KL: Besparelser bekymrer også kommunerne

REPLIK: KL's Thomas Adelskov deler Landsforeningen LEVs bekymring for regeringens ønske om at spare i kommunerne. Men man kan ikke komme udenom, at kommunerne også gennemfører besparelser, der rammer sårbare mennesker og handicappede, skriver han.

Af Thomas Adelskov
Formand, KL’s Social- og Sundhedsudvalg

På Altinget: social spørger Sytter Kristensen, landsformand for LEV, den 21. oktober, om jeg tør svare på, om vi kan leve med ulighed i retssikkerhed, og om vi kan blive enige om, at hvis der skal spares, så skal det ske på en måde, der beskytter sårbare mennesker, som mangler forudsætninger for at varetage deres egen retssikkerhed i det sociale system.

Det tør jeg naturligvis godt svare på! For jeg forstår godt Sytter Kristensens – og for den sags skyld mange andres – bekymring for yderligere besparelser i kommunerne, såfremt regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag, der lægger op til en årlig besparelse på 2,4 milliarder kroner på de kommunale budgetter, bliver vedtaget i Folketinget.

Den bekymring deler vi i kommunerne, og jeg håber, at Folketingets partier tænker sig grundigt om, inden de trykker på ’ja-knappen’. Omprioriteringsbidraget vil komme til at berøre de helt nære kerneopgaver i kommunerne.

Men lad mig for en god ordens skyld slå fast med det samme, at vi i kommunerne og KL naturligvis støtter, at alle borgere oplever, at sagsbehandlingen og retssikkerheden er i orden. 

Derfor mødes vi også meget gerne med handicaporganisationerne, så vi ansigt til ansigt kan tage en mere konstruktiv drøftelse end den, man kan tage i pressen. Og af samme grund er jeg glad for, at jeg allerede har netop sådan et møde i kalenderen med Sytter Kristensen.

Besparelser vil også ramme de sårbare
Såvel kommunerne som KL arbejder målrettet med at styrke og løfte kvaliteten i sagsbehandlingen, så alle borgere får den støtte, de har ret til. Senest har KL oprettet et ledernetværk på voksensocialområdet. Vi har blandt andet startet netværket for at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen og retssikkerheden i forhold til sårbare mennesker.

82 kommuner har tilmeldt sig. Det siger noget om, at kommunerne er optaget af borgernes retssikkerhed.

Jeg er helt enig med Sytter Kristensen i, at når kommunerne skal spare, så skal det ske på en ordentlig måde. Vi skal agere fornuftigt og stille rimelige krav til såvel vores borgere som os selv. Men vi kan ikke komme udenom, at vi i kommunerne også gennemfører besparelser, der rammer sårbare mennesker og handicappede.

Det har vi blandt andet gjort, fordi kommunerne skal tage vare på samtlige af de borgere, der bor i kommunen, og skal tilgodese de behov, der er. Det gælder alt fra veje og svømmehaller til sociale indsatser.

Jeg ser frem til mit kommende møde med Sytter Kristensen og til at fortsætte debatten om, hvordan vi får givet borgerne den bedst mulige støtte inden for de givne økonomiske rammer.

Forrige artikel Debattør: Regeringen sætter økonomi over borgernes retssikkerhed Debattør: Regeringen sætter økonomi over borgernes retssikkerhed Næste artikel Genlæs debatten med de nye socialordførere Genlæs debatten med de nye socialordførere