Forskningsleder: Stop regelkarrusellen

Af Frank Ebsen
Docent, Professionshøjskolen Metropol

Udsatte børn og unge skal have de samme muligheder som andre børn og unge, står der i loven. Det er et vigtigt arbejde, som omfatter næsten 60.000 børn eller godt fem procent af alle under 17 år.

En del af dem er anbragt uden for eget hjem, og de koster ni milliarder kroner om året. Hvert af disse børn og deres familier har ret til at blive behandlet ordentligt, og det er vigtigt for alle, at indsatsen bliver tilrettelagt så omhyggeligt som muligt.

Rigsrevisionens konklusioner
Rigsrevisionen kan nu konstatere, at Socialministeriet ikke i tilstrækkeligt omfang har styret området. Den finder det kritisabelt, at ministeriet ikke i tilstrækkelig grad har understøttet kommunerne efter 10 års forsøg på at gennemføre intentionerne fra anbringelsesreformen i 2006.

Rigsrevisionen peger på, at ministeriet - trods en vis viden om kommunernes manglende overholdelse af loven - ikke har udviklet effektive indsatser til at forbedre indsatsen. Også selv om man medregner forandringerne i nye love som Barnets Reform, tilsynsreformen og senest overgrebspakken.

Rigsrevisionen holder sig venligt til viden om, hvorvidt loven er overholdt eller ej. Den tager udgangspunkt i Ankestyrelsens og den sociale taskforces undersøgelser, som alle viser, at kommunerne ikke i tilstrækkelig grad overholder lovene.

Dertil kommer, at arbejdet med IT systemet DUBU og undersøgelsessystemet ICS ikke har opstillet kriterier for, hvornår det er en succes, og kun i begrænset omfang undersøgt det. Rigsrevisionen peger på, at tilbudsportalen næsten ikke bliver brugt, og at efteruddannelseseffekten ikke er kendt.

Det konstateres, at det ikke kan dokumenteres, at anbragte børn og unge har fået bedre muligheder.

Socialpolitikkens karrusel
I reaktionen på rapporten er den gennemgående tendens, at det naturligvis er for galt, og at vi ikke kan være bekendt ikke at gøre det bedre. Gode mål ført frem af engagerede børnesagsforkæmpere.

Det nærliggende svar er, at loven ikke er tilstrækkeligt udbygget. Der må laves flere regler, ministeren skal tage initiativ til at lovgive, og Folketinget må træde i karakter over for de mange kommuner, som ikke overholder loven. KL vil bøje hovedet og medvirke til, at der om noget tid kan laves nye regler, som skal implementeres og omsættes af de mange medarbejdere i det sociale landskab.

Sådan har det været med de tidligere reformer. Alene overgrebspakken førte til en udvidelse af reglerne om underretning, så kommunerne nu behandler 64.000 underretninger hvert år, som er mere end en fordobling på få år.

Det skete på baggrund af en såkaldt kulegravning af de seneste 10 års værste sager. Rapporten fylder 34 sider, hvoraf hovedparten er ukendt for omverdenen af hensyn til personoplysninger i sagen. Her konstateres også, at kommunerne ikke overholder reglerne. Der gøres ikke forsøg på at finde forklaringer på disse forhold. I stedet fremkommer en række nye regler.

Det illustrerer karrusellen i socialpolitikken. Kritiske sager og Ankestyrelsens med fleres juridiske undersøgelser af regler, som ikke bliver overholdt, fører til nye regler, der fører til nye sager eller undersøgelser af regler, som ikke overholdes, som fører til nye regler – karussellen drejer. Rundt og rundt. Fulgt af velmenende aktører, som ønsker det bedste for børn og unge, og som igen og igen påpeger den manglende overholdelse af loven og manglende regler som forklaring på, at de ikke behandles godt nok.

Socialministeriets svar
Rigsrevisionens rapport kan blive en del af karrusellen, men den har et centralt budskab, som retfærdiggør at stoppe den og tænke nyt. Rapporten peger på, at de mange tal, som ministeriet indsamler, ikke bliver brugt og alene er til gavn for de, som indsamler dem. Ministeriets svar har været, at kommunerne ikke har leveret data i tilstrækkelig kvalitet, og at der er igangsat et arbejde med at gøre indsamlingen mere målrettet og mere sikker.

Det fremgår af den socialpolitiske redegørelse, som udkom før sommeren. Der er ambitionen at indsamle data om, hvem der modtager hvilke indsatser og ydelser, hvornår og til hvilken pris. Det er data, som skal indsamles gennem kommunernes indberetninger, og hvor der ikke samlet set skal registreres mere end i dag. De skal indsamles til bearbejdning i ministeriets departement, som forventer, at det i bedste fald kan give kommunerne øget indsigt og forbedre deres ledelsesinformation.

Rigsrevisionen konstaterer, at kommunerne ikke bruger de eksisterende data. De havde forhåbninger til en særlig ledelsesinformation fra det digitale system - DUBU – som ministeriet har initieret. Men det giver ikke viden om effekten af indsatsen.

Der er således ikke redskaber til at måle resultaterne lokalt eller centralt, og de systemer ministeriet har medvirket til, bidrager ikke hertil. De ser alene på, om procedurer og regler bliver overholdt, og sikrer, at medarbejderne overholder de mange tidsfrister.

Viden, der virker
Det er med rigsrevisionens rapport muligt at bede om at stoppe karrusellen og lade være med at lave nye regler, inden vi ved, hvad de gamle er værd. Der er ingen sikkerhed for, at underretninger, samtaler med børn, undersøgelser og handleplaner fører til mere end flueben i kommunernes behandling.

Det kunne der komme sikkerhed for, hvis der blev skaffet evidens for, at de mange regelbundne krav faktisk fører til, at udsatte børn og unge får det bedre. Testning af regler i forhold til effekt er en god vej frem. Helst af indsigtsfulde forskere, som har armslængde til området og ikke er konsulentafhængige af det næste udbud. Altså gedigen viden om effekter.

En vej kunne også være at starte med dem, som skal handle anderledes, og give dem viden om, hvordan deres arbejde virker.

Hvis de mange data startede med udgangspunkt i, hvordan sagsbehandlere, kontaktpersoner, plejefamilier, pædagoger, og andre fik nye indsigter. Hvis de fik data, som fortalte om, hvorvidt børnene kom i skole, om de unge misbrugte mindre, om børn var tilfredse, om de fik et bedre helbred ud fra, hvordan de blev behandlet. Hvis data blev konstrueret herfra og dermed blev brugbare i en daglig praksis for de, som handler, kunne det skabe umiddelbare ændringer – for hvem vil ikke reagere på oplysninger om, hvordan det går, især i den gale retning. Derfra kunne de oplysninger, som var vigtige i ministeriet, genereres og sandsynligvis blive mere valide end de nuværende.

Så stop regelkarrusellen, test lovenes regler i forhold til effekt, og lav data, som giver gulvarbejderne direkte indsigt. Mon så ikke indsatsen bliver bedre … det kan jo komme an på en prøve efter nu 10 års forsøg.

 

debat@altinget.dk