Aktører: Kunstig intelligens bør få en central rolle i fremtidens løsninger for mennesker med særlige behov

Kunstig intelligens gemmer på mange løsninger for mennesker med særlige behov, som virksomhederne står klar til at udvikle. Så lad os udnytte AI som et supplement til velfærden, skriver seks aktører i et fælles indlæg. 

Af Seks aktører fra sundheds-, social- og digitalsektoren
Se den fulde liste af afsendere i faktaboksen

Nye hjælpemidler og støtteværktøjer baseret på AI kan åbne døre til arbejdsmarkedet, uddannelsessystemet og en hverdag med større tilgængelighed og et mere selvstændigt liv for en stor gruppe af borgere med handicap. Med den rette tilgang kan Danmark blive et foregangsland og samtidig skabe nye virksomhedssuccesser.

Med AI-dreven teknologi og en mobiltelefon kan en blind eller svagtseende fremover løbe en tur uden ledsager eller scanne produkterne i supermarkedet for udløbsdato og ingrediensliste.

En digital assistent kan strukturere hverdagens opgaver for neurodivergente, eller sprogmodeller kan hjælpe mennesker med sproghandicap til at kommunikere med omverdenen med færre barrierer.

Kørerstolsbrugere ville kunne passe og tilse virksomhedens robotter fra deres eget hjem med intelligente kørestole. Potentialerne ved kunstig intelligens er mange, og hver dag sker der nye digitale fremskridt, som udvider mulighedsrummet yderligere.

Danmark som foregangsland

Et højteknologisk velfærdssystem og borgere med gode digitale kompetencer sammen med vores adgang sundhedsdata af høj kvalitet betyder, at Danmark har forudsætningerne for gå forrest i udviklingen af AI-drevne løsninger til mennesker med særlige behov.

Hvor vi på sundhedsområdet virkelig har sat et højt ambitionsniveau for digitalisering på tværs af myndigheder, organisationer og erhvervsliv, så ser det helt anderledes ud på socialområdet. Kan mange års erfaringer fra sundhedsvæsenets med offentlige-private samarbejder, digital inklusion, strukturer for innovation genanvendes på socialområdet?

Vi tror potentialet er stort, hvis vi går sammen om at inviterere mulighederne indenfor og sammen sikre de rette hensyn til borgerens datasikkerhed overfor effektiv udvikling med tilgængelige ressourcer og adgang til velfærdsmarkedet.

Det gælder blandt andet sundhedsdata, som studerende, startups og store virksomheder kan teste og udvikle løsninger på baggrund af. Det handler også om stærke samarbejder mellem brugerne og udviklerne og selvfølgelig adgang til risikovillig kapital.

{{toplink}}

AI som et supplement til velfærden

Skal vi sikre, at AI rent faktisk skaber bedre liv for mennesker, så er det nu vi skal have helt styr på hvilke paradigmer, der skal være styrende for den innovation, vi gerne vil skabe:

  • Teknologisk innovation skal ske med afsæt i brugernes behov
  • Implementering af ny teknologi skal ske med respekt for borgernes og velfærdsmedarbejdernes forskellige behov
  • Dataetik skal være en del af designprocessen
  • Ny teknologi skal være tilgængelige for de mange, på tværs af økonomiske og digitale vilkår

Hvis vi udvikler velfærdsteknologi med det ene mål for øje at sparre penge i det offentlige, så får vi både dårlig velfærd og dårlig teknologi.

Men hvis borgeren selv kan vælge teknologien til og løse hverdagens opgaver med assistance fra AI, så kan det både give den enkelte mere frihed og der kan frigives midler til nærvær og støtte, hvor teknologien ikke kan stå selv.

AI i velfærd, er med andre ord ikke en erstatning af de velfærdstilbud der findes i dag, men derimod et supplement, der skal tage afsæt i borgerens behov.

Lad os komme i gang

AI gemmer på mange løsninger for mennesker med særlige behov, som virksomhederne står klar til at udvikle. Lad os udnytte alle de stærke erfaringer, vi har fra sundhedsområdet.

Skal vi gribe potentialet kræver det klarhed i regulering fra politisk hold og tydelige retningslinjer fra velfærdsaktørerne på tværs af stat, region og kommuner. Derudover skal vi skal sætte strøm til udviklingsmiljøerne og de offentlige-private samarbejder.

Vi skal i gang med at undersøge, hvordan vi får engageret tech-entreprenører og innovationsmiljøer i at løse de behov, der er på socialområdet og finde veje til at afprøve og implementere løsninger på tværs af brugere, udviklere og myndigheder.

Vi er gået i gang, og hermed er alle øvrige interessenter inviteret med i dialogen.

Forrige artikel Børns Vilkår og socialrådgiverforening: Lang sagsbehandlingstid kan signalere, at det ikke nytter at række ud til de voksne Børns Vilkår og socialrådgiverforening: Lang sagsbehandlingstid kan signalere, at det ikke nytter at række ud til de voksne Næste artikel Exitcirklen: Voldsramte migrantkvinder svigtes af et system med for høje dokumentationskrav Exitcirklen: Voldsramte migrantkvinder svigtes af et system med for høje dokumentationskrav