialpolitik med meget mere – paragrafferne rækker, udmøntningen halter.

Kræfterne til at løse problemerne findes, men vi har ikke midler til at føre den behandling, der skal til. Emnet kræver stor opmærksomhed, opfindsomhed og iver. Man skal ikke forvente at få alle med, det handler om at øge antallet af borgere, der føler og bærer ansvaret for, hvad de har med at gøre.

Ikke alt der tæller, kan tælles
Einstein har en gang sagt, at ikke alt, der tælles, tæller, og at ikke alt, der tæller, kan tælles. Dette rammer præcist her i landet nu.

Man fejler enormt i retning af, at alt skal kunne tælles, og hvis ikke det kan tælles, er det ikke noget værd.

Der er heldigvis undtagelser til denne udvikling, og jeg er meget optaget af netop dette. Et samfund kan måles på, hvordan det behandler sine svageste, hedder det sig. Så står det skidt til i Danmark. Jamen, vil nogle sige, vi gør det bedre end så mange andre! Javel, men gør vi det så godt, som vi kunne, og hvad er konsekvenserne af at lade være?

Et tydeligt og konkret eksempel
Jeg vil vise dette med et konkret eksempel, som belyser problemstillingen i al ønskelig tydelighed: En ung mand kommer i min klinik med henblik på en speciallægeerklæring. Manden har været ud for et hovedtrauma og har udviklet en voldsadfærd, der er vanskelig at håndtere hos de kommunale sagsbehandlere og opholdssteder. Under optagelsen af journalen, fremgik det, at patienten, som var behandlet hos de bedste specialister umiddelbart efter ulykken, led af et fænomen, der hedder posttraumatisk amnesi, eller på dansk hukommelsessvigt med baggrund i hjerneskade.

Det udarter sig meget forskelligt fra individ til individ dels ud fra tidligere livsvilkår og dels ud fra den aktuelle skade. Patientens hukommelsessvigt gav sig til udtryk i, at han ikke kunne udtale sig om de problemer, han opfattede i sine omgivelser. Når problemerne steg ham over hovedet, så at sige, slog han fra sig, for det var den eneste udtryksform, han kunne huske at bruge. Patienten blev, da jeg forklarede ham sammenhængen, forbavset over, at ingen havde fortalt ham det før, og jeg skitserede for ham, hvordan man kunne behandle sig ud af dette problem med kognitiv træning og afspændingsterapi under lægelig ledelse. Patienten synes klart, at det lød godt, og var tændt på at komme i gang.

Jeg skrev om dette til kommunen. Deres svar var, at de ikke ville betale for erklæringen, da jeg ikke havde svaret på det, de havde bedt om, navnlig om patienten var ADHD eller ikke (de kom trods protester til at betale).

De gik til en anden læge, der var villig til at erklære, at patienten led af ADHD, og så kunne kommunen placere patienten i et hjem, der havde med den slags at gøre, og gav ham førtidspension. Ophold og pension kr. ca. 450.000 om året, formentligt i resten af patientens liv, medens det program, jeg havde skitseret, ville koste ca. 180.000 til 200.000 én gang. Det ville med stor sandsynlighed bringe vedkommende tilbage til arbejdsmarkedet med en enorm gevinst for patienten og samfundsøkonomien til følge.

Et enestående tilfælde? Ingenlunde. Den slags er særdeles udbredt. Hvorfor? Fordi de problemer, disse patienter har, kan ikke måles eller vejes, og fordi den virksomme behandling ikke er evidensbaseret i traditionel forstand. Jeg vil meget gerne fortælle, hvordan vi kommer videre med dette, men det er der ikke plads til her.

Den positive historie har ingen interesse
Man skriver om skandalerne, problemerne og fallitterne. Den positive historie har ikke den samme interesse.

Uanset hvor alvorligt og vidtrækkende dette er, er løsningen ikke let at få øje på, men en øgning af ansvarlighed i samfundet ville gøre meget for at lette dette, vurderer jeg.

debat@altinget.dk