Integrationsproblematik sat på hovedet

Af Nur Beier, Istanbul
Tidligere næstformand i Rådet for Etniske Minoriteter

"De stammer fra lav socioøkonomisk baggrund. De er lavt uddannede. De mangler de nødvendige sprogkundskaber og forudsætningerne for at engagere sig i det omgivende samfund og arbejdsliv. De er heller ikke motiveret til at blande sig med lokalfolket. De isolerer sig i ghettoer og har svært ved at integrere."

Citatet er fra en ny tyrkisk rapport om Tyrkiets vestlige indvandrere. Rapporten er udarbejdet af den tyrkiske tænketank USAK (International Strategisk Forskningsinstitut) og er interessant også i en dansk sammenhæng. I Danmark er det populært at fremføre, at det er velfærdssystemet, der er onden i umotivationen hos indvandrerne og de negative holdninger hos danskerne. Man kunne så forklare det helt kort som overførselsindkomstens onde, der skaber en negativ spiral på hver sin vis. Tyrkiet er ikke et velfærdssamfund. Alligevel præger samme holdninger og problemstillinger den tyrkiske debat. Et nærmere eftersyn kan være med til at bringe den systemkritiske integrationsdebat i Danmark i et helt nyt lys og genperspektivere de typisk fremførte argumenter.

Mange flytter til Tyrkiet
USAK kortlægger indvandrernes integrationsforløb i Tyrkiet de sidste 15 år. I dette tidsrum er der kommet over 200,000 EU-borgere, hovedsageligt til Tyrkiets syd/vestlige dele. Indvandringsstrømmen fortsætter. Indvandrergruppen stammer fra EU landene, overvejende fra Tyskland, England, Holland og de skandinaviske lande, her en del fra Danmark. Bare for at sammenligne med danske tal, bor der basis 1. januar 2008 57,129 tyrkiske indvandrere i Danmark. I 1993 var tallet 34,158, altså en stigning på 22,971 personer de sidste 15 år.

Især ved overgangen til euroen i 2000 er indvandringsbølgen til Tyrkiet eskaleret. Den højere euro betød højere levekosts og drev mange østpå. Især boligpriserne i Tyrkiet har skabt en tiltrækningskraft. De lave boligudgifter skaber mere luft i økonomien og en bedre levestandard. "Jeg kunne ikke købe en ordentlig bolig i mit hjemland", siger en, "det er lige så dyrt at købe en gravplads i hjemlandet som at købe hus, jeg vil begraves i Tyrkiet", siger den anden, mens stadig andre angiver at "have faldet for solen og klimaet", eller "tyrkisk gæstfrihed og varme" eller "tyrkernes autenticitet".

Incitamentet til at blive permanent boende i Tyrkiet er stærkt. Men incitamentet til at blive en del af det nye fællesskab følger ikke efter. USAK rapporten viser, at indvandrerne vælger en tilværelse i hjem-strand-supermarked trekanten. Valutaforskellen gør, at deres pensionsindkomst er betydeligt højere end lokalfolkets gennemsnitlige indkomstniveau, og dette åbner op for særlige muligheder. Indvandrerne indlogerer sig i "satellitbyer" i nye bydele, indhegnet og udstyret med alarmsystem og dørvagt, de danner ghettoer, hvor "udlejes ikke til tyrkere" skilte på dørene til de tomme lejligheder til salg eller udlejning ikke er et sjældent syn.

Nye udfordringer
Ifølge den tyrkiske sociolog Yasemin Karakasoglu, skal den primære årsag bag isolationen hos disse indvandrere søges i deres lave socioøkonomiske og uddannelsesbaggrund, i.e. deres forudsætninger fra hjemmelandet. Man kan sige, at forhold, der gjorde sig gældende for Danmarks gæstearbejdere engang 50 år siden, står Tyrkiet i dag op imod med sine vestlige indvandrere.

Den svenske sociolog Johanna Andersson forklarer, at man i EU oplever en helt ny migrationsbølge. Den skaber helt nye udfordringer for værtslandet Tyrkiet. Den adskiller sig fra 60'ernes migration fra øst til vest af unge tyrkiske gæstearbejdere i søgen efter beskæftigelse.

Tyrkiets vestlige indvandrere er måske umiddelbart ikke en økonomisk byrde til systemet. Men netop manglen på økonomiske forpligtelser overfor det omgivende samfund medvirker i deres social isolation og sender faresignaler for parallelsamfund.

Ord skaber virkelighed
Efter USAKs tal har over 95 % af indvandrerne ingen sproglige kompetencer i tyrkisk. Selve indvandrerne begrunder det med, at det er svært for dem som ældre at lære et fremmed sprog, eller med, at stort set alle tyrkere i byen taler engelsk eller tysk. Man behøver ikke tyrkisk, bortset fra et lille ordsforråd til at trække fra, når man er ude at handle, er forklaringen.

Der er ikke plads til nuancer i et miljø, der er så porøst. Lokalfolket fornemmer, at indvandrerne distancerer sig til dem, og de pga. deres svage økonomi bliver holdt nede og ude af det gode selskab, de nytilkomne danner. Sat imod det danske billede har aktørerne så at sige skiftet rollespil. Det skaber holdninger: USAK-rapporten henviser til de skæve blik og højreorienterede partiers sloganpolitik, der bidrager til stemningen. Ord skaber virkelighed.

Det tyrkiske billede er interessant, fordi det bringer minder fra det danske billede og fordi det derfor kan være med til at genvurdere sandhedsværdien af de selvkritiske argumenter i den danske integrationsdebat, der gør en syndebuk ud af velfærdssystemet som skyld i en sund integrationsproces, hvad angår ugunstige holdninger både hos indvandrere og værtssamfundet.

debat@altinget.dk