Psykiatere: Psykiatrien skal lade sig inspirere af kampen mod kræft

Flere og flere mennesker lider af psykisk sygdom. Derfor skal forebyggelse og opsporing styrkes, så skadevirkningerne begrænses, skriver Gitte Ahle fra Dansk Psykiatrisk Selskab.

2020 var historisk for psykiatrien, for de psykiatriske patienter, for de pårørende og for de ansatte.

Psykiatrien kom for første gang på finansloven og fik tilført 600 millioner, der hovedsageligt var målrette døgnbehandlingspladser og personale, så ”blødningen kunne stoppes”. Og så fik vi lovning på en 10-års investeringsplan for psykiatrien.

Vi kunne næsten ikke få armene ned. Endelig øjnede vi mulighed for, at behandling af psykisk sygdom bliver taget lige så seriøst som kræftområdet.

Da man påbegyndte arbejdet med kræftplanerne var udfordringerne: Flere kræftsyge i Danmark, lavere overlevelse, højere dødelighed og en opgivende holdning hos sundhedspersonalet.

Desuden var grunduddannelse, videreuddannelse og efteruddannelse mangelfuld på kræftområdet, og det samme kunne siges om organisering af behandlingsindsatsen samt apparatur til udredning og behandling. Lyder det som noget man har hørt i forhold til psykiatrien? Ja, ikke?

I psykiatrien skal man blot forstå, at ”apparatur til udredning og behandling” er veluddannet, tværfagligt personale, som har tid og ro nok til at opnå tillid fra og relation til patienterne og de pårørende, så den rigtige diagnose kan stilles og den rette behandling tilrettelægges.

Har kræftplanerne haft effekt? Ja, i allerhøjeste grad. Og det er vi ikke et sekund i tvivl om, at psykiatriplanen også vil få.

Armene er kommet ned igen
Desværre overskyggede covid-19 psykiatriplanen i 2020. Og effekten af de 600 millioner er endnu ikke mærkbar i den kliniske hverdag. Armene er derfor for længst kommet ned, så vi ufortrødent kan arbejde videre mod målet: En værdig psykiatri for alle.

På den positive side ser vi som læger med glæde og stolthed et Folketing, der viser handlekraft og afsætter de fornødne ressourcer, når det virkelig gælder. I forbindelse med covid-19 er der brugt, hvad der skulle til af ressourcer fra forebyggelse og opsporing til intensiv behandling - fra børn til gamle og fra i forvejen raske til i forvejen svært syge.

Det er udtryk for, at vi lever i et land med et højt etisk niveau, hvor ingen vælges fra. Det har vi i de forgangne år ind imellem betvivlet, når vi har udtalt os om psykiatrien. Nu glæder vi os til, at det bliver 'psykiatriens tur'.

Nu tør vi for alvor håbe på, at der også bliver afsat de nødvendige ressourcer til psykiatriplanen fra forebyggelse og opsporing til intensiv behandling og fra børn til gamle.

Der er - ligesom med kræften - kommet flere og flere patienter med psykisk sygdom. Derfor skal forebyggelsen styrkes. Og dem der rammes af psykisk sygdom skal findes så tidligt som muligt, så skadevirkningerne begrænses og flere bliver varigt raske.

Skal tage udgangspunkt patientens behov
Mennesker med psykisk sygdom skal kunne forvente at leve lige så længe som andre mennesker. Al sundhedspersonale skal have viden om psykiatri - også dem, der arbejder på somatiske afdelinger.

Det ville betyde tidlig opsporing af psykisk og somatisk sygdom, øget levetid, mindre stigmatisering og bedre rekruttering til det fantastiske område, som psykiatrien er. Derfor er der brug for mere uddannelse til alle i psykiatrien og hos alle faggrupper. Og der er brug for mere forskning.

Behandlingsindsatsen skal organiseres, så den tager udgangspunkt i patientens behov og forløb. Og psykiatriens ”apparatur til udredning og behandling” skal i højsædet. Diagnoser skal stilles af speciallæger i psykiatri med klinisk erfaring, og den daglige behandling skal varetages af veluddannet, tværfagligt personale. Der skal være den tid og de rammer til rådighed, som den enkelte patient har behov for.

Gennemarbejdede og velfinansierede planer har virket på kræftområdet, og den tilgang kommer også til at virke på psykiatriområdet. De psykiatriske patienter, de pårørende og de ansatte har ventet længe. Det er nu det gælder.

Forrige artikel Lektor: Børn med funktionsnedsættelser skal også anerkendes i egen ret Lektor: Børn med funktionsnedsættelser skal også anerkendes i egen ret Næste artikel FADD: Pas på med at give udsatte børn for meget selvbestemmelse FADD: Pas på med at give udsatte børn for meget selvbestemmelse