Kiær: En fattigdomsgrænse gør ingen sommer
DEBAT: En fattigdomsgrænse forhindrer ikke fattigdom. Vi har brug for en reel diskussion om, hvad der skal til for at forhindre, at mennesker efterlades på offentlig ydelse i årevis, mener Benedikte Kiær, socialordfører for Konservative.
Af Benedikte Kiær
Folketingsmedlem og socialordfører for Konservative
Gymnastik er sundt. Ingen tvivl om det. Helt anderledes forholder det sig med talgymnastik. Det kan faktisk være direkte skadeligt. Ikke mindst hvis øvelserne angår mennesker, der lever under økonomisk vanskelige vilkår. Så risikerer regnestykker med tvivlsomt indhold at udhule bestræbelserne på at løse reelle sociale problemer. Et eksempel er diskussionen om fattigdomsgrænser, blandt andet den regeringen indførte i juni.
Under VK-regeringen var der ingen grænser for, hvor mange mennesker, der levede i fattigdom. Vel at mærke hvis man spurgte Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, godt orkestreret af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Således var der 234.000 fattige i Danmark, viste en AE-analyse i 2009. Og uden en fattigdomsgrænse var det nærmest umuligt at gøre noget ved fattigdommen, synes rationalet hos de to partier at være.
Grænse forhindrer ikke fattigdom
Som daværende socialminister var jeg enig i behovet for at forbedre vilkårene for de mennesker, som lever uden svære økonomiske og sociale forhold. Og selvom jeg selv var gået i gang med at finde frem til en beskrivelse af fattigdom og en fattigdomsgrænse, så er det vigtigt at huske, en fattigdomsgrænse gør ingen sommer. For det, der er brug for, er en reel diskussion af, hvad der skal til for at forhindre, at mennesker efterlades på offentlig ydelse i årevis.
Løsningen er ikke at sætte kontanthjælpen op, men derimod at få et arbejde, så man helt eller delvist kan forsøge sig selv. Det kræver, at der tages konkret fat i de problemer, der kan være medvirkende til de økonomiske vanskeligheder.
Eksempelvis en stor gæld. Her kan frivillig gældsrådgivning for mange være med til at forbedre fremtidsperspektivet. Også andre sociale problemer skal ofte tackles, før der er en reel vej ud af fattigdommen. Derfor er det en illusion at tro, at en fattigdomsgrænse løser alle problemer.
Med mindre det for Socialdemokraterne og SF, der nu er i regering, formentlig er ganske bekvemt, at der med den nyindførte fattigdomsgrænse, nu pludselig kun er 42.200 fattige i Danmark, hvoraf en fjerdedel er børn.
Fattige forsvundet med et snuptag
Ifølge den nye grænse er man fattig, hvis man tre år i træk har en disponibel indkomst under 50 procent af merianindkomsten. Det vil sige en disponibel indkomst under 103.200 kroner for en person, hvor grænsen dog reguleres efter, hvor mange, der er i familien. Med andre ord er Danmark blevet en grænse rigere uden, at der fulgte anvisninger med om, hvad vi så skal bruge den grænse til.
Og på papiret er vi så blevet ikke så få fattigere færre end de før flere hundrede tusinde ifølge AE og de to partier. Men det har næppe ændret hverdagen for de mennesker, som AE for få år siden betegnede som fattige, at Socialdemokraterne og SF fra at brøle som løver nu falder ned som stilfærdige lam.
Og hvor er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, hvis store slagnummer under valgkampen var kampen for de mere end 60.000 fattige børn, hun dengang mente, der var i Danmark.
Sammenlignet med tidligere tal fra AE er antallet af fattige børn med et trylleslag faldet med 83 procent. Hvordan forklarer Enhedslisten det fald, og hvorfor accepterer Johanne Schmidt-Nielsen nu regeringens nye definition.
Efter flere års diskussion om en fattigdomsgrænse, venter jeg stadig på svar på, hvad vi skal bruge den fastlagte grænse til. Nu hvor de mange fattige, som venstrefløjen påpegede under VK-regeringen, med et snuptag er forsvundet. Ved ren og skær talgymnastik.
