Hver anden dansker vil straffe forældre i børnepenge

MÅLING: 51 procent af danskerne er klar på at trække forældre i børnepengene, hvis deres unge ikke er i uddannelse eller job. S og R står fast på modstanden mod forslaget.

Regeringen lægger med "Ungepakken" op til at trække forældre, hvis unge mellem 15 og 17 år ikke er i job eller uddannelse, i børnepengene. Og den idé bakker et flertal af befolkningen op. En meningsmåling foretaget af A & B Analyse for Altinget.dk viser, at 51 procent af danskerne er positive for forslaget, mens 42 procent er imod og 7 procent ikke ved, hvad de skal mene.

Spørgsmålet om for og imod er kun blevet mere aktuelt. Forslaget om at trække forældrene i børnepengene er nemlig hovedårsagen til, at Socialdemokraterne og Radikale i sidste uge enten trak sig fra forhandlingerne om globaliseringsmidlerne eller blev smidt ud.

S: Et ideologisk spørgsmål
Men nu viser det sig, at hver tredje af Socialdemokraternes vælgere faktisk støtter forslaget. Helt præcist er 33 procent for, 61 imod og 6 procent ved ikke. Det er dog et flertal imod forslaget, påpeger Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini.

"Jeg er glad for, at der er to tredjedele af de socialdemokratiske vælgere, der bakker op om, at det er en forkert strategi," siger hun.

Men der er en tredjedel af jeres vælgere, der er for tiltaget?

"Ja, men to tredjedele er immervæk noget mere," siger Antorini og kalder det et ideologisk spørgsmål.

"Det er et grundsyn, om man mener, at man straffer sig til flere i uddannelse, eller om man skal gøre en ekstra indsats for de unge, der hænger i kanten. Derfor kommer det ikke bag på mig, at holdningerne er meget delte, for sådan ser det politiske billede jo også ud," siger Christine Antorini.

Hun bakkes op af partifælle og arbejdsmarkedsordfører, Torben Hansen.

"Uanset om det er 33 eller 25 eller 67 procent, der synes, det er en god idé, så går Socialdemokraterne til modstand mod forslaget. Vi finder det dybt usympatisk. Det rammer de familier, som i forvejen ligger ned økonomisk. Det vil gå ud over familier, der er på kontanthjælp, er ufaglærte eller på dagpenge. De familier har behov for en kærlig og hjælpende arm og ikke et skub ud over slisken," siger han.

R: Ikke splittet bagland
Også de Radikale er strandet på børnechecken i globaliseringsforhandlingerne. Det på trods af, at meningsmålingen viser, at 40 procent af partiets vælgere synes, det er en god idé at skære i børnepengene til forældrene med unge uden job eller uddannelse.46 procent er imod.

"Vores påstand baserer sig på en vurdering af, at vi ikke tror, det hjælper at gøre de fattigste familier fattigere, hvis man gerne vil nå målsætning om, at alle unge får en uddannelse. Og det er ikke et synspunkt, vi har, fordi vi har spurgt vores vælgere, hvad vi skal mene, men et synspunkt, hvor vi nøgternt har vurderet forslaget og effekterne på de mål, vi skal nå med globaliseringsaftalen," siger partiets finans- og arbejdsmarkedsordfører, Morten Østergaard.

Han oplever ikke et så splittet bagland omkring forslaget, som meningsmålingen indikerer.

"Jeg har kun oplevet opbakning til vores synspunkt om, at det er besynderligt, at det for regeringen er vigtigere at kunne tage børnechecken fra nogle af de fattigste familier i Danmark, end det er at få udmøntet globaliseringspuljen, så alle unge får en uddannelse. Den forundring oplever jeg fuldstændigt, at jeg deler med min bagland," siger Morten Østergaard.

Forrige artikel FOA: Forslag om tv-hjemmehjælp er absurd Næste artikel Støjberg: Ingen ændringer på ligelønnen Støjberg: Ingen ændringer på ligelønnen