Kontanthjælp og værdighed

I disse måneder er køen af borgere i Borgerservice længere end normalt. Det er borgere, der søger om kontanthjælp. De har mistet deres arbejde. Mange af dem har fået en brat opvågning. Mange har været mange år på arbejdsmarkedet. Mange har aldrig troet, at det skulle ske for dem: at blive arbejdsløse!

I disse måneder taler medarbejderne om tidspres og om krav til dokumentation, som borgerne ikke forstår. Jeg hører medarbejderne fortælle om borgere, der føler, at det er ydmygende at skulle krænge sit liv ud, før kommunen kan tage stilling til, om de kan få kontanthjælp.

Få styringsmuligheder
Når jeg går til budgetopfølgning, ser jeg på forbrugsprocenten på overførselsindkomster i forhold til det vedtagne budget. Budgettet kommer næppe til at holde - selv om vi har stor kommunal erfaring med at lægge budgetter i søgang.

Alle er i en situation, hvor få er tilfredse, når dagen slutter.

Borgeren synes, at der er mange krav og mistænkeliggørende kontrol.

Medarbejderne oplever, at de er bagud i forhold til et reelt borgerbehov.

Jeg føler, at styringsmulighederne reelt er forsvindende få, hvis årsagen er en forhåbentlig midlertidig finanskrise med uforudset (stor) vækst i arbejdsløsheden.

Hvordan får man noget positivt ud af den situation?
Vi kunne forholdsvis let opnå høj borgertilfredshed. Vi kunne give "a conto"-udbetalinger og vende tilbage til dokumentationen senere. Men sådan spiller klaveret ikke. Det ville være udbetaling af kommunale midler uden forudgående konkret vurdering. Det er vist ulovligt......

Ej heller kan vi sige: "I kunne have meldt jer i a-kasse". Det ville være en utidig politiserende udtalelse, som jeg - og enhver anden embedsmænd - ikke ville kunne få over læberne til en borger - og i øvrigt ville en sådan sætning gøre borgeren usikker på, om den sagsbehandling af ansøgning om kontanthjælp var saglig.

Vores eneste positive vej frem er at huske, at alle borgere er mennesker. At alle - uanset om deres situation er selvforskyldt eller en konsekvens af et faldende aktieindeks - har en værdighed, som vi som system har en pligt til at huske dem på og huske os selv på, at de har.

Engageret, respektfuldt system
Vi må i vores hjerne og adfærd sige: ét er lovkrav, blanketter, budgettal og dokumentationskrav, noget andet er det menneske, der sidder over for os. Vi må være garanten for, at den professionelle sagsbehandling er en oplevelse, hvor man som borger går fra rådhuset med sin værdighed i behold. Hvor samtalen mellem en selv og "kommunen" har været god. Hvor sagsbehandleren hele tiden professionelt sørgede for, at samtalen ikke var en samtale mellem et system og en borger, men var en samtale mellem et engageret, respektfuldt system i skikkelse af en professionel person og en borger, der oplever sig som et ressourcestærkt og værdigt medlem af det danske samfund.

På den måde undgår vi klientgørelse.

Måske kunne vi huske hinanden på det - så enhver borger på overførselsindkomst fortsat er en borger med handlekraft og tro på egne evner den dag, hvor kurven vender igen.

debat@altinget.dk