Debat: De svageste skal ikke betale regningen for coronaen

Af Mia Nygaard m.fl.
Se dokumentationsboksen

På få uger har coronavirussen sat samfundet på den anden ende. Dette gælder ikke mindst på socialområdet, hvor vi oplever, hvordan de socialt udsatte grupper er blevet endnu mere udsatte og sårbare end før krisen.

Foruden opgaven med at sikre, at de mange udsatte borgere, der døjer med et dårligt helbred, ikke bliver smittet, oplever vi, hvordan henvendelserne på landets krisecentre stiger. Hvordan alkohollinjen oplever flere henvendelser. Og hvordan familiekonflikter bliver optrappet og truer med at få situationen til at eskalere i udsatte familier.

Det stiller krav til den sociale indsats, vi som samfund kan yde. Både nu og på den anden side af krisen. Ingen kender konsekvenserne af det, der lige nu er i gang. Men det er ikke utænkeligt, at vi kommer til at stå i en situation, hvor vi mere end nogensinde får brug for et velfærdssamfund, der tager hånd om samfundets svageste.

Kæmpe opgave efter krisen
Én ting er sikker: Krisen må ikke ende med at gå ud over vores allerede hårdt pressede områder, for eksempel udsatte børn og familier, psykiatrien, borgere med handicap og hjemløse.

I dette lys satte vi os sammen på tværs af fonde, BL-Danmarks Almen Boliger og landets seks største byer for at diskutere, hvad vi kan lære af situationen nu og her, hvordan vi sikrer et kritisk eftersyn af de sociale indsatser og en aktuel vurdering af, hvordan vi hjælper samfundets mest udsatte bedst. Og ikke mindst hvordan vi forbereder os på den kæmpe opgave, der ligger foran os efter krisen.

Mødet var på en trist baggrund, men også ret opløftende, idet det viste sig, at der rundtomkring i landet bliver gjort, hvad der skal til, for at komme igennem krisen i kommunerne, i civilsamfundet og fra fondenes side.

Alt fra etablering af nødherberger, madordninger, digital undervisning, rådgivning til ngo’er, bekymring for læringsulighed til udsatte børn og etablering af akutpuljer.

Alle fonde har løbende tæt dialog med bevillingsmodtagerne i forhold til at støtte dem og give dem den fleksibilitet, der er brug for i denne tid. Og i den almene boligsektor er der øget fokus på det boligsociale arbejde, på de konsekvenser, krisen kan have for de borgere, der mister indtjening.

Hvordan undgår vi udsættelser? Der er også en stor bekymring i forhold til ledighed. For lige nu skubber krisen de svageste ledige og dem, der er på kanten af arbejdsmarkedet, for eksempel fleksjobbere og andre udsatte grupper, endnu længere væk.

For når/hvis krisen for alvor sætter ind, hvad kommer det så til at betyde for virksomhederne velvilje i forhold til at tage de svageste borgere ind igen på arbejdsmarkedet.

Større hjælpepakke til civilsamfundet
De kedelige omstændigheder har vist, at vi er i stand til at handle hurtigt, når situationen kræver det. Den smidighed er vigtig at bevare, når hverdagen bliver mere normal. Krisen har også vist, at der er ting, vi er nødt til at gøre på en ny måde. Den indsats, der var den rigtige inden krisen, er det ikke nødvendigvis efter krisen. Læringssporet er helt centralt.

Vi er alle sammen enige om, at det nu er fuldstændig afgørende, at vi samler kræfterne og spiller hinanden bedre. At vi lægger ”sådan plejer vi at gøre”-tilgangen til side og med friske øjne ser på, hvordan vi indretter den sociale indsats, så vi kan tilbyde borgerne den bedst mulige hjælp.

Desværre ser vi, at samfundssituationen allerede nu presser mange af de ngo’er, som spiller en vigtig rolle på socialområdet. Det er godt, at civilsamfundsorganisationerne får adgang til erhvervsstøttepuljerne og en hjælpepakke. Men den økonomi, der er på socialområdet, er alt for lille.

Vi nærer en fælles bekymring om, at socialområdet og civilsamfundet kommer til at stå i skyggen under denne krise, hvilket kan have store sociale konsekvenser på sigt.

Derfor skal der herfra lyde en klar opfordring til Christiansborg om også at hjælpe de sociale organisationer videre på den anden side af krisen. For socialområdet kommer helt sikkert til at bløde endnu mere, hvis civilsamfundet knækker.  

Statsministeren bad på et pressemøde ”de svageste om at være de stærkeste”. Det giver mening nu og her. Men vi kan simpelthen ikke være bekendt også at bede dem om at betale regningen for krisen på sigt.

debat@altinget.dk