Hvornår får vi den shared care?
DEBAT: I stedet for at behandle psykisk syge for angst og depression, tildeles de førtidspension. En shared care-model kunne både reducere sygdom og langtidssygemeldinger, mener formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab.
Af ph.d., overlæge Jeanett Bauer,
formand for Dansk Psykiatrisk Selskab
Øget samarbejde mellem praktiserende læger og det psykiatriske behandlingssystem via shared care-modeller kan optimere behandlingen af ikke-psykotiske sygdomme som angst og depression.
Den overvejende del af patienter med disse diagnoser når slet ikke sekundærsektoren, og det skal de heller ikke. Diagnostik og behandling kan udmærket varetages i den primære sektor, enten hos praktiserende læge eller i speciallægepraksis og evt. hos psykolog. Men behandlingen i almen praksis vil kunne styrkes betragtelig via shared care. Det er der god international evidens for.
Når psykiaterne påpeger forskellen mellem væksten i midlerne til somatik og psykiatri, kan man en gang imellem høre Per Jørgensen, cheflæge for psykiatrien i Region Midtjylland, polemisk hævde, at "psykiatrien får tilført masser af penge - vi har 55 milliarder!"
Et hurtigt blik på regionernes regnskab viser, at driftsudgifterne til psykiatrien var knap 6,7 milliarder kroner i 2008. Nogen vil nu klø sig i nakken og spørge, hvor resten af pengene så bliver af. Men cheflægen har faktisk en vigtig pointe. De milliarder, han refererer til, bliver bare ikke brugt på psykiatrisk behandling, men på overførselsindkomster.
Førtidspension frem for behandling
Nu er psykiatriske sygdomme jo mange og forskelligartede. Kroniske psykotiske tilstande kan fx være så invaliderende, at det er nødvendigt med pension - også for at mindske belastningen af den syge. De senere års kraftige stigning i antallet af førtidspensioner, der gives pga. psykiske lidelser, skyldes imidlertid ikke kroniske psykotiske tilstande. Den skyldes typisk ikke-psykotiske lidelser som angst og depression - dvs. lidelser, som det ofte er muligt at behandle så effektivt, at den syge kan fungere normalt igen.
Hvordan kan det så være, at det ofte ikke sker?
Der kan være flere grunde til, at stadigt flere langtidssygemeldes og glider ud af arbejdsmarkedet som følge af angst- og depressionssygdomme. Vore dages arbejdsmarked er ikke særligt rummeligt og stiller krav om tempo og høje præstationer. Det gør arbejdslivet vanskeligere for sårbare mennesker.
En anden, meget væsentlig, grund er, at mange patienter med angst og depression enten ikke behandles, ikke behandles tidligt nok, ikke behandles tilstrækkeligt eller slet ikke diagnosticeres.
Det giver ikke mening - hverken for patienterne selv, deres pårørende eller rent samfundsøkonomisk.
Hvad venter vi på?
En velfungerende shared care-model vil være en forudsætning for, at disse mange patienter kan få en effektiv behandling; en behandling der udover at reducere lidelse og sygdom vil mindske risikoen for langtidssygemeldinger - og dermed i sidste ende for, at patienten forlader arbejdsmarkedet.
Men har vi råd, vil mange nok spørge. Dertil er kun at sige, at mange ville få et langt bedre liv, hvis vi brugte nogle af de milliarder, vi i dag bruger på førtidspensioner og sygedagpenge under langtidssygemeldinger til i stedet at give mennesker med angst og depression et behandlingstilbud, der kunne bringe dem på ret køl igen.
Så hvad er det egentlig, vi venter på? Fra alle dele af psykiatrien har vi i flere år efterlyst en national, prioriteret handlingsplan. Hvorfor kan vi ikke få den - men må igen i år nøjes med en pose penge fra satspuljen til "initiativer, der styrker samarbejdet mellem behandlingspsykiatri og praksissektor"?
Forebyggende lægemidler til de rigtige
