Manglende overblik og klarhed mudrer socialdebatten
DEBAT: Hvem kan egentlig gennemskue, hvad der sker med udgifterne på det specialiserede socialområde? Direktør i LOS Geert Jørgensen, efterlyser svar og overblik.
Af Geert Jørgensen
Direktør i LOS (Landsforeningen af Opholdssteder, Botilbud og Skolebehandlingstilbud)
Det store slagsmål om den kommunale økonomi er i fuld gang. Tallene siger at kommunerne har brugt op mod 5 milliarder mere end forudsat i kommuneaftalen for 2009, og endnu en gang står udgifterne til det specialiserede socialområde for skud i debatten. Det gælder særligt udgifterne til voksne med særlige behov, specialundervisning og anbringelse af børn og unge.
Ingen entydige svar
Ifølge de kommunale opgørelser er udgifterne til det specialiserede socialområde steget drastisk siden kommunalreformen, men når man taler med kommunale embedsmænd er det svært at få et entydigt svar på, hvad der er skyld i denne stigning, ofte får man modsatrettede svar.
Samtidig er det uklart, hvordan ændringer i finansiering og kontering efter kommunalreformen og kommunernes næsten totale overtagelse af de amtslige institutioner og tilbud spiller ind.
Øget pres
Samtidig oplever vi, at der sker et øget pres på det specialiserede socialområde.
For eksempel nedlægges der rundt om i landet sengepladser på det psykiatriske område. Disse borgere har jo fortsat behov for et kvalificeret behandlingstilbud, hvorfor der nødvendigvis sker en stigning i såvel antal som i kravene til de behandlingstilbud i kommunalt og privat regi, som disse borgere i stedet tilbydes.
Voksne udviklingshæmmede flytter i stigende omfang hjemmefra i lighed med alle andre unge, og Folketinget har gennem lovgivning - helt berettiget - øget kravene til størrelse og kvalitet af boliger til disse borgere hvilket naturligvis også har medført øgede udgifter.
Der er sat spørgsmålstegn ved, om de øgede udgifter til anbringelse af børn og unge overhovedet er reelle, eller de i virkeligheden skyldes ændret konteringspraksis på grund af kommunernes overtagelse af de amtslige institutioner og gensidige handel med institutionspladser.
Uenighed om priserne
Samtidig hører vi flere steder i landet institutionsledere klage over at de ikke har indflydelse på taksterne og at kommunerne pålægger centrale udgifter, ligesom kommuner gensidigt beskylder hinanden for at tage overpriser.
Her skal det indskydes at en del af disse omkostningsoverførsler kan skyldes, at der samtidig med kommunalreformen fra lovgivers side indførtes krav om at kommunerne skulle anvende omkostningsbaserede takster for kommunale tilbud. Hvilket ikke nødvendigvis var tilfældet før kommunalreformen.
Ifølge en beregning LOS havde fået lavet i 2006, ville offentlige institutioner stige med i gennemsnit 5 - 6 %, hvis man indregnede alle udgifter forbundet med driften - også de centrale. Øvelsen bør have medført, at disse 5 - 6 % er lagt på taksterne med en stigning i udgifterne til det specialiserede socialområde til følge. Spørgsmålet er hvorledes kommunerne har indregnet dette i deres driftsregnskaber.
Det ligger fast at kravet om omkostningsbaserede takster, selv om det blev betragtet som økonomineutral for kommunerne som helhed, selv uden aktivitetsudvidelser har medført en stigning i udgifterne til det specialiserede social område - alene på grund af ændret konteringspraksis.
Man må spørge sig, om det i virkeligheden er de samme opgaver og samlede udgifter der sammenlignes. For eksempel indførtes der også med kommunalreformen en ordning, hvor kommunerne fik et tilskud til de dyreste enkeltsager fra staten.
Denne refusionsordning er hvert år siden kommunalreformen reduceret, hvilket alt andet lige betyder at kommunernes udgifter stiger. Men ikke alene det, det er i det hele taget uklart hvordan statstilskuddet - og reduktionen heraf - indgår i kommunernes budgetter og regnskaber.
Klarhed nødvendig for debat
Alle disse forhold - og der er flere andre - betyder at de kommunale udgifter til det specialiserede socialområde øges. Men de viser også, at usikkerheden, om hvor meget de reelle udgifter er steget, er endog meget stor.
Hvis vi skal have en ordentlig debat af serviceniveau, kvalitet i indsatsen og hvordan vi bedst udnytter pengene på det specialiserede socialområde, mener vi i LOS, at er der behov for en grundig analyse af både hvad de reelle udgifter er, hvordan udviklingen har været i målgruppen for disse ydelser og udviklingen i ydelsernes indhold og kvalitet.
Af hensyn til brugerne er det vigtigt, at beslutningstagerne holder hovedet koldt og tager udgangspunkt i de faktiske forhold. Ellers risikerer vi inden for kort tid at lægge store dele af det specialiserede område i ruiner - til stor skade for de mest udsatte børn, unge og voksne.
