Handicap-formand: Kontanthjælpsloft rammer Karen med gigt og Rico med ADHD

DEBAT: Kontanthjælpsloftet rammer de forkerte, når det går ud over mennesker med handicap. Hvis vi ønsker flere mennesker med handicap i job, bør vi ikke straffe dem økonomisk, skriver Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH).

Af Thorkild Olesen
Formand for Danske Handicaporganisationer (DH)

Karen har slidgigt i hele kroppen. Og hun har psykiske udfordringer med blandt andet depression. Hendes handicap kan i forvejen gøre hverdagen vanskelig, når hun er alenemor til to piger.

I efteråret mistede Karen sin boligstøtte på grund af kontanthjælpsloftet. Og selvom hun har fulgt regeringens råd og er flyttet til noget billigere, så skal hun stadig spare penge.

Kontanthjælpsloftet rammer de forkerte
Karens historie er en blandt mange, som vi hører om i handicaporganisationerne. Historier viser, at kontanthjælpsloftet rammer de forkerte.

Det viser regeringens egne tal også. Kun hver femte af de ramte er jobparate, lød det i efteråret. I den store resterende gruppe har mange psykiske lidelser, fysiske handicap og andre udfordringer. Hvis du har slidgigt, kommer du ikke tættere på et job ved at miste penge til mad og medicin. Tværtimod.

Karen sparer på madbudgettet ved kun at lave mad til sine to børn. Selv spiser hun kun det, de efterlader. Også vigtige kosttilskud som Omega 3-Fedtsyre, der skal bekæmpe hendes gigt, bliver nu sparet væk. Men det er ikke nok.

Før kontanthjælpsloftet havde Karen råd til at gå i fitnesscenter. Hun lavede øvelser, der gavnede hendes skrøbelige krop. Heller ikke det er der penge til længere.

Desværre er Karens situation langt fra enestående.

Rico fra Køge har ADHD og angst. Hans svære psykiske lidelser blev dæmpet af medicin og psykologhjælp. Men ingen af delene har han råd til længere, fordi han er blevet skåret i ydelser.

Rico har uddannelse, erhvervserfaring og vil gerne i fleksjob. Men kommunen vil naturligvis ikke sende ham i jobforløb, så længe hans psykiske problemer er så alvorlige. Men hans handicap forbedres ikke, når han ikke får den medicin og psykologhjælp, som han ikke har råd til længere.

I Danske Handicaporganisationer (DH) har vi undersøgt kontanthjælpsloftets konsekvenser for vores medlemmer. Vi har talt med mange borgere med handicap, der ligesom Karen og Rico står i nogle helt urimelige situationer.

En enlig mor med fibromyalgi (kroniske smerter i musklerne) fortæller, at hun kun spiser ét måltid om dagen for at være sikker på, at der er sund mad nok til hendes datter, der har epilepsi.

En anden fortæller, at hendes autisme er blevet forværret, fordi hun ikke længere har råd til at deltage i sport og fritidsaktiviteter, som holdt hendes stress nede i hverdagen.

En tredje springer sin egen medicin over, fordi der ellers ikke er råd til børnenes.

Sådan ser hverdagen ud for mange af de tusindvis af mennesker med handicap, som har mistet penge, efter at kontanthjælpsloftet blev indført.

Handicaporganisationer står klar med råd
De er ikke arbejdsløse på grund af dovenskab eller uvilje mod at arbejde. De er arbejdsløse, fordi de har alvorlige handicap.

Karen og Rico har ikke brug for at miste penge til mad og medicin, og få deres helbred forværret. Det får dem ikke tættere på et job. De har brug for en hjælpende hånd til at komme ind på arbejdsmarkedet.

Det kan eksempelvis være gennem fleksjob på nedsat tid og med skånehensyn. Eller gennem såkaldte mestringsforløb, hvor den enkelte bliver klogere på ens handicap og helbred. Eller ved partnerskaber mellem kommunen, virksomheder og handicaporganisationer, hvor der trækkes på viden og erfaringer.

Eller man kan gøre som i Hjørring og Aabenraa, der har givet sagsbehandlerne bedre tid til hver enkelt borger og flere muligheder til at give den rigtige hjælp og støtte.

I handicaporganisationerne står vi klar med gode råd og erfaringer. I stedet for at fratage mennesker mad og medicin, så lad os samarbejde om at få flere mennesker med handicap i job.

Regeringen skal have ros for at ville have flere med handicap i job. Ifølge SFI er beskæftigelsesgraden for mennesker med handicap faktisk gået tilbage. Men kontanthjælpsloftet hjælper ikke. Det har tværtimod den modsatte effekt for Rico og Karen.

Forrige artikel 3F: Skruppelløse underleverandører udnytter illegal arbejdskraft 3F: Skruppelløse underleverandører udnytter illegal arbejdskraft Næste artikel Professor: Kan forældre bidrage til social mobilitet? Professor: Kan forældre bidrage til social mobilitet?