Institut for Menneskerettigheder: FN lytter meget gerne til civilsamfundet

DEBAT: Civilsamfundet har en afgørende rolle at spille, når FN skal vurdere, hvor godt Danmark klarer sig på menneskerettighedsområdet, og FN vil meget gerne lytte til civilsamfundets anbefalinger. Det skriver Louise Holck, vicedirektør ved Institut for Menneskerettigheder.

Af Louise Holck
Vicedirektør, Institut for Menneskerettigheder

Det danske civilsamfund spiller en helt central rolle, når Danmark skal til FN-eksamen i menneskerettighederne i begyndelsen af 2016.

Her skal et råd bestående af repræsentanter fra andre FN-lande vurdere Danmarks evne til at leve op til menneskerettighederne, men uden civilsamfundets rådgivning vil rådets medlemmer ikke få det fulde overblik over menneskerettighedssituationen i Danmark.

Det får de nu, fordi de har modtaget en rapport fra en række danske organisationer, som peger på de områder, hvor udfordringerne er størst. Som Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution har Institut for Menneskerettigheder både afleveret vores egen rapport og støttet civilsamfundet i deres rapportering.

Syv områder med behov for ekstra indsats
I vores rapport har vi peget på syv områder, hvor behovet for en indsats for menneskerettighederne er særlig stort.

Det gælder børneområdet, hvor vi anbefaler, at regeringen laver en national handlingsplan for at sikre en bedre beskyttelse af udsatte børn.

Vi anbefaler, at Danmark får et generelt forbud mod diskrimination af personer med handicap, at der indføres stemmeret til personer under værgemål, at brugen af tvang i psykiatrien mindskes, at der sikres en bedre tolkebistand i retssystemet, og at isolation af børn og voksne i arresthuse og fængsler nedbringes.

Derudover anbefaler vi, at der oprettes en national menneskerettighedsinstitution i Færøerne.

Omfattende høringsproces op til eksamen
Denne tilbagevendende eksamen, Danmark skal op til næste år, kaldes den Universelle Periodiske Bedømmelse – på engelsk Universal Periodic Review (UPR) – og finder sted hvert 4.-5. år. Alle FN-medlemsstater skal igennem processen og får dermed jævnligt gennemgået deres standarder på menneskerettighedsområdet.

Det primære formål er at forbedre menneskerettighederne i praksis, og det er første gang, alle lande bliver dømt på lige fod med hinanden.

Danmark var til sin første UPR-eksamen i 2011, og i begyndelsen af 2016 finder næste eksamen så sted. Forberedelserne til eksamenen starter et år i forvejen med inddragelse af organisationer og andre interesserede i en omfattende høringsproces.

I foråret arrangerede instituttet i samarbejde med Udenrigsministeriet fire folkelige høringer i Danmark, og tilsvarende høringer har også været holdt i Grønland og i Færøerne.

Udpeger ømme punkter
Både ved høringerne og i vores og civilsamfundets rapporter peges der på ømme punkter, som regeringen ikke nødvendigvis selv fremhæver i den rapport, de udarbejder. Det er derfor helt afgørende, at FN får civilsamfundets viden, rådgivning og anbefalinger med, når den officielle FN-vurdering af Danmarks indsats for menneskerettighederne skal falde i 2016.

Jeg kan godt forstå, hvis nogle tænker, at der er ualmindeligt langt fra FN til de konkrete problemer, en organisation møder i sine daglige forsøg på at forbedre forholdene for blandt andre udsatte børn, hjemløse eller personer med handicap. Men Danmark er forpligtet til at lytte, når FN udtaler sig, og FN vil meget gerne lytte til civilsamfundet. Derfor er vejen gennem FN til reelle forbedringer slet ikke så lang.

Danmark fik 133 anbefalinger ved forrige eksamen
Det så vi ved den seneste UPR-eksamen, hvor Danmark fik 133 anbefalinger fra FN-rådet. Danmark har siden godkendt 107 af anbefalingerne, og det har blandt andet været med til at sikre, at Folketingets Ombudsmand nu har et børnekontor, homoseksuelle har mulighed for at blive gift i Folkekirken, og Danmark har ratificeret Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet – den såkaldte Istanbul-konvention.

Jeg er overbevist om, at det kun er sket, fordi en række civilsamfundsorganisationer engagerede sig i processen op til den seneste FN-eksamen. På den måde var de med til at styrke menneskerettighederne for danskerne, og det er jeg helt sikker på, at vi også vil se, når resultatet af Danmarks eksamen viser sig i begyndelsen af 2016.

Forrige artikel Socialpædagogerne: Sociale investeringer kræver de rigtige fagligheder Socialpædagogerne: Sociale investeringer kræver de rigtige fagligheder Næste artikel LEV: Handicapdiskussionen mangler en dimension LEV: Handicapdiskussionen mangler en dimension