Forældres betydning for anbragte børn

Tine Egelund
Professor

Folketinget har for nyligt vedtaget nye regler om kontinuitet i anbringelsen m.v. I reglerne er der en markant tilbøjelighed til at modstille børns og forældres interesser og markere, at barnets bedste bør gå forud for forældreinteresser.

Det ønsker man blandt andet at opnå ved, at helt små børn kan anbringes uden genbehandling i tre år, og at anbringelser - uanset tvangsgrundlag - kan opretholdes, hvis barnet har været anbragt i mere end tre år, og man kan gøre en påstand gældende om, at barnet har opnået tilknytning til de nye omsorgsgivere (typisk plejeforældre). Disse regler vil sandsynligvis betyde, at nogle anbragte børn vil komme til at opleve et egentligt tab af forældre, søskende og anden slægt.

Der er naturligvis klart situationer, hvor man må tilsidesætte forældreinteresser markant, hvis man skal kunne hjælpe et barn. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad forældre og børn hænger sammen, også når der er tale om anbragte børn med betydelige skader og forældre med begrænset kapacitet.

Vi har længe vidst fra udenlandsk forskning - og herhjemme blandt andet fra organiseringen af tidligere anbragte børn: TABUKA - at de færreste anbragte børn bevarer kontakten med anbringelsesmiljøet ret lang tid efter anbringelsens ophør. Det gælder også børn, der er anbragt i mange år i samme familiepleje. I stedet genoptager de som unge ofte kontakten med den biologiske familie. Søskende bliver fx et vigtigt nyt netværk, selvom forskningen også viser, at der under anbringelsen faktisk sker et tab af søskende og anden slægt for en relativt stor gruppe af anbragte børn. Alene på grund af, at den biologiske familie genvinder sin betydning efter anbringelsen, må man tage forældre og forældres involvering i børnenes anbringelsesforløb alvorligt.

Forældrenes store rolle
I to igangværende undersøgelser, som jeg deltager i, kan vi se, at forældre - også under anbringelsen - spiller en betydelig rolle for børnene og de unge. I interview med anbragte teenagere springer det i øjnene, at forældre, som eventuelt har vanrøgtet eller har alvorlige kontroverser med de unge, alligevel ofte bliver deres eneste sikkerhedsnet i kaotiske perioder (fx hvis anbringelsen bryder sammen) og på en eller anden måde hjælper de unge videre, om ikke andet så til en ny anbringelse.

I forhold til mindre børn på døgninstitutioner gør omfattende observationer i en anden undersøgelse det klart, hvor stor en rolle forældre spiller også for børn, der har været udsat for ganske meget derhjemme. De savner forældrene, bekymrer sig for dem, beskytter dem mod de signaler om, at forældrene ikke er gode nok, som anbringelsen som sådan sender, de vogter på kritik af forældrene og er af samme grund ambivalente over for at indgå relationer til de nye omsorgsgivere.

Gensidigt respektfuldt samarbejde
På nogle døgninstitutioner er forældresamarbejdet tyndt, og forældrene er kun i begrænset omfang nærværende i barnets dagligliv. Børnene er de eneste, der forsøger at integrere forældrene i deres liv på institutionen. For børnene kan en sådan situation have store omkostninger. Svensk forskning sandsynliggør, at et barn kun kan opnå en tilknytning til de nye omsorgsgivere, hvis de og forældrene kan arbejde gensidigt respektfuldt sammen om barnet. Kun i så fald ser det ud til, at en dobbelt tilknytning kan opstå, og barnet fuldt ud kan nyttiggøre anbringelsesstedets tilbud.

Så en væsentlig faktor i en anbringelsessag er fra første færd og hele forløbet igennem at søge at mobilisere forældrene i barnets liv, om end i en anden form for forældreskab end det sædvanlige, og bruge fantasi og kræfter på at få et samarbejde konsolideret. Det kan gavne barnet og barnets tilknytning til anbringelsesstedet. Og det er en forudsætning for et sammenhængende børneliv for anbragte børn, hvor deres forskellige omsorgspersoner kan være til stede side om side i børnenes liv med de eventuelt forskellige livsstile og værdier, der kendetegner dem, uden at konkurrere om barnets loyalitet.

debat@altinget.dk