Lobbyister får sværere kår i årets satspulje

SATSPULJEN: Større åbenhed skal sikre, at pengene går til de rigtige, siger Venstres socialordfører Ellen Trane Nørby forud for satspuljeforhandlingerne, hvor Venstre vil fokusere på handicap-området.

Fordelingen af penge på satspuljen er blevet kaldt socialt bingo og er samtidig blevet kritiseret for at være slaraffenland for lobbyister.

Men i år bliver det anderledes, mener Ellen Trane Nørby, socialordfører for Venstre.

"Beslutningerne blev tidligere ikke altid truffet på baggrund af kvalifikationer, men mere på baggrund af, hvem der var bedst til at lobbyere eller de projekter, man selv havde haft tid til at se. Det er ærgerligt, når der kommer så mange gode ansøgninger," siger Ellen Trane Nørby.

Små projekter må ikke overses
Derfor har partierne bag satspuljen (alle undtagen Enhedslisten) besluttet, at der kommer en politisk tematisering af indsatsen, hvorefter ansøgningerne, der alle vil blive fagligt vurderet fra ministeriet, kan lægge sig op ad af temaerne.

"Vi laver en opkvalificering af den måde, man fordeler satspuljen på. Det vil sikre, at små og gode projekter, som ikke har fuldtidsansatte på deres projekter og ikke kender de politiske system, ikke bliver overset. Desuden vil den øgede tematisering give større bæredygtighed til indsaterne," siger Ellen Trane Nørby.

Hun skal i løbet af efteråret sammen med de andre satspuljepartier udstikke temaerne, men hvis det står til Venstre, bliver handicap-området et fokus.

Penge til handicap-hjælpere
"Vi har i finanslovudspillet afsat penge til det og vil bruge dele af satspuljen på området. Der skal skabes ordentlige forhold for handicaphjælpere i forhold til arbejde, barsel og sygdom. Det er også svært med det arbejdsmarked, vi har i øjeblikket, at tiltrække folk til et område, hvor der er uklarhed over arbejdsforholdene. Det skal løses med den nuværende satspuljen," siger Ellen Trane Nørby.

Hvorfor skal det ikke over på finansloven, for det er vel ikke et forsøg, men en permanent ordning?

"Sådanne projekter kan ligge mange steder, og satspuljen er jo penge som så meget andet, der bliver brugt på det sociale område. Satspuljen er desuden gennem tiden blevet brugt til meget forskelligt," siger Ellen Trane.

Forrige artikel SF: Alle nye sociallove skal bureaukrati-vurderes SF: Alle nye sociallove skal bureaukrati-vurderes Næste artikel Ældre demonstrerer mod forringede levevilkår Ældre demonstrerer mod forringede levevilkår