EU vil straffe racisme og had mod minoriteter

Hvis det står til Kommissionen, skal hadforbrydelser og hadefulde ytringer på listen over EU-forbrydelser, så de kan straffes.

Hadforbrydelser var et af emnerne på Ursula von der Leyens årlige tale om Unionens tilstand i 2020. Hun var klar til gå fra ”fordømmelse" til "handling” for at bekæmpe had – om det er på grund af race, religion, køn eller seksualitet. 

Torsdag ligger EU-Kommissionens forslag til en handleplan klar. Målet er, som von der Leyen bebudede for et år siden, at få hadforbrydelser og hadefulde ytringer på listen over EU-forbrydelser, så de kan straffes.

"Had hører ikke hjemme i Europa. Det strider imod vores grundlæggende værdier og principper. Vi har brug for EU-handling for at sikre, at had kriminaliseres på samme måde overalt i Europa," siger den tjekkiske vicepræsident for Værdier og Gennemsigtighed i EU-Kommissionen, Věra Jourová, i en pressemeddelelse.

Som det ser ud lige nu, er der ikke noget retsgrundlag til at kriminalisere hadforbrydelser og hadefulde ytringer på EU-plan. Derfor handler forslaget især om at få lavet nogle fælles minimumsregler for, hvornår noget er en hadforbrydelse, og hvornår der er behov for en straf.

Flere racistiske angreb

Baggrunden for at slå hårdere ned på had er ifølge Kommissionen en bekymrende stigning i hadforbrydelser og ytringer mod blandt andet jøder, muslimer og personer af asiatisk oprindelse. Det handler både om racistiske angreb, trusler og voldelig mobning, som er steget under pandemien. EU-Kommissionen uddyber, at forslaget også skal gælde for online forbrydelser.

Kommisionen begrunder også forslaget med, at hadforbrydelser og hadefulde ytringer ikke er forenelige med EU’s værdier; menneskelig værdighed, frihed, demokrati, lighed, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne.

For at gennemføre forslaget skal EU's medlemslande først med enstemmighed godkende, at hadtale bliver optaget på listen over såkaldte EU-forbrydelser, ligesom EU-parlamentarikerne skal nikke til det.

Herefter kan Kommissionen fremsætte et egentligt lovforslag, som så skal vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet.

Torsdagens forslag er en del af en bredere række tiltag, som skal bekæmpe hadefulde ytringer, voldelige ekstremistiske ideologier og terrorisme i EU.

Forrige artikel Specialiseret institution får kraftig advarsel efter “upassende og uetisk adfærd” overfor udsatte unge  Specialiseret institution får kraftig advarsel efter “upassende og uetisk adfærd” overfor udsatte unge Næste artikel Velfærdsoverblik: Minimumsnormeringer, ventetider til lægevagten og øgede gevinster ved arbejde Velfærdsoverblik: Minimumsnormeringer, ventetider til lægevagten og øgede gevinster ved arbejde