Forsker: Hvor er hensynet til de allersvageste?

Af Leif Olsen
Programleder, Kora

Regeringen barslede ved udgangen af deres første år med 10 nye mål for social mobilitet, der sætter retningen for den fremtidige socialpolitik. Der er tale om en række attraktive mål, der bl.a. består i at udsatte børn, unge og voksne skal have forbedret deres uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Kernen i de opstillede mål er social mobilitet og progression, der betyder, at borgere bevæger sig væk fra udsathed. Det er attraktivt for dem, der kan. Men ikke for de udsatte børn, unge og voksne, der ikke har en realistisk mulighed for at gennemføre en uddannelse og få en tilknytning til arbejdsmarkedet. For dem har regeringen sat et mål om, at de i højere grad skal deltage i frivillige indsatser. Social- og indenrigsministeren knytter dette mål sammen med et menneskesyn, der anerkender, at alle har noget at byde på og skal have mulighed for det i frivillige indsatser. Det må også betegnes som positivt.

En god start
De opstillede mål udgør en prioritering af specifikke socialpolitiske mål, som få vil være uenige i. Det er en styrke, at målene er langsigtede og skal realiseres over lang tid og derfor kræver bred opbakning og samarbejde mellem mange aktører på tværs af sektorer. Regeringen erkender denne præmis og inviterer til bredt samarbejde om at begynde arbejdet med at nå målene. Det er en god start.

Men de kritiske spørgsmål melder sig, når man ser på, hvilke andre vigtige mål der kunne have fortjent at være med på listen. Det kunne for eksempel være mål om medborgerskab og selvbestemmelse. Det er mål, der retter sig mod socialitet, der kan bidrage til at synliggøre og anerkende, at der også er relevante og ambitiøse socialpolitiske mål for borgere, der ikke lige kan leve op til målene om social mobilitet og progression i forhold til uddannelse og arbejdsmarked.

Regeringens mål har deres styrke, når det drejer sig om kendte målgrupper og problemstillinger, der kan løses gennem mobilitet og progression. Svagheden er, at mange udsatte børn, unge og voksne risikerer at blive klemt og glemt, fordi de enten er på grænsen til eller langt fra at kunne profitere af indsatser knyttet til social mobilitet og progression i forhold til uddannelse og arbejdsmarked. For dem vil det være mere relevant at opstille mål om socialitet og indsatser, der kan styrke deres deltagelse i sociale aktiviteter og fællesskaber. Målet om deltagelse i frivillige indsatser er godt, men meget smalt i forhold til denne målgruppe.

Bredt samarbejde er vigtigt
Nu er målene sat, og arbejdet med at omsætte målene til praksis begynder. Det er en fælles udfordring på tværs af de kendte, de klemte og glemte målgrupper, fordi de 10 formulerede mål retter sig mod komplekse og tværgående problemstillinger. Problemstillingerne kræver sammensatte og sammenhængende indsatser inden for flere politik- og sektorområder, for eksempel uddannelses-, arbejdsmarkeds-, sundheds- og socialområdet. Det er derfor afgørende vigtigt, at social- og indenrigsministeren indbyder til bredt samarbejde om at realisere målene.

Socialministeren har især en stor opgave med at integrere socialpolitikken på uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet. Godt, at det arbejde bliver prioriteret. Så kan lignende mål om inkluderende sundhed, kultur og andre relevante områder forhåbentlig komme med i andre sammenhænge.

Og så er det vigtigt at tage fat på at finde svar på de centrale socialpolitiske spørgsmål om de klemte og de glemte målgrupper af udsatte børn, unge og voksne, der ikke passer ind i indsatser med fokus på social mobilitet og progression i forhold til uddannelse og arbejdsmarked.

debat@altinget.dk