Behandlingspsykiatrien må ikke blive splittet - heller ikke af frikommuneforsøg

DEBAT: I stedet for at overtage nye uvante opgaver, bør kommunerne prioritere de opgaver, de allerede har over for psykisk syge borgere. Det mener de to formænd for hhv. Dansk Psykiatrisk Selskab og Danske Psykiateres og Børne- og Ungdomspsykiateres Organisation.

Af
Overlæge Jeanett Bauer
Formand for Dansk Psykiatrisk Selskab
og
Poul-Erik Carlsen
Formand for Danske Psykiateres og Børne- og Ungdomspsykiateres Organisation 

Frikommuneforsøget kan åbne for spændende forsøg, men Gentofte og Gladsaxe kommuners plan om at overtage ansvaret for distriktspsykiatrien bør ikke blive ét af dem.

Det vil være en dårlig løsning for en meget sårbar og behandlingskrævende gruppe af psykiatriske patienter. Og det vil ødelægge Region Hovedstadens arbejde med at skabe den faglige bæredygtighed, der er afgørende for behandlingskvaliteten.

Region Hovedstaden har netop reduceret antallet af distriktspsykiatriske centre fra 28 til 17 for at sikre kvaliteten. Hvis nogle kommuner nu får mulighed for at trække deres distriktspsykiatriske centre ud, vil det direkte modarbejde dette princip, til stor skade for patienterne.

De diagnosegrupper, kommunerne ønsker at intensivere indsatsen over for - som f.eks. angst og ADHD - er desuden ikke distriktspsykiatriens målgruppe.

Distriktspsykiatrien varetager primært behandling af skizofreni og sværere manio-depressive lidelser, hvor en tværfaglig indsats er påkrævet.

Har en sygdom, ikke kun sociale problemer
Gentofte og Gladsaxe kommuner fremhæver, at formålet er at effektivisere og udvikle psykiatriområdet. Imidlertid er det alene rehabilitering og social indsats, der tænkes på her. Psykiatriske patienter har en psykisk sygdom.

Effektivisering og udvikling skal derfor også omfatte de områder, der er centrale for behandlingspsykiatrien: Udredning, diagnostik og behandling.

Mange psykiatriske patienter har også fysiske sygdomme. De dør 10-15 år tidligere end andre. Det er derfor meget væsentligt med en tæt tilknytning til det øvrige sundhedssystem.

Der er andre patientgrupper, hvor der også er stort behov for social indsats og rehabilitering, f.eks. patienter med hjertesygdom eller neurologiske lidelser som apopleksi. Ville kommunerne overveje at hjemtage den samlede behandling af denne gruppe - altså også de neurologiske ambulatorier? Formentlig ikke.

Udfordringer udspringer ofte af kommunernes egne pressede økonomi
Dansk Psykiatrisk Selskab og Danske Psykiateres og Børne- og Ungdomspsykiateres Organisation vil gerne anerkende den store indsats, kommunerne gør i forhold til psykisk syge borgere.

Vi er også opmærksomme på de store udfordringer, kommunerne står med i forhold til borgere med psykotiske og ikke-psykotiske lidelser. Det er vores indtryk, at samarbejdet mellem kommuner og behandlingspsykiatri mange steder er glimrende, og at de vanskeligheder, kommunerne oplever, ofte har deres udspring i kommunernes egen pressede økonomi og interne organisering.

Psykiatriske patienter og behandlerne i behandlingspsykiatrien oplever således ofte, at det er vanskeligt at få etableret de nødvendige kommunale rehabiliteringstiltag (botilbud, bostøtte, kontaktpersonordning, støttede ansættelser, jobtræning/virksomhedspraktik mm).

Der opleves også kontinuitetsbrud i den kommunale sagsbehandling - dels pga. skiftende sagsbehandlere og dels pga. en, for udenforstående, uoverskuelig organisering af støtteindsatsen.

Lad kommunerne prioritere det, de allerede skal i dag
Vi er enige i, at koordinationen mellem behandlingspsykiatri og socialpsykiatri er utilstrækkelig. En kommunal overtagelse af dele af behandlingspsykiatrien vil imidlertid medføre en forringelse af behandlingen.

Derfor er vort forslag, at kommunerne, frem for at overtage nye og uvante opgaver, prioriterer de opgaver, der allerede ligger i kommunalt regi i forhold til borgere med psykiatriske sygdomme - og at vi psykiatere og kommunerne sammen optimerer det helt nødvendige tætte samarbejde mellem kommuner og behandlings-/distriktspsykiatri.

Forrige artikel Vi er forpligtet til at lære af Brønderslev-sagen Næste artikel Politikere og medier lader sig styre af enkeltsager