Ældre Sagen: Længst muligt i egen bil

DEBAT: Det er spild af tid og ikke mindst lægernes ressourcer, at alle som 70-årige uanset helbred skal forbi læge, skriver Mirjana Saabye, seniorkonsulent i Ældre Sagen.

Af Mirjana Saabye
Seniorkonsulent i Ældre Sagen

Den nuværende kørekortregel om, at ældre skal forbi lægen for at få fornyet deres kørekort, når de bliver 70 år, er indført for mange årtier siden.

Men ældre er i dag mere friske som 70-årige, og til en høring på Christiansborg i sidste uge blev det fremført, at screeningerne er ude af trit med nutidens sund aldring og ambitioner om at hæve pensionsalderen.

Det er spild af tid og ikke mindst lægernes ressourcer, at alle som 70-årige uanset helbred skal forbi lægen.

Lægerne bør i stedet rette deres tid mod patienter, der oplever helbredsproblemer.

Men nok så relevant viser ny forskning fra DTU og andre europæiske forskere, at de såkaldte aldersobligatoriske helbredsscreeninger, hvis legitimitet er at fremme trafiksikkerheden, ikke virker efter hensigten. Snarere tværtimod. 

Trafikforskerne Anu Siren og Annette Meng fortalte på høringen, at studier både fra Danmark og andre lande viser, at man ikke kan se en positiv effekt på trafiksikkerheden i sammenhæng med helbredsscreeninger, og at man samtidig har målt flere ulykker blandt ældre cyklister og fodgængere, end hvor man har helbredsscreeninger.

Det kan hænge sammen med, at ældre dropper eller mister kørekortet ved helbredsscreeningen og i højere grad færdes som fodgængere og cyklister, der er langt mere sårbare i trafikken.

Desuden viser forskning, at ældre bilister er gode til selv at regulere deres kørsel, og faktisk tyder det på, at særligt ældre kvinder er for tilbageholdende med at køre bil. 

Og Sven Krarup Nielsen, formand for Havarikommissionen, sagde desuden, at ældre er involveret i meget få ulykker og sjældent kører for hurtigt eller i beruset tilstand.

Ældre bilister er gode til at tilpasse deres kørsel efter forholdene: De undgår at køre i myldretiden, eller når det er glat eller mørkt. Han foreslog at øge fokus på, at bilister selv mærker efter i nuet, om man er tilpas og frisk til at køre. 

Følg med tiden
I flere europæiske lande har man ikke obligatoriske lægeundersøgelser, som man skal gennemgå for at få fornyet sit kørekort, fordi man har rundet en specifik alder.

Derfor har vi i Ældre Sagen opfordret justitsminister Morten Bødskov (S) til at handle på de ny resultater fra forskningen og ændre lovgivningen. 

Det giver ikke mening at opretholde et omfattende og ressourcekrævende system for fornyelse af kørekort, når det ikke øger trafiksikkerheden. Som led i arbejdet med at ændre reglerne bør det undersøges, om vi i Danmark kan gøre som i Sverige, hvor man ikke har aldersobligatoriske helbredsscreeninger af ældre bilister - og ifølge forskningen altså heller ikke en dårligere trafiksikkerhed.

Vi er simpelthen nødt til at se på trafiksikkerheden - og det er oplagt at følge trafikforskernes anbefaling om at støtte ældre bilisters mobilitet snarere end at begrænse den.

Vi bør derfor i stedet se på, hvad der får ældre bilister til fortsat at køre sikkert i stedet for at fratage dem muligheden, når der ikke er grobund for det.

Forrige artikel Kampen mod hjemløshed til debat Kampen mod hjemløshed til debat Næste artikel De udsattes egne ressourcer skal i spil