Kirkens Korshær: Nedskæringer i psykiatrien kan aflæses på landets varmestuer

Kirkens Korshær tager imod, når mennesker med psykisk sygdom udskrives fra hospitaler til gaden. Og nedskæringerne i psykiatrien og manglen på helhedsorienterede tilbud kan mærkes hver dag, skriver chef Jeanette Bauer.

Det er dybt bekymrende, at der endnu ikke er kommet gang i forhandlingerne om en langsigtet plan for psykiatrien. For nedprioriteringen af området har alvorlige konsekvenser for mennesker, der er ramt af psykisk sygdom.

Det ser vi gang på gang i Kirkens Korshær. Vi må nemlig tage over, når systemet svigter. Og det sker desværre alt for ofte.  

Efter årevis med underprioritering af psykiatrien skal der fornyede ressourcer til, hvis vi skal tilbage på rette spor. Så vi kan stoppe udviklingen med færre sengepladser og tidligere udskrivelser. Og så vi kan sikre et kapacitets- og kvalitetsløft i socialpsykiatrien samt helhedsorienterede tilbud til mennesker med dobbeltdiagnoser.

Det er der brug for, hvis vi skal gøre forskel for de mest udsatte mennesker i Danmark. Derfor har vi i Kirkens Korshær ventet i spænding på regeringens varslede tiårsplan for psykiatrien.  

Men vi har nu ventet længe. Endda for længe. Intet regeringsudspil er kommet, og som vi har set så ofte før, så bliver vores samfunds mest udsatte mennesker hverken set eller hørt.

Vores tålmodighed er brugt op. Med løs snak kommer vi nemlig ikke langt. Og det er mere nødvendigt end nogensinde før, at der sættes handling bag ordene. Det skal hellere ske i dag end i morgen. Og selvfølgelig på denne side af et valg. For hver dag tæller. 

Tilbud, der kan rumme kompleksiteten

I Kirkens Korshær mærker vi nedskæringerne og presset nærmest én til én i vores arbejde. Vi må for eksempel træde til, når mennesker med psykisk sygdom udskrives fra hospitaler til gaden – og dermed til vores herberger og varmestuer.

Vi tager imod mennesker, der har et håb om, at vi kan være der for dem, når systemet ikke kan. Og vi vil rigtigt gerne være med til at løfte opgaven og hjælpe med at understøtte og bygge bro. Men vi er ikke behandlere, og derfor kan vi ikke stå med ansvaret alene.  

Vi oplever også, at der er behov for helhedsorienterede tilbud, som kan rumme den kompleksitet, som mange mennesker med psykisk sygdom kæmper med. Og vi skal sikre, at der tages hånd om mennesker med dobbeltdiagnoser.

For systemet kan ikke finde en kasse, der kan rumme mennesker med både psykisk sygdom og misbrug. De kan nemlig ikke blive udredt og få psykiatrisk behandling, hvis de har et misbrug. Og omvendt kan de ikke blive behandlet for misbrug, hvis de har psykiske problemer.

De kan altså hverken få behandling for det ene eller det andet. Og derfor falder mennesker med dobbeltdiagnoser igennem og lander i ingenting. Det skal vi have løst - og det skulle helst være sket i går.

Derfor kommer vi med følgende opfordring: Lad os nu én gang for alle gøre noget for de mennesker i vores samfund, som er ramt af psykisk sygdom. Så vi sikrer, at de ikke falder igennem systemet og bliver tabt på gulvet. Andet kan vi simpelthen ikke være bekendt.  

Vi håber, at regeringen og Folketingets partier vil vise, at de rent faktisk er klar på at forpligtige sig til en investering i et generelt løft af psykiatrien. At de er klar på at omsætte snak til handling, der virkelig betyder noget for mennesker i virkeligheden.

Så kære politikere, kom nu til forhandlingsbordet.

{{toplink}}

Forrige artikel Dataetisk ekspert: Kunstig intelligens kan kun gøre os klogere på det, vi allerede gør på socialområdet Dataetisk ekspert: Kunstig intelligens kan kun gøre os klogere på det, vi allerede gør på socialområdet Næste artikel Sundhedsaktører: Psykiatrien kræver lige så mange dødsofre som corona. Hvorfor handler vi anderledes? Sundhedsaktører: Psykiatrien kræver lige så mange dødsofre som corona. Hvorfor handler vi anderledes?