Midlertidig førtidspension er problematisk

DEBAT: Et førtidspensionsbevis vil øge mulighederne for tilbagevenden til arbejdsmarkedet, fordi det mindsker frygten for at miste forsørgelsesgrundlaget hos den enkelte og ikke tilskynder kommunerne til økonomisk kassetænkning, skriver FOA's formand, Dennis Kristensen.

Af Dennis Kristensen
Formand, FOA

Uanset ny eller gammel regering må vi forvente, at førtidspensionsordningen står for skud. Beskæftigelsesministeren har bebudet, at hun efter sommerferien vil optage drøftelser med forligspartierne bag førtidspensionsreformen.

Arbejdsmarkedskommissionen foreslog i 2009 ændringer med fokus på en bedre indsats overfor især unge under 40 år med psykiske lidelser. SF og Socialdemokraternes forslag under "En fair løsning" støtter også tankerne bag Arbejdsmarkedskommissionens forslag om et udviklingsforløb, der skal sikre fastholdelse frem for førtidspension.

De Konservative har i sommer været ude med et forslag om, at førtidspension skal gøres midlertidig for en 3-årig periode, hvorefter sagen skal tages op til vurdering. Hensigten er at vurdere, om førtidspensionisten har fået det bedre, og om en vej tilbage til arbejdsmarkedet kan forsøges.

FOA-medlemmer overrepræsenteret
FOA's medlemmer har et højt sygefravær og er desværre også højt placeret, når det gælder hyppigheden af antal førtidspensionstilkendelser. Ved en førtidspensionsundersøgelse foretaget i FOA i 2006 viste det sig, at FOA's medlemmer var overrepræsenteret med 61 % i forhold til hele befolkningen. Dette har naturligvis sammenhæng med et fysisk og psykisk belastende arbejde indenfor social- og sundhedsområdet.

For FOA er det afgørende, at medlemmerne kan bevare et godt helbred og blive på arbejdsmarkedet til de selv ønsker at gå af på grund af alder. En midlertidig førtidspension vil ikke løse dette problem.

I debatten om førtidspension kan man næsten få det indtryk, at den danske befolkning kommer alt for let til førtidspension - at de ikke ønsker et arbejde. Det er ikke FOA's erfaring. Slet ikke når vi taler med medlemmerne og hører deres historier om mistet arbejdsindtægt, ophør af sygedagpenge, perioder uden indkomst, gentagne arbejdsprøvninger, utallige lægepapirer og psykiatrisk speciallægeerklæring, før en pension tilkendes. Det er en hård vej for et menneske at skulle igennem.

Frygt øger ikke helbredelsen
FOA mener ikke en midlertidig førtidspension er den rette løsning. Vi ser gerne, at kvaliteten i indsatsen overfor en sygemeldt bliver langt bedre og hurtigere. Vi ønsker også, at revalideringsindsatsen med brug af uddannelse intensiveres.

En midlertidig førtidspension vil give førtidspensionisten stor usikkerhed om den økonomiske fremtid med risiko for at stå uden indtægt igen efter 3 år. Frygten for at miste indtægten øger ikke helbredelsen.

Derimod vil FOA foreslå, at en førtidspensionist får et førtidspensionsbevis, der sikrer forsørgelsesgrundlaget. Et førtidspensionsbevis modarbejder ikke, at førtidspensionisten kan deltage i forsøg på at forbedre arbejdsevnen, såfremt helbredet bliver bedre.

Frygt for økonomisk spekulation
FOA kan frygte, at en midlertidig førtidspension alene vil komme de trængte kommuner økonomisk til gode, da kommunerne opnår en lavere udgift til førtidspension, uden at førtidspensionisten bliver hjulpet tilbage på arbejdsmarkedet.

Vi har i forvejen dårlige erfaringer med økonomiske incitamenter. Kommunerne spekulerer i øjeblikket i statsrefusion, når det gælder personer, der modtager ledighedsydelse, mens de venter på et fleksjob. Kommunerne ansætter disse personer i midlertidige fleksjob af mindst 9 måneders varighed alene for at opnå en højere statsrefusion ved den efterfølgende ledighed. Denne politik sikrer ikke den enkeltes tilknytning til arbejdsmarkedet.

FOA ser gerne at de offentlige udgifter til førtidspension nedbringes, men det skal alene ske med borgeren i centrum, således at en borger med et dårligt helbred ikke risikerer at blive kastebold mellem forskellige kasser. Det gavner ikke fastholdelse på arbejdsmarkedet.

Forrige artikel Alt for mange unge parkeres på førtidspension Alt for mange unge parkeres på førtidspension Næste artikel Sammenbrud i anbringelser af udsatte unge Sammenbrud i anbringelser af udsatte unge