DSB til hjemløseorganisation: Transportvirksomheder skal ikke løse lokale sociale problemer

Vores stationer er åbne for alle, men de er naturligt nok først og fremmest til for vores kunder, og det er med det udgangspunkt, vi indretter dem, skriver DSB i en replik til Projekt Udenfor, der kritiserer DSB for at skubbe samfundets udsatte borgere væk fra stationerne. 

Af Niels-Otto Fisker
Kommunikationschef, DSB

Det skal være nemt og trygt for alle at tage toget. Derfor arbejder vi i DSB målrettet på at skabe gode tilbud og trygge rammer for kunderne på vores stationer landet over.

Projekt Udenfor kritiserer i et læserbrev DSB for at behandle hjemløse, eller folk på kanten af samfundet, ekskluderende.

Det er ikke min opfattelse. Vores stationer er åbne for alle, men de er naturligt nok først og fremmest til for vores kunder, og det er med det udgangspunkt, vi indretter dem.

Nogle af vores bænke er blevet udstyret med armlæn, så kunder med nedsat mobilitet nemmere kan bruge dem.

Hvis en station har udfordringer med utryghedsskabende grupper, vælger vi i visse tilfælde at afspille musik, der nedsætter lysten til at opholde sig i længere tid på området. Det løser ofte problemstillingen, og musikken kan fjernes igen.

Vi har valgt at digitalisere betaling til toiletter, fordi langt de fleste i dag har kreditkort og mange kunder heller ikke har kontanter på sig længere. En positiv sideeffekt er mindre hærværk og færre indbrud, da der ikke længere er kontanter at stjæle. Helt generelt er betalingsløsningen med til, at toiletterne er renere, pænere og tryggere at benytte.

Ikke det rigtige sted at sove

Københavns Hovedbanegård ligger centralt i byen, og der går cirka 90.000 mennesker gennem dørene hver dag.

Langt de fleste dage er positive og vi som hovedregel godt rumme alle - men har du brug for et sted at sove, så er hovedbanegården ikke det rigtige sted.

Derfor er vores personale netop her instrueret i at henvise til de mange sociale væresteder, der er i området.

Jeg synes ikke, at en transportvirksomhed skal tage ansvaret for at løse lokale sociale problemstillinger – men vi bidrager gerne, hvor vi kan. Og vi tager gerne en fortsat dialog om hvordan.

{{toplink}}

Forrige artikel Unge med handicap: Uden et sjette SU-år kan vores uddannelsesniveau falde Unge med handicap: Uden et sjette SU-år kan vores uddannelsesniveau falde Næste artikel Forældre & Sorg: Vigtige sociale velfærdsopgaver finansieres med uretfærdig lemfældighed Forældre & Sorg: Vigtige sociale velfærdsopgaver finansieres med uretfærdig lemfældighed