Bænkevarmerne
DEBAT: Antallet af unge der er uden for beskæftigelse, er en samfundsmæssig og menneskelig katastrofe. En tværgående og tidlig indsats er nødvendig for at nå de udsatte unge, mener formanden for Børnerådet.
Af Lisbeth Zornig Andersen
Formand for Børnerådet.
I Danmark er vi godt på vej til at parkere en uhyggelig stor del af vores ungegeneration på samfundets reservebænk. En ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser nemlig, at 80.000 unge mellem 15 og 29 år det sidste halve år hverken har været i arbejde eller under uddannelse. I stedet har de levet af offentlige ydelser, eller også har de fået hjælp hjemmefra.
Både menneskeligt og samfundsmæssigt er det intet mindre end en katastrofe - ikke mindst i lyset af den økonomiske krise, der ser ud til at have bidt sig fast. Jeg tror, der er mange, der er enige i, at de ledige unge er et problem, der får alvorlige omkostninger for de unge såvel som det danske samfund. Og imens river politikerne sig i håret og spørger: Hvordan er det kommet dertil?
Der er ingen tvivl om, at den økonomiske krise har en betydning, men mange andre forhold spiller også ind. Flere og flere ufaglærte job nedlægges eller flyttes til udlandet, og der stilles stadigt større krav til kompetencerne på arbejdsmarkedet. Det gør det svært som ung, uuddannet eller ufaglært at finde et job.
Mindre plads til selvrealisering
I mange år har vi opdraget vores børn til, at de skulle følge hjertet og gøre, hvad de havde lyst til. Ved valg af studium var det fx ikke nødvendigt at skele til, hvad der var mangel på af arbejdskraft ude i samfundet. Det er det nu. Men på grund af det meget store fokus, der har været på selvrealisering og valg med hjertet, er det mit indtryk, at det kan være svært at lære vores unge, at det måske er nødvendigt at vælge andenprioriteten på drømmestudielisten eller flytte til en anden by for at læse eller arbejde.
En stor del af de unge, der står uden for arbejds- eller uddannelsesmarkedet kæmper imidlertid med andre problemer end 'blot' lediggangen - vi ved for eksempel, at mange har psykiske problemer. Så når vi ser på, hvordan vi kan få de unge ind på arbejdsmarkedet eller i uddannelse, bliver vi også nødt til at finde ud af, hvad det er for et samfund, vi har fået skabt, der gør vores unge så dårlige, at de ikke kan fastholde et arbejde eller en uddannelse.
Og faktisk så har de unge selv nogle ganske gode bud på, hvorfor så mange af dem står uden for arbejds- og uddannelsesmarkedet. Det ved jeg, fordi vi i Børnerådet har sammensat en ekspertgruppe, der består af unge, som har erfaring med frafald på ungdomsuddannelser. De fortæller os blandt andet, at noget af det aller vigtigste, hvis samfundet vil have fat i de udsatte unge, er en tværgående indsats, der starter allerede i folkeskolen. Allerede her er det nødvendigt, at vi tænker ud af rammerne og ikke møder de unge med en "nå, men du skal jo i gymnasiet, ellers ender du på en bænk i Sydhavnen"-holdning.
Fokus på den generelle trivsel
Der er også behov for, at vi overalt i systemet ser de unge som hele mennesker og ikke bare som "studerende" eller "arbejdsløse". Vi kan altså med andre ord ikke isolere problemerne - vi er nødt til også at indtænke de unges generelle trivsel i deres sociale liv, netværk og psykiske velbefindende.
Når talen falder på uddannelse, kom vores ekspertgruppe med mange gode forslag til, hvordan man kunne løse problemerne. Et udpluk af dem er: Bedre inddragelse af de unge selv, mentorordninger, der gør overgangen fra folkeskole til erhvervsuddannelse nemmere, og samtaler med psykologer i samspil med erhvervsvejledere.
En ting er sikkert: Vi er nødt til at fokusere langt bredere på de unges livssituation, hvis vi skal blive bedre til at aktivere dem eller fastholde dem i uddannelsessystemet. Og et godt sted at starte er ved at lytte til de unge selv. De har nemlig en masse gode forslag - vi skal bare spørge dem.
Behov for national alkoholplan
Kan kontanthjælpsmodtagerne hjælpes ud af offentlig forsørgelse?
