Konservativ EP-kandidat: Lindholm er en skamstøtte over vores magtesløshed

Af Kuzma Pavlov Jensen (K)
Europaparlamentskandidat

Det har vist sig praktisk talt umuligt at sende mennesker ud af det her land.

Det gælder alt fra afviste asylansøgere over folk på tålt ophold til udvisningsdømte forbrydere, der aldrig skulle have sat deres ben i Danmark.

Aldrig har der boet så mange mennesker på Udrejsecenter Kærshovedgård som nu.

I oktober 2018 var der alene på dette udrejsecenter 241 beboere, som alle af den ene eller den anden grund ikke har lovligt ophold i Danmark.

Den slags skaber en helt naturlig utryghed i lokalområdet, hvor disse mennesker befinder sig, og det vækker en naturligvis forargelse, at afviste asylansøgere og udviste kriminelle skal opholde sig i Danmark på skatteborgernes regning.

Det har endda vist sig så umuligt at sende folk ud, at vi har måttet ofre en ukristelig sum penge på at bygge et helt tredje udrejsecenter – det meget omdebatterede Lindholm.

Isoleret betragtet er det jo en fiasko, men det er alligevel lykkedes at sælge fiaskoen som en stor succes: Nu sender vi nemlig kriminelle udlændinge ud på en øde ø, hedder det sig.

Jo tak, og hvor vil man så hen med det? Der bliver alligevel færgeafgange til fastlandet.

Det skal der nemlig være på grund af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så de kan stadig være til stor gene for de stakkels beboere i lokalområdet.

Man kan også vente sig til at slippe ud af udrejsecenteret igen. Det tager kun omkring fire år. Det skyldes også EMRK.

Helt så øde og isoleret bliver den ø altså ikke – det må vi simpelthen ikke. Til gengæld er det rasende dyrt. Lindholm er og bliver en skamstøtte over vores magtesløshed.

Debatten skal føres væk fra symbolpolitik
Debatten er et symptom på den drejning, diskussionen om flygtninge og indvandrere har taget.

Vi har erkendt, at der inden for de nuværende rammer ikke er meget at gøre, og i stedet forsøger vi at camouflere magtesløsheden i symbolpolitik, der hverken gør til eller fra – øde øer, håndtryk og så videre. 

Det ville være befriende, hvis vi kunne komme tilbage til at diskutere reelle løsninger på, at det lige nu er umuligt at sende udviste mennesker ud af landet.

Hele problemet kommer af, at visse lande ikke vil tage imod deres egne statsborgere, med mindre disse frivilligt rejser hjem.

Det er helt oplagt at se på udviklingsbistanden og den humanitære støtte i denne sammenhæng.

Mens fremmede lande nægter at tage deres egne afviste statsborgere hjem, modtager de selvsamme lande store summer i humanitær bistand, fuldkommen uden nogen modkrav.

Straf til lande, der ikke samarbejder
Naturligvis skal vi yde humanitær bistand til udsatte områder, men der bliver nødt til at være modkrav til denne hjælp.

Hvis vi modtager flygtninge fra netop dette område, og de viser sig enten ikke at have et beskyttelsesbehov eller begå kriminalitet, så skal landet straks tage imod deres egne statsborgere og stille de fornødne garantier for, at de ikke udsættes for tortur eller slås ihjel.

Kan landene ikke leve op til det, skal de enten skæres i eller fratages den humanitære bistand. Endnu bedre kunne man arbejde på at få en sådan aftale igennem EU.

Danmark er naturligvis ikke det eneste land med disse problemer, og en stor del af den danske udviklingsbistand kanaliseres i forvejen gennem EU.

Såfremt EU-landene går sammen om at kræve, at disse lande tager imod afviste asylansøgere til gengæld for støtten, vil det blive alt for dyrt at lade være.

Undlader man at presse landene på pengepungen, vil det nuværende problem hobe sig op, og vi kan snart se frem til at skulle bygge både skamstøtte nummer fire og fem.

debat@altinget.dk