28 psykiatriorganisationer i opråb: Psykisk sårbare unge kommer i klemme med ny kontanthjælpsaftale

Af Agnieszka Storgaard Nielsen, Bent Rosenbaum m.fl. (se afsendere i boks)

Med den nye kontanthjælpsaftale kommer tusindvis af unge med alvorlige psykiske vanskeligheder i klemme. Aftalen betyder, at deres kontanthjælp fra 2025 står til at blive beskåret med op til 4.000 kroner om måneden.

Men vi kan gribe de unge, inden de mister deres økonomiske sikkerhedsnet, hvis politikerne vil se på mulighederne for at justere andre støttemuligheder som SU-tillæg og ressourceforløb.

Det er vigtigt at forstå, at langt de fleste af de unge inderligt ønsker sig en mere udadvendt tilværelse med uddannelse og arbejde, og at de også magter det på sigt, hvis de får den nødvendige behandling og tid. Men det er vigtigt, at tempoet afpasses efter sygdomsforløbet og graden af funktionsnedsættelse. Ellers kommer de ikke ud af deres sygdom og isolation.

Det er både et meget alvorligt tab for de unge og for samfundet, som dermed mister god arbejdskraft.

Unge skal ikke lev i frygt 

Kontanthjælpsaftalens ændringer betyder, at vi må se med friske øjne på, hvordan vi fremover kan sikre andre økonomiske muligheder for de unge, som har disse behov, uanset hvilken diagnose der så udløser behovet.

De skal ikke leve i frygt for ikke at kunne betale huslejen eller at få mad på bordet. Den frygt er nemlig med til at forværre deres livssituation i sådan en grad, at de risikerer at miste livslysten og håbet for nogensinde at kunne leve et værdigt liv på lige fod med andre unge, som ikke har psykiske vanskeligheder og sygdom.

Vi har lige nu et psykiatrisk system, hvor de unge ofte først kommer i behandling år efter, at sygdommen er brudt ud. Det betyder, at de typisk har mistet væsentlige sociale færdigheder og er dybt ensomme og isolerede, når de påbegynder behandling.

Samtidig har mange af dem allerede længe levet et liv med store økonomiske udfordringer. Mange har ikke kunnet fastholde et arbejde eller tage en uddannelse på grund af deres udfordringer, og derfor har de heller ikke haft en almindelig fast indkomst. {{toplink}}

Man kan ikke presses til helbredelse

De seneste mange års satsning på en aktiv beskæftigelsespolitik har lært os, at disse unge på grund af sygdommens karakter og langvarige forløb ikke kan presses til helbredelse og til at komme tilbage i uddannelse eller arbejde.

De har dermed ikke mulighed for at reagere som andre unge på kontanthjælpsaftalens økonomiske incitamenter ved at gå fra en sænket kontanthjælpsydelse til uddannelse eller arbejde. Det kan de først, når de får en behandling, som er tilpasset den enkelte unges funktionsnedsættelse, sygdomsforløb og vanskeligheder.

Det er derfor, at der stadig er brug for, at de unge har et økonomisk sikkerhedsnet som i det nuværende kontanthjælpssystem, som kan understøtte deres muligheder for at komme sig, så de kan få livsmuligheder og på sigt bidrage til samfundet gennem uddannelse og arbejde.

Det økonomiske sikkerhedsnet håber vi, at politikerne vil være med til at skabe ved at udvikle og tilpasse de mange gode muligheder, som allerede findes.

{{toplink}}

Giv lovning på SU-tillæg inden studiestart

Vi kan hjælpe de unge, som inden for en overskuelig tidshorisont kan drømme realistisk om at begynde på en af de ungdoms-, erhvervs- eller videregående uddannelser, der giver adgang til at søge Statens Uddannelsesstøtte (SU), ved at give dem mulighed for at blive godkendt inden studiestart til at modtage SU-tillægget til studerende og elever med funktionsnedsættelser, der gør, at de ikke kan have erhvervsarbejde ved siden af uddannelsen. I dag kan den unge først søge om tillægget efter, der er søgt om SU, når man starter på uddannelsen.

Unge, hvis arbejds- eller studieevne er mere begrænset eller har længere perspektiver, kan hjælpes gennem en tilpasset udgave af de eksisterende ressourceforløb. Der er brug for et helhedsorienteret forløb, hvor alle relevante myndigheder samarbejder og hvor ydelsen er på niveau med, hvad unge i samme situation får i SU med det ovennævnte tillæg. På den måde undgår vi en brat nedgang i den unges økonomi, når de er klar til at starte på en uddannelse.

Som samfund har vi gennem årene flere gange midlertidigt justeret ydelser, eksempelvis § 81 og 82 i lov om aktiv socialpolitik, når vi har set et særligt behov for at håndtere særlige udfordringer.

Det kan være en midlertidig måde at støtte de unge, som kontanthjælpsaftalen endnu ikke har fundet langsigtede løsninger til at hjælpe. For vi skal huske, at vi samtidig står i en tid, hvor mange af dem oplever aldeles utilstrækkelige muligheder for at få behandlet deres psykiske sygdom, hvilket først kan forventes at blive bedre, når politikerne har løftet den samlede psykiatri gennem den langsigtede plan, de alle har tilsluttet sig. {{toplink}}

Vi risikerer at miste de unge

I det store regnestykke vil investeringer i ændringer og justeringer for disse unge ikke være en voldsom omkostning – især ikke, hvis det formår at hjælpe flere af dem til at få en uddannelse og et arbejde.

Alternativet, at lade de unge stå tilbage med en væsentlig forringet økonomi uden anden hjælp, kan på lang sigt vise sig at blive meget dyrere. I værste fald taber vi ikke blot tusindvis af unge som potentielle fremtidige studerende eller ansatte på en arbejdsplads. Vi risikerer også, at dårlig økonomi forværrer deres udfordringer i en grad, at de får endnu større behov for langvarig behandling i den i forvejen trængte psykiatri.

Heldigvis har vi andre midler end den reducerede kontanthjælp i værktøjskassen, der kan give de unge det økonomiske sikkerhedsnet, som understøtter deres muligheder for at komme sig, få bedre livsmuligheder og på sigt bidrage til samfundet. Og vi bidrager gerne til en dialog med politikerne om, hvordan vi bedst kan løse det ved at udvikle og tilpasse de mange gode muligheder, som allerede findes. 

debat@altinget.dk