Hjemløseindsats kræver mere end faglighed
DEBAT: Medarbejderne på hjemløseområdet skal løbende udvikles fagligt. Men vi skal også huske vigtigheden i de personlige forudsætninger for at skabe kontakt med de udsatte. Det skriver socialchef i Frederiksberg Kommune, Flemming Nielsen.
Af Flemming Nielsen
Socialchef i Frederiksberg Kommune
Den nationale hjemløsestrategi er netop afsluttet, og på Frederiksberg fortsætter vi.
Meget er lykkedes, og den kroniske gruppe, der hang fast i hjemløshed i årevis, har vi fået væk fra gaden til større selvhjulpenhed i egen bolig.
Om noget har indsatsen også fået hjemløse i Danmark sat på dagsordenen. Fagligt har vi skabt et fællesskab på tværs, så vi kan målrette hjælpen til den gruppe af udsatte borgere. Og antallet af hjemløse havde helt sikkert være større uden de seneste års intense fokus. Den nye viden og erfaring skal vi nu bruge til innovative og målrettede indsatser, så vi når de ambitiøse 2020-mål.
Men i de fleste kommuner stiger hjemløsheden, og når vi alligevel hævder en vis succes, så afspejler det tydeligt kompleksiteten, når vi taler om hjemløse. ”Housing first” er et uundværligt princip, men i det videre arbejde skal vi operere med en langt større erkendelse af de mange problemer, der skaber hjemløshed.
Og så skal vi kigge på selve karakteren af hjemløshed. Der skal ganske forskellige løsninger til, hvis vi taler om en isoleret sindslidende borger, eller en person, der overnatter i det fri, i sin bil eller surfer rundt på sofaer hos familie og bekendte.
Mere viden om eksklusion
Manglen på billige boliger var en af hovedkonklusionerne, da den foreløbige indsats blev evalueret for nylig. Og det ér et alvorligt problem, men vi må ikke stirre os blinde på boligen, når vi taler om hjemløshed.
Vi bliver hele tiden klogere på de udfordringer, som flere udsatte borgere har med at bevare deres bolig. Et stærkt misbrug kan for nogen betyde gentagne konfrontationer med nærmiljøet. Et misbrug er svært at ændre på kort sigt, og det giver betydelige udfordringer med at hjælpe en sådan borger.
De fleste mennesker næres af sociale fællesskaber, uanset hvor mangelfulde de kan være. Mange hjemløse og udsatte søger fællesskaber i misbrugsmiljøer som den eneste sociale struktur, de kan fungere i. Hvorfor er de almindelige sociale fællesskaber ikke tilgængelige for flere socialt udsatte? For mange udsatte er eksklusionen startet langt tidligere end tidspunktet, hvor borgeren blev hjemløs. Her har vi brug for mere viden.
Indsats kræver menneskelige kvalifikationer
Skal vi hjælpe langt flere borgere ud af hjemløshed, skal der altså nye metoder til. Det er ofte udfordrende at etablere den første kontakt til isolerede hjemløse, og vi skal være innovative og turde sætte vores faglige og personlige integritet på spil i mødet.
Som medarbejder skal man virkelig presse sig selv og turde opsøge afvisning igen og igen. Derfor er det vigtigt, at vi på hjemløseområdet hele tiden arbejder med os selv og vores personlige kompetencer. Det er i mødet mellem den enkelte borger og støtteperson, at muligheden for forandring og inklusion i fællesskabet kan ske. Og det møde kræver tålmodighed, vedholdenhed og stabilitet af den enkelte støtteperson.
Medarbejderne på området yder generelt en stor omsorgsindsats, og vi skal udvikle os fagligt. Men vi skal også huske de grundlæggende menneskelige kvalifikationer, for ellers kan det begrænse os i indsatsen.
Og når vi trods høj faglighed og dygtige medarbejdere alligevel ser en stigning i hjemløshed, skal vi selvfølgelig i faglige kredse reflektere over, hvordan arbejdet med socialt udsatte kan blive endnu bedre. Her mener jeg, at vi ud over stærkt samarbejde og faglighed skal fokusere på engagement og mod til at mestre de svære relationer – og evnen til overhovedet at skabe kontakt til den udsatte borger.
Husk de udenlandske hjemløse
Og skal antallet af hjemløse nedbringes, er vi nødt til at fokusere på de udenlandske hjemløse også. De bliver flere og flere i byerne, og landsdækkende bør vi kortlægge omfanget og se på, hvorfor de er her, og hvordan vi kan hjælpe dem hjem. Vi kan med det samme lige så godt erkende, at en varig løsning skal søges i internationale beslutningsfora. Men vi kan passende starte nationalt, for ellers når vi ikke 2020-målene ved alene at målrette indsatsen de danske hjemløse.
Og på Frederiksberg er vores udgangspunkt, at et menneske uden tag over hovedet skal have hjælp efter den til enhver tid gældende lovgivning, hvis den person har for få ressourcer til at træffe egne valg. Men når det gælder de udenlandske hjemløse, peger pilen kraftigt på behovet for landspolitiske løsninger. Kommunerne kan ikke løfte den udfordring alene, selv om vi her i kommunen har et forbilledligt samarbejde med Københavns Kommune. Også om de udenlandske hjemløse.
Vi fortsætter arbejdet med hjemløsestrategien, men vi er også meget opmærksomme på, at der skal nye metoder og løsninger til. Vi skal ikke tale den tidligere og nuværende indsats ned, men vil vi afskaffe hjemløshed, skal vi have det lange blik på, så også indsatsen mod årsagerne til hjemløshed forstærkes.
