KL: Omdan de 150 særlige pladser i psykiatrien – vi har ikke råd til at lade være

DEBAT: Det, som skulle være den politiske løsning på meningsløst tab af liv, er strandet. Konstruktionen af de 150 særlige pladser må laves om, skriver Joy Mogensen (S), formand for KL's socialudvalg.

Af Joy Mogensen (S)
Formand for KL's socialudvalg og borgmester i Roskilde Kommune

Torsdag 1. behandles lovforslaget om ændrede visitationskriterier til de 150 særlige pladser i psykiatrien.

Trods ihærdigt og loyalt arbejde fra alle parter står det lysende klart, at den brede opbakning til pladserne er væk.

Ikke desto mindre arbejder regeringen blot videre i samme spor, men med justeringer af de kriterier, som afgør, hvem der kan få en plads. Man gør det for at fylde pladserne, men uden at løse det grundlæggende problem.

Det er på tide at stoppe op og træde et skridt tilbage, før det er for sent.

Ikke i trit med virkeligheden
De 150 pladser er født ud af et ønske om øjeblikkelig handling på en række ulykkelige hændelser.

Men ude i virkeligheden er meget lidt ændret. Det grundlæggende problem er det samme. Der mangler ganske enkelt kapacitet og ressourcer. Det, vi har brug for, er en styrkelse af både sengepsykiatrien og socialpsykiatrien. Permanente pladser – ikke særlige konstruktioner.

Det er fint, at sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) med psykiatriplanen vil omdanne almene sengepladser til intensive. Det er rigtigt set. Men det giver ikke større kapacitet.

Samtidig ser vi, at indlæggelsestiden falder og falder, og antallet af akutte genindlæggelser inden for 30 dage stiger og stiger. Det er et tydeligt signal om, at sengekapaciteten er for lav.

Kommunerne oplever at skulle hjælpe meget syge borgere, som ofte også har misbrugsproblematikker. Nogle af dem har i perioder brug for intensiv behandling i en længere periode, end der er mulighed for i dag.

Kommuner betaler for tomgang
Det hænder, at disse borgere udskrives direkte fra en lukket psykiatrisk afdeling til et kommunalt tilbud, som ikke har rammerne til at stabilisere borgeren og sikre den specialiserede psykiatriske behandling, som skal til.

Netop her kunne de 150 pladser være med til at gøre en forskel. Men det kan de ikke i deres nuværende form.

Problemet er, at man har opfundet en ny vakkelvorn konstruktion, som kun gennem støttende hænder og flere nye love og regler stadig står. Det har en pris. Kommunerne betaler lige nu millioner af kroner for tomme pladser. Det går ud over de borgere i socialpsykiatrien, som har brug for hjælp.

Det kan simpelthen ikke være meningen.

De ændringer i visitationskriterierne, som nu – trods ret kritiske høringssvar – tager turen igennem lovmøllen, vil blot medføre yderligere forvirring, bureaukrati og slagsmål.

Skab rigtige behandlingspladser
Tag ikke fejl: Vi hepper på de engagerede medarbejdere, som knokler for at få det her til at virke. Og vi taler ikke for, at selve grundtanken om særlig målrettet hjælp til målgruppen droppes.

Vi mener, at målgruppen skal have langt bedre adgang til behandling i behandlingspsykiatrien, og hvor finansieringen til de særlige pladser rent faktisk vil kunne øge kapaciteten og give den ro til behandling og stabilisering, som der så desperat er brug for.

Samtidig vil de mange millioner kroner, som kommunerne lige nu betaler for blandt andet tomgang på pladserne, kunne føres tilbage til socialpsykiatrien.

Det vil være til gavn for både den særlige målgruppe, medarbejderne på bostederne og de mange børn og voksne, som slås med store og små psykiske problemer.

Kære Folketing: Træk en streg i sandet, og omdan de 150 pladser til rigtige behandlingspladser i psykiatrien, som KL og Danske Regioner i fællesskab har foreslået. Vi har ikke råd til at lade være.

Forrige artikel SF-kandidat: Børn på Sjælsmark er udsat for offentligt omsorgssvigt SF-kandidat: Børn på Sjælsmark er udsat for offentligt omsorgssvigt Næste artikel Mercado: Satspuljen har skabt socialpolitisk udvikling Mercado: Satspuljen har skabt socialpolitisk udvikling