Leverandør: Stop med individuelt fokus på alkoholafhængighed

DEBAT: Behandling af alkoholafhængighed handler i stigende grad om, hvordan den enkelte kan tilpasse sig samfundet og tage ansvar. Det er et problem, mener leverandør af alkoholbehandling.

Af Mikael Jakshøj
Direktør, Novaví

Vi har aldrig haft mere viden om alkoholafhængighed og behandlingsformer, men alligevel er der stadig for få, der får den hjælp, de har brug for.

Lige fra de 32.000 unge, der viser tegn på alkoholmisbrug, til de mange danskere, der hvert år mister fire til fem år af deres liv på grund af et skadeligt alkoholindtag.

I Danmark er vores social- og sundhedspolitik i stigende grad blevet individualiserende. Den offentlige forvaltnings svar på langt de fleste udfordringer går gennem en individorienteret løsningsmodel, hvor den enkelte skal arbejde med sig selv.

De kritiske strukturelle diskussioner, som man havde tilbage i 1970'erne, hvor samfundet skulle indrettes på en sådan måde, at alle kunne indgå i samfundslivet med engagement og værdighed, er en saga blot.

Kun ti procent er i behandling
I dag handler behandling i stigende grad om, hvordan den enkelte kan tilpasse sig samfundet, tage ansvar for eget liv og dermed passe ind i en systemisk prædetermineret struktur.

Men problemet med dette illuderede personlige ansvar er – pakket ind som et liberalt ideal til at gøre borgerne frie af samfundets lænker – at det simpelthen ikke fungerer.

I Danmark er der på nuværende tidspunkt 585.000 mennesker, der har et skadeligt alkoholforbrug, og det er altså på tværs af alle sociale lag.

Af disse er 147.000 danskere alkoholafhængige, mens blot 15.000 er i behandling, altså godt ti procent.

Mange er bange for rammende stigma
Jeg føler mig fuldstændig overbevist om, at en langt større andel ville søge hjælp, hvis diskursen var mindre individorienteret.

Mange alkoholafhængige går rundt med angsten for det stigma, der ville ramme dem, hvis deres afhængighed kom frem.

Samfundet har brug for mere oplysning om alkoholafhængighed, for først dér vil vi kunne tage en kvalificeret diskussion om et stigende samfundsmæssigt problem. Et problem, der er for stort og uoverskueligt til at blive lagt i hænderne på det enkelte individ.

Så længe vi som samfund ikke får fjernet ansvaret og skylden på den enkelte og flyttet den over på fællesskabets brede skuldre, får vi ikke lavet de nødvendige strukturelle forandringer, som så mange mennesker med alkoholafhængighed har brug for.

Det kan både kan og vil vi gøre bedre.

Forrige artikel Handicapråd: Inklusionsprincipper skal op til revision til gavn for handikappede Handicapråd: Inklusionsprincipper skal op til revision til gavn for handikappede Næste artikel Enhedslisten: Handicappede er de mest diskriminerede i samfundet Enhedslisten: Handicappede er de mest diskriminerede i samfundet