DPU-leder: Legende læring må ikke gå ud over basal omsorg i dagtilbuddene

DEBAT: Kærlig omsorg i dagtilbuddene – trøst, tryghed og tilknytning – er med den nye dagtilbudslov blevet sekundært, mens udvikling gennem legende læring er det primære. Det giver problemer, hvis læring koster på den basale omsorg, som er nødvendig, skriver Claus Holm.

Af Claus Holm
Leder af DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse), Aarhus Universitet

Begejstringen – også min egen – over den nye dagtilbudslov fra 2018 var stor.

Endelig var der fundet et kompromis mellem leg og læring i de danske dagtilbud.

Dagtilbudsloven udnævner leg som grundlæggende i institutionerne.

Legen får både værdi i sig selv og som middel til trivsel, læring, udvikling og dannelse. Det er godt.

Kerneopgaven i baggrunden
Alligevel er der grund til eftertanke nu, godt et års tid efter loven blev vedtaget.

For der gemmer sig i loven en nedprioritering af den basale omsorg. Alt det som pædagogerne ellers normalt identificerer sig med – omsorg, nærvær, tilknytning og relationer.

Lige så stille er det, som før var kerneopgaver – trøst, en lille hyggestund, eftermiddagsfrugt, et kram – sågar bleskift – trængt lidt i baggrunden. Det er ikke længere ”det fine”.

”Det fine” er nu læring, kompetenceudvikling, pædagogiske læreplaner osv. Bleskiftet og alt det andet skal bare overstås, så man kan komme videre med ”det rigtige” pædagogiske arbejde.

OK – billedet er lidt karikeret.

Men der er ingen tvivl om, at der er sket – og sker – en forskydning i både de officielle pædagogiske målsætninger og i pædagogernes selvforståelse væk fra at værdsætte og prioritere den basale omsorg i retning af at prioritere alt det, der har et læringsmæssigt sigte.

Når der for eksempel ’kun’ er tid til omsorg, kan pædagogerne nemt blive tiltagende frustrerede.

Basal omsorg har værdi i sig selv
Det er ikke i sig selv galt at fokusere på legende læring og læring i det hele taget. Slet ikke. Men der opstår problemer, hvis og når det koster på den basale omsorg.

Det vigtigste er, at basal omsorg har værdi i sig selv.

Den nærhed og den sociale kontakt, der ligger i hverdagens omsorg og praktiske gøremål – trøst, af og på med overtøjet, en tår vand, et æble – udgør væsentlige tilbagevendende situationer og medvirker til, at børn bliver til sociale mennesker med sunde og stærke relationer.

Sagt på anden vis: Basal omsorg er grundlæggende menneskeligt. Men det er også en vigtig forudsætning i forhold til barnets udvikling, som er et hovedmål i dagtilbudsloven: Udvikling gennem den legende tilgang til læring.

Sagen er, at pædagogers professionelle kærlighed i form af at være i stand til at drage omsorg for et barn udgør en forudsætning for, at barnet er parat til at indgå i legende læringssituationer.

Hvis den basale omsorg halter, vil læringsdagsordenen også halte.

Ikke altid tid til legende læring
Derfor kan det måske vise sig at være en redning – eller i hvert fald en slags opråb fra omsorgen – at virkeligheden ude i nogle af dagtilbuddene med ret stor sikkerhed er et godt stykke væk fra teksten i lovgivningen.

Fra forskningen hører vi om, at pædagogers omsorgsarbejde i forhold til udsatte børnegrupper fortrænger arbejdet med leg og læring. Vi ved også, at når det sker, så skammer pædagoger sig over ikke at gøre ’det rigtige arbejde’.

Og mere generelt er der tegn på, at skellet mellem politiske dagsordener og hverdag er særlig tydeligt, når der er mange børn, der græder, og personalet har travlt med at tage sig af dem.   

Pædagogerne har ikke altid kræfter og tid til også at tage sig af legende læring. Det er et problem.

Og problemet bliver kun større, hvis pædagogen betragter forudsætningen for, at det kan ske – omsorgsarbejdet – som nødvendigt, men ikke som ’rigtigt pædagogisk arbejde’.

Så man må helt klart stille sig selv spørgsmålet, om det er holdbart?!

Plads til både omsorg og læring
Man kan også stille sig selv spørgsmålet, hvad det gør ved pædagogernes selvforståelse og ved klimaet i børnenes institutioner, hvis pædagogerne og for den sags skyld forældrene på samme tid oplever et krav om mere fokus på læring – og også selv ønsker at tage den tilgang til sig – men samtidig er låst i en hverdag, hvor det basale – som før var et nobelt mål – nu er en pligt eller en nødvendighed.

Og så kan man stille sig selv det allervigtigste spørgsmål: Hvilken pris betaler børnene for det? Ikke mindst de mere udsatte, som måske heller ikke får den nødvendige kærlighed hjemme.

Svarene er selvfølgelig indlysende.

Dagtilbud er – og bør være – såvel et omsorgs- som et læringsmiljø. Professionelt kærlige pædagoger tager hånd om begge dele. Men det er ikke altid, de har tid.

Forrige artikel KL: Folk med handicap skal behandles forskelligt for at blive behandlet ens KL: Folk med handicap skal behandles forskelligt for at blive behandlet ens Næste artikel Bikubenfonden til KL: Penge alene løser ikke voksende mistrivsel blandt unge Bikubenfonden til KL: Penge alene løser ikke voksende mistrivsel blandt unge