Fire organisationer: Indfør børnerettighedsrådgivere med Barnets Lov

Ved første møde med sagsbehandleren føler barnet sig tryg.

Barnet ved, hvad der skal ske, og kommer derfor forberedt. Barnet fortæller sin historie, fremlægger sine ønsker og forstår, at der nu går en proces i gang, hvor forældrene blandt andet skal høres.

Det er i hvert fald sådan, det burde være – og som det kan blive, hvis der bliver indført en ny rolle i form af en uvildig børnerettighedsrådgiver. En, der allerede inden det første møde oplyser barnet om både rettigheder og proces. Det er et konkret forslag, som vi – en bred kreds af interessenter på børneområdet – har fremlagt i forbindelse med høringsfristen for lovudkastet til Barnets Lov lige inden sommerferien.

Vi hører fra mange børn og unge, at de for eksempel ikke ved, hvorfor de skal anbringes, hvorfor de bliver hjemtaget, hvorfor deres sag tager så lang tid, og hvorfor ingen har spurgt dem og lyttet til, hvad de selv ønsker.

Det sker, selvom nuværende lovgivning giver børn ret til at blive inddraget i egne sager. Med Barnets Lov vil man give børn og unge endnu flere rettigheder. Det er positivt. Men hvordan vil man sørge for, at børnene rent faktisk får gavn af de rettigheder?

Rådgiver står uden for sagen 
En undersøgelse fra Vive viser, at en tredjedel af børnene ikke oplever, at sagsbehandleren er tilgængelig. Halvdelen ved ikke, hvad en handleplan er, og af dem, der ved, hvad en handleplan er, er det kun halvdelen, der ved, hvad der står i deres egen.

Børnerettighedsrådgiveren skal derfor være en voksen med børnefaglig og juridisk indsigt, der står uden for sagen og tæt på barnet. En person med indblik i det kommunale system, som kan hjælpe barnet med at forstå og navigere i sagsforløbet – for eksempel hjælp til at håndhæve rettigheder, og hvordan man kontakter Ankestyrelsen og får en revurdering af sagen.

Børnerettighedsrådgiveren skal være proaktiv og tale med barnet inden det første møde med sagsbehandleren. Oplyse barnet om retten til at blive hørt, til at klage og hjælpe barnet, hvis det ønsker at gøre brug af disse rettigheder.

En tilstand af alarmberedskab
Når børn og unge har sager i kommunerne, er mange i en tilstand af alarmberedskab. Det første møde med sagsbehandleren kan derfor være svært. De skal fortælle om ting, som de måske har hemmeligholdt i mange år, noget, som de måske føler skyld og skam over.

Samtidig oplever nogle børn relationen til sagsbehandleren som kompliceret. Og når sagsbehandleren både er den, der afgør sagen og skal oplyse barnet om dets rettigheder, kan det være forvirrende for barnet.

Vi tror på, at sagsbehandlerne vil børnene det bedste og opfylder deres oplysningspligt. Men vi ved samtidig, at det ikke er godt nok set fra børnenes perspektiv. Og det er vel netop det, som Barnets Lov lægger op til – at få barnet i centrum. Barnets stemme skal være en central del af kommunens viden om for eksempel kvaliteten af en anbringelse, ligesom dét at opleve sig lyttet til er afgørende for børns oplevelse af sagens forløb og afgørelse.

Med børnerettighedsrådgiveren får børnene mulighed for nøgternt at få fortalt, at de for eksempel har ret til at klage, hvis der skal være samvær med forældre, som barnet ikke ønsker, eller hvis barnet er uenigt i en hjemtagelse.

Børnerettighedsrådgiveren skal samtidig give sagsbehandleren mulighed for at søge sparring fra en uvildig ekspert. På den måde bliver alle medspillere til, at det bliver overskueligt for børn og unge at navigere i deres egen sagsbehandling.

Vi vil opfordre ministeriet til, at der i forbindelse med vedtagelsen af loven nedsættes en tværfaglig arbejdsgruppe, der kan udvikle de konkrete rammer for børnerettighedsrådgiverne.

Vi er mange, der har ventet længe på Barnets Lov, så lad den nu virkelig være til for børnene. Giv børnene en reel mulighed for at kunne bruge deres rettigheder.

debat@altinget.dk