Udsatte: Forvaltning af reform skal kontrolleres

Af Jann Sjursen
Formand for Rådet for Socialt Udsatte

En faldskærm, som ikke folder sig ud, når man er i frit fald mod jorden, er lige så meget værd som ingen faldskærm. På samme måde kan man sige, at kontanthjælpsreformens positive elementer om helhedsorienterede indsatser, koordinerende sagsbehandlere og mentorer til særligt udsatte kontanthjælpsmodtagere ikke er noget værd, hvis de ikke omsættes til virkelighed.

Kontanthjælpsreformen indeholder flere kritisable elementer, men den indeholder også – på papiret – nogle gode initiativer i forhold til de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere.

Kontanthjælpsmodtagere med komplekse problemer skal således efter reformens hensigt modtage en helhedsorienteret indsats, som afspejler den enkeltes behov og tager hånd om hans eller hendes problemer.

Den enkelte får blandt andet ret til en koordinerende sagsbehandler. For de unge under 30 år er der også mulighed for at modtage en forhøjet kontanthjælp – i forhold til den ellers urimeligt lave ungeydelse – i form af et aktivitetstillæg. Men alt dette vel og mærke kun hvis den enkelte vurderes til ikke at være uddannelses- eller jobparat, men derimod aktivitetsparat.

Kommunernes forvaltning er afgørende
Der er derfor god grund til at rette spotlyset mod kommunernes forvaltning af de nye regler og den konkrete sagsbehandling. Det er i kommunerne, at kontanthjælpsreformens elementer skal implementeres, og det er derfor også her, de gode hensigter om helhedsorienterede indsatser og særlig støtte til udsatte skal stå deres prøve.

Jeg er meget enig med formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, som i sit debatindlæg fra 23. januar også peger på kommunernes implementering som en altafgørende faktor.

Desværre tegner der sig – som Majbrit Berlau også fremhæver – allerede et billede af, at kommunerne forvalter de nye regler meget forskelligt.

Eksempelvis bliver op til 70 procent af de unge kontanthjælpsmodtagere vurderet uddannelsesparate ifølge en rundringning til 15 kommuner foretaget af Jyllands-Posten tidligere på måneden. Det er langt over det niveau, man forventede ved vedtagelsen af reformen.

Et illustrativt eksempel på den meget vide fortolkning af reglerne i kommunerne er en konkret sag, som har fyldt i mediebilledet på det sidste: En ung mand, som var indlagt på psykiatrisk hospital, blev vurderet uddannelsesparat af sin kommune. Sagen er desværre næppe en enlig svale.

Vi så også problemer med en uhensigtsmæssig implementering i forbindelse med regeringens førtidspensionsreform. Kommuner lurpasser med de ressourceforløb, som var en helt central del af reformen – i 2013 nåede de kun cirka en tiendedel af de planlagte forløb på i alt 14.000. Så i stedet for en rehabiliterende indsats er der parkeret endnu flere i kontanthjælpssystemet. Det er meget bekymrende.

Reglerne skaber negative incitamenter
Kommunerne står altså med en meget stor opgave med at implementere de nye reformer, og det er et ansvar, de skal tage på sig.

Men hertil skal det retfærdigvis siges, at kommunerne som bekendt arbejder inden for de rammer, Folketinget har fastlagt. Og det er nok ikke for meget sagt, at kontanthjælpsreformen er skruet sådan sammen, at kommunernes incitament til at vurdere de unge uddannelsesparate er stort.

Ikke alene betyder mærkatet ’uddannelsesparat’, at den unge har ret til en lavere ydelse. Det betyder også, at kommunen slipper for at skulle tilrettelægge de aktive tilbud, som de aktivitetsparate unge har krav på, og som kan bringe dem tættere på målet om uddannelse – herunder retten til en mentor og en koordinerende sagsbehandler.

Og så kommer reformens gode takter i forhold til helhedsorienterede indsatser slet ikke i spil, men forbliver alene hensigter.

Konsekvenserne af reformen skal monitoreres
Det kan altså konkluderes, at der er et stort behov for at følge konsekvenserne af implementeringen af kontanthjælpsreformen. Der er behov for, at der sker en systematisk monitorering af, hvordan kommunerne forvalter de nye regler, og af, hvilken effekt reformen har i forhold til de berørte borgere. Der er mange faldgruber – og lang vej igen for de positive elementer i reformen.  

Den 23. januar skrev formand for FOA Dennis Kristensen, at maskerne i velfærdssamfundets sociale sikkerhedsnet er blevet større med den nye kontanthjælpsreform, og at mange derfor vil falde igennem.

Skal man blive i det billede, kan man sige, at de så heller ikke længere hænger fast i sikkerhedsnettet. Men det er næppe den måde, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og forligsparterne havde tænkt sig at nå målet om, at færre skal hænge fast i kontanthjælpssystemet!  

debat@altinget.dk