Indvandrerdrenge mangler faste rammer

Af Lise W. Egholm,
skoleinspektør, Rådmandsgades skole på Nørrebro 

Det er helt grundlæggende drengene, der giver de store problemer, ikke kun på skolerne, men også ude i samfundet, og det handler langt hen ad vejen om opdragelse, og især mangel på samme.

I næsten alle vores grupper af typiske indvandrerfamilier opdrager man omvendt i forhold til opdragelsesmodellen her i den vestlige verden. Man opdrager helt frit fra de første år. Det betyder, at man ikke griber ind over for uhensigtsmæssigheder, medmindre det er direkte farligt for barnet. Man opfatter så at sige alt, hvad de små gør, som sødt og dejligt.

Drengene, og især den førstefødte, får meget opmærksomhed fra forældrene og hele familien. Det er grundlæggende positivt at få opmærksomhed, men hvis det foregår helt ukritisk og beundrende, medfører det ganske ofte, at de små drengebørn opfører sig som prinser, når de kommer i skole som 6-årige.

Ingen griber ind
Fra landsbysamfundene, som mange stammer fra, har man en forventning om, at onkler og tanter, fætre og brødre holder øje med, hvad børnene laver. Der er altså en slags kollektivt ansvar for opdragelsen, og det kompenserer for "prinsetendenserne", men det fungerer ikke rigtigt her, selv ikke i en ghetto som Mjølnerparken. Her i Danmark er det nemlig ildeset at forsøge sig med opdragende bemærkninger over for andre menneskers børn.

Så indvandredrengene suser frit rundt til klokken 23 eller mere om sommeren, og det er usandsynligt, at nogen griber ind, selv om de er i gang med noget forkert eller ulovligt. Først når børnene nærmer sig puberteten, strammes der fra forældreside gevaldigt ind.

Den vestlige model
Vores vestlige opdragelsesmønster er omvendt i forhold til det muslimske. Faktisk begynder vi at rette vores børn ind allerede tidligt. Der bliver sagt nej, hvis de små børn gør noget, vi synes, de ikke må. Efterhånden som de bliver ældre, får de så en højere grad af frihed. De må eksempelvis komme senere hjem. Dog vil vi gerne vide, hvor de er, og hvem de er sammen med. Når de kommer i puberteten, kan og må de en del selv. Det er dog nødvendigt med en tæt kontakt og gerne fortrolighed, så man som forældre kan passe på de unge i de svære år, hvor så meget alt for let kan gå galt.

Forudbestemte konflikter
Når det vestlige og det muslimske opdragelsesmønster støder sammen, opstår der meget let problemer, og det går især ud over indvandrerdrengene. De blev jo netop ikke opdraget som små, og når de kommer i puberteten, er det for sent. Når det omgivende samfund opleves som konturløst og uden repressalier, er det svært for mange af disse drenge at finde rundt i. Deres omgangsform bliver ikke rettet til af landsby- eller familiefællesskabet som i hjemlandet, og derfor overskrider de gang på gang normerne for almindelig adfærd. De har simpelthen ikke lært, hvordan man gør. De kan ikke aflæse de uskrevne regler og bryder dem i en grad, så det næsten er forudbestemt til at gå galt.

Fraværende fædre
Det handler også i høj grad om, at fædrene er meget fraværende, så der mangler tydelige rollemodeller. Deres mødre har de ikke respekt nok for, og dermed er de overladt til "gadens lov". Når vi dertil lægger, at de kvarterer, hvor indvandrerne oftest bor, samtidig bebos af en dansk socialgruppe 5, hvor mange af fædrene heller ikke er til stede, og hvor mor måske også er enlig og svag, muligvis alkoholiseret, har vi som samfund blandet en giftig cocktail, hvor slaget ofte er tabt, før det er begyndt.

4.000 i lommepenge 
Jeg husker ætsende tydeligt en samtale med en far fra Irak. Begge forældre talte godt dansk, var "velintegrerede", i arbejde, og der var to børn. Sønnen var en begavet, men meget forkælet dreng, der gik i 8. klasse. Vi kan kalde ham Mahmoud. Han var en del af en vidtforgrenet familie, som vi faktisk stadig har børn fra på skolen. Klasselæreren og jeg talte med faderen, og vi fortalte om drengens uheldige facon og arrogante holdning ti skolearbejdet og om hans gode evner, som han desværre var for doven til at udnytte ordentligt.

Vi sagde, at vi kunne frygte, at han kom ud i noget forkert, hvis han ikke blev sporet ind på skolearbejdet. Min yngste dreng havde præcis samme alder som Mahmoud, og jeg husker derfor tydeligt, at faderen sagde, at hvis bare han sørgede for, at sønnen fik 4.000 kr. om måneden i lommepenge, så ville drengen aldrig blive kriminel. Jeg kunne ikke dy mig for at nævne, at min søn fik 400 kr., men så havde han også en hel del hjemlige pligter, hvad den irakiske dreng overhovedet ikke havde.

Samfundets skyld
Der var desværre hold i vores bekymringer, og Mahmoud har på nuværende tidspunkt været i fængsel mindst to gange for røveriske overfald. Det er ekstra sørgeligt, fordi forældrene var kærlige og gerne ville gøre deres bedste. Tankevækkende er det også, at i den families optik er det det danske samfunds skyld, at Mahmoud kom i fængsel.

Ved samtaler senere har en tante til Mahmoud nemlig givet udtryk for, at det var skolens mangel på disciplin og de dårlige kammerater, der førte til, at det gik galt for Mahmoud. Jeg ved imidlertid, at vi gjorde, hvad vi kunne, og at de andre fra den klasse faktisk klarede sig ganske godt.

Tidlig indsats nødvendig
Hvis vi vil vende denne tendens, skal der sættes tidligt ind over for drengene, og igen må også skolen i aktion. Drengen skal pilles ud af prinserollen uden at blive nedgjort, og forældrene, også fædrene, skal konfronteres med de dystre fremtidsperspektiver, som skolen kan ane i horisonten.

Ofte ved forældrene det godt, og de frygter det selv, men aner ikke, hvordan de kan afværge katastrofen. Mange forældre tror, at opdragelse handler om at give børnene penge nok, og det fører til, at de stakkels drenge tror, at penge falder frit ned fra himlen, og oparbejder et usundt overforbrug, der lokker dem til berigelseskriminalitet.

Behov for klar tale
Det er en katastrofe for enhver familie, når en ung dreng får ødelagt sin fremtid på grund af et biltyveri, noget narko eller noget endnu værre. Alt for mange indvandredrenge fylder i kriminalitetsstatistikkerne. På skolerne og i fritidsklubberne skal der sættes ind med tæt og direkte kontakt til de unge og deres forældre, og der skal ikke lægges fingre imellem.

Hver gang der observeres noget bekymrende, skal det formidles til forældrene med råd om, hvordan adfærden kan rettes op. Drengene skal skubbes i gang med alle slags idræt, så deres energi bruges positivt. Der mangler klar og tydelig tale fra det omgivende samfund.

Der er massevis af godt og sundt potentiale i de drenge, men den konfliktsky og politisk korrekte danske omgang med dem, sådan som det desværre foregår mange steder, er direkte skadelig. Der skal sadles om hele vejen rundt til en kontant men kærlig facon, hvis vi vil have fat i dem på en ordentlig måde, og der skal sættes ind tidligt, hvis vi vil opnå god og aktiv integration.

debat@altinget.dk