Handicaporganisation og ergoterapeuter: Ny regering bør oprette et nationalt videnscenter for hjælpemidler

Efter valget bør hjælpemiddelområdet ses efter i sømmene. For mennesker med handicap er afhængige af det rette hjælpemiddel for at kunne leve et aktivt og værdigt liv. Men lige nu er der for uklare rammer og for meget bureaukrati på området, skriver Thorkild Olesen og Tina Nør Langager.

Hjælpemidler favner bredt og bruges af både unge og ældre. De er for eksempel afhængige af en rollator, kørestol, skærmlæser, førerhund eller måske en teleslynge for at kunne fungere på arbejdsmarkedet og i hverdagen. De har brug for hjælpemidler for at kunne leve det aktive liv, de ønsker.

Men desværre fungerer hjælpemiddelområdet ikke optimalt i dag. Til stor frustration for mennesker med handicap og for de fagpersoner, som skal støtte op.

Tildeling af hjælpemidler er ikke bare en udlevering. Det er i den grad også en professionel vurdering af rette hjælpemiddel og en grundig vejledning i, hvordan det bruges korrekt.

Man kan få den fineste kørestol tildelt, men hvis man ikke ved, hvordan man bruger den rigtigt, eller det ikke er vurderet, om det er den rigtige for det enkelte menneske, er den til ingen verdens nytte. Skal den kunne fragtes, køre i ujævnt terræn eller kun fungere indendørs? Det kræver faglig viden at udpege det bedste hjælpemiddel.

{{toplink}}

Derfor skal der være en professionel, som vurderer, rådgiver og vejleder i brugen. Her spiller ergoterapeuter en essentiel og vigtig rolle. De ved, hvordan hjælpemidler kan hjælpe den enkelte til at mestre hverdagen bedst muligt. Netop derfor er ergoterapeuter typisk ansat som sagsbehandlere, hvor de er helt tæt på det enkelte menneskes hjem og omgivelser.

Centraliser højt specialiseret viden

Nogle mennesker har så komplicerede funktionsnedsættelser, at det kræver højt specialiseret viden, når de skal tildeles hjælpemidler.

Derfor foreslår vi, at der oprettes hjælpemiddelcentre med ansvar for det specialiserede hjælpemiddelområde. På den måde kan der oparbejdes den nødvendige specialviden inden for særlige områder, som for eksempel synsområdet, der kan bruges på tværs af landet.

Specialiseret viden vil betyde, at flere får det rigtige hjælpemiddel første gang, så der bliver færre ombytninger og mindre ressourcespild – både menneskeligt og økonomisk.

Tidsfrister og overgange

Lige nu kan det være unødvendigt bøvlet at få det rette hjælpemiddel rettidigt. Dels fordi systemet kan være svært at navigere i, eksempelvis hvornår det er henholdsvis kommunen eller regionen, der har ansvaret for hjælpemidler efter en udskrivelse.

Til dels fordi der i for mange tilfælde er for lang og unødvendig ventetid på hjælpemidler, som giver risiko for at forværre funktionsevnen og hele livskvaliteten.

Derfor skal der skabes helt klare rammer for samarbejdet mellem kommuner og regioner, så sagsbehandlingen bliver langt mere smidig og effektiv. Der bør også indføres en ensartet maksimal sagsbehandlingstid fra ansøgning til afgørelse, så mennesker med behov for et hjælpemiddel ikke venter år og dage.

Det skal kombineres med en form for bagatelgrænse på hjælpemidler, som er helt oplagte for borgeren at modtage. På den måde er der mest faglig fokus på de mennesker med handicap, der har brug for ergoterapeuternes specialiserede viden om deres hjælpemiddel og brugen af det.

Viden skal lede til udvikling

Tænker vi lidt mere langsigtet og visionært på hjælpemiddelområdet, bør der oprettes et nationalt videnscenter for hjælpemidler og velfærdsteknologi. Det skal kunne indsamle data på tværs af myndigheder og forskningsinstitutioner med henblik på at formidle ny viden og sikre en bedre og evidensbaseret praksis på området.

Vi håber, at en ny regering vil lytte og sikre en reform af hjælpemiddelområdet. Danske Handicaporganisationer og Ergoterapeutforeningen ønsker en bedre organisering og mindre bureaukrati, og vi deler gerne ud af erfaring og forslag. 

Forrige artikel Psykiatri-aktører: En tredjedel af det nye folketing har lovet at prioritere psykiatrien højt. Nu skal der handles Psykiatri-aktører: En tredjedel af det nye folketing har lovet at prioritere psykiatrien højt. Nu skal der handles Næste artikel DUF til den nye regering: Skriv Børnekonventionen ind i dansk lov DUF til den nye regering: Skriv Børnekonventionen ind i dansk lov