Alt for mange unge parkeres på førtidspension

DEBAT: Førtidspension skal være den sidste løsning, når arbejdsevnen ikke kan genvindes. Men alt for ofte viser det sig desværre ikke at være tilfældet, når kommunerne tilkender førtidspension.

Af Steen Nielsen
Chef for Løn og Arbejdsmarkedspolitik, DI

Alt for mange - især unge - tilkendes hvert år førtidspension - og dømmes dermed permanent ude af arbejdsmarkedet, så de for stedse frarøves muligheden for at forsørge sig selv. Især tilkendelser på baggrund af psykiske diagnoser er steget markant. Til trods for, at sagkundskaben peger på, at de psykiske tilstande ofte kan behandles eller helt gå over af sig selv.

Kommunernes tilkendelser har alvorlige konsekvenser for de unge. Samtidig er det voldsomt dyrt for samfundet, når så mange unge - og potentielt arbejdsdygtige - danskere tilkendes permanent førtidspension.

Når forhandlingerne om førtidspension snart går i gang, må målet være at sætte en effektiv bremse for den eksplosive vækst i tilkendelser af førtidspension. Færre skal tildeles førtidspension, så de danskere, som faktisk er i stand til det, står til rådighed for arbejdsmarkedet. For deres egen skyld - og for samfundets, så udgifterne til førtidspension kan reduceres fra de 40 mia. kr., vi årlig bruger på ordningen i dag.

Mere end halvdelen af de danskere, der fik tildelt førtidspension i 2009, fik det på baggrund af en psykisk diagnose. Blandt unge mellem 20 og 29 år var andelen hele 82 pct. Det er foruroligende tal. Hver gang en 25-årig tilkendes førtidspension, udskriver kommunen en regning til samfundet på 10 mio. kr. - alene i udgifter til førtidspension og tabte skatteindtægter.

Kommunerne løfter opgaven forskelligt

Der er stor forskel mellem kommunerne, når det gælder tilkendelsen af førtidspension. Og det er vel at mærke en forskel, som ikke kan forklares ved andet end, at kommunerne simpelthen løfter opgaven forskelligt. Nogle gør det kritisabelt ringe. Tal fra Ankestyrelsen viser, at der er fejl i alt for mange af tilkendelserne.

Der er bemærkelsesværdigt store forskelle mellem landets to største kommuner, når det gælder tilkendelser af førtidspension. Der tilkendes hvert år førtidspension til 2,5 personer ud af 1.000 borgere mellem 18 og 64 år i København, mens det er 6,6 personer ud af 1.000 i Århus - dvs. 2½ gang flere end i København. Hvis man sammenligner tilkendelser på baggrund af psykiske diagnoser, er det hele 3,4 gange så mange i Århus end i København.

DI's anbefalinger

Kommunerne skal lære af hinanden, gøre brug af de gode eksempler og dermed kunne forbedre deres indsats. Men det er åbenbart ikke nok. DI's anbefaling til de politiske forhandlinger i efteråret er derfor, at kommunerne skal bære et større økonomisk ansvar for førtidspensionen end i dag.

Yderligere kan der stilles spørgsmålstegn ved, om de redskaber, der er til rådighed i dag, bruges godt nok, når kommunerne i alt for mange tilfælde ikke har prøvet alt, før de tyer til tilkendelsen af førtidspension.

Samtidig skal vi have gjort op med, at alle førtidspensioner tilkendes permanent. Både for de nuværende førtidspensionister, som siden har fået en forbedret arbejdsevne, og for de borgere, som tilkendes førtidspension i fremtiden.

Forrige artikel Vi giver gerne bud på hvordan kvaliteten skærpes Vi giver gerne bud på hvordan kvaliteten skærpes Næste artikel Social forebyggelse betaler sig