De usynlige udsatte kæmper med at få opmærksomheden

Hvis man skal kunne sætte problemer på dagsordenen, så skal man også kunne se dem.

Men udsatte borgeres udfordringer er ofte "usynlige" problemer, som resten af samfundet har svært ved at få øje på – eller måske ikke ønsker at se.

For usynlige udsatte er der en stor ubalance mellem behovet for hjælp og omfanget af opmærksomhed. De kan have svært ved at italesætte deres problemer, og andre mennesker kan have svært ved at sætte sig ind i dem.

Det er måske endda en form for uskreven lov, at jo mere man har brug for hjælp, jo sværere er det at få omverdenens opmærksomhed, fordi udfordringerne tårner sig op i et omfang og kompleksitetsniveau, som er svært at overvinde. Man kan i stedet ende med at blive overset af velfærdssystemet og derfor ikke få den fornødne hjælp.

Den traditionelle vej til indflydelse er gennem for eksempel interesseorganisationer, fagforeninger og kontakt til lokale og nationale politikere.

Gennem læserbreve, annoncer og kampagner bevæger man sig langsomt op ad opmærksomhedsstigen og gør sig gældende i de politiske beslutningsprocesser.

Der er dog en stigende tendens til, at borgerne bliver utålmodige og får mistillid til de traditionelle veje og slår sig sammen i mere uformelle netværk, for dermed at vise, at de "har fået nok" og ikke føler sig hørt.

Det gælder for eksempel facebookgrupperne Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne, som er aktions- og protestgrupper for henholdsvis handicappede/kronisk syge og "reformramte" borgere, samt bevægelsen #enmillionstemmer, der kæmper for retssikkerhed for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed.

De sidste har haft kæmpe succes på sociale medier og blandt andet fået et borgerforslag fremsat i Folketinget.

Ofte kan en forskel gøres gennem alliancer med kendte mennesker, som da Jacob Haugaard oprettede Grøn Koncert og skabte varig støtte for Muskelsvindsfonden.

En anden mulighed er journalistikken som nu, hvor der er stor fokus på anbragte børn, hvilket ikke kun skyldes regeringens 'Børnene først'-initiativ, men også mange gribende mediehistorier og dokumentarfilm.

De anbragte børn er en gruppe, der i lang tid er gået under den retssikkerhedsmæssige radar, og som i den grad har brug for forbedringer.

Det er glædeligt, hver gang en udsat gruppe får opmærksomhed og derved får mulighed for varige forbedringer. Men vi skal altid være opmærksomme på, at der står grupper tilbage og ikke får den opmærksomhed og hjælp, som de har brug for og ret til.

For "udsatte borgere" er et begreb, der bruges i flæng. Der findes brugbare definitioner fra institutioner som Vive – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd – og Rådet for Socialt Udsatte, men i realiteten bruges begrebet meget forskelligt i den offentlige debat og dækker over mange forskellige grupper.

Det kan være stofmisbrugeren, der får mundtligt og ukorrekt afslag fra kommunen på den misbrugsbehandling, som han eller hun egentlig har ret til.

Eller det kan være den handicappede pige, der nok er på det paraoplympiske svømmelandshold, men alligevel bliver frataget den nødvendige ledsageordning til svømning.

De udsatte kan have problemer på grund af bundløs gæld, kortvarig eller kronisk sygdom, handicap, familiesituation, misbrug, hjemløshed, udnyttelse eller lignende. Eller måske af grunde, som vi slet ikke er opmærksomme på endnu.

Alt dette skader i udpræget grad de usynlige udsattes retssikkerhed. Derfor har vi i Justitia med støtte fra Oak Foundation Denmark iværksat et forskningsprojekt, der skal identificere de udsatte grupper, som har sværest ved at komme til orde eller på anden måde opnå synlighed i den offentlige og politiske debat.

Derigennem kan vi forhåbentlig sætte fokus på deres retlige udfordringer og skabe varige forbedringer.