Her er Hækkerups drenge-udspil

UDSPIL: Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) præsenterede mandag et udspil, der skal sætte en stopper for hærværk begået af nydanske drenge. Problemet skal løses med hjælp fra forældre og civilsamfund. Se udspillet her.

Initiativ 1
Et styrket samarbejde med nydanske forældre i daginstitutioner - pædagogerne skal efteruddannes/opkvalificeres for at fremme deres forståelse for og kommunikation med de nydanske forældre, så de i højere grad kan være med til at knække den sociale arv. Der vil derudover være et styrket fokus på at tackle og hjælpe traumatiserede familier.

Initiativ 2
Tidlig og forebyggende forældreundervisning - vi vil udvikle konkrete undervisningsforløb, som kommunerne kan tilbyde nydanske forældre med børn i dagtilbud eller indskolingstrinnet i grundskolen. Undervisningsforløbet tænkes helhedsorienteret, og vil både fokusere på at understøtte forældreansvaret, på hverdagsmestring samt på at informere om rettigheder, pligter og normer i Danmark, særligt i forhold til børneopdragelse.

Initiativ 3
Ansvarliggørelse af forældre i etniske minoritetsforeninger, kulturforeninger og trossamfund - vi vil etablere et tæt samarbejde med en række foreninger i forhold til konkrete sociale udfordringer med svigtende forældreansvar, oplevet diskrimination samt oppositionsidentitet og risikoadfærd blandt nydanske børn og unge. Indsatsen baseres på empowerment-tilgang, hvor der igennem konkrete undervisningsforløb og partnerskabsaftaler bygges videre på de ressourcer, som de nydanske forældre allerede har.

Initiativ 4
Forældreprogrammer målrettet nydanske forældre - flere kommuner tilbyder i dag udsatte forældre at deltage i særligt tilrettelagte forældreindsatser målrettet familier med udadreagerende børn. Her får de støtte og konkrete redskaber, de kan bruge i rollen som forældre, bl.a. i forhold til at sætte grænser og klare rammer for børnene. Regeringen vil arbejde for at udbrede forældreprogrammerne - også til de socialt udsatte nydanske familier.

Login