Regeringen må melde klart ud om udgifterne på det sociale område

DEBAT: Regeringen skal holde inde med nye initiativer på det sociale område eller afsætte flere penge. Økonomiforhandlingerne er afgørende for områdets fremtid, skriver Tove Larsen (S), formand for KL's Social og Sundhedsudvalg.

Af Tove Larsen (S)
Formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg

Da budgettet på det sociale område blev lagt for 2007, var der megen polemik. Sparede kommunerne nu på den sociale indsats? Blev der alene tænkt på økonomi? Mange frygtede, at socialområdet, og særligt de udsatte grupper, ville lide under en reorganisering af området. Heldigvis kan jeg som formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg nu konstatere, at der ikke var noget grundlag for de mange bekymringer.

De netop offentliggjorte regnskabstal for 2007 viser, at der har været en markant vækst i kommunernes udgifter på det sociale område. Kommunerne har samlet set brugt 2,1 mia. kr. mere på socialområdet end budgetteret i 2007. Der er altså ikke basis for myter om besparelser. Faktisk langt fra.

Snævre rammer for kommunerne
I disse dage er vi i KL i gang med at forhandle om den samlede ramme for kommunernes økonomi i 2009 med regeringen. Her er socialområdet naturligvis også et centralt emne. Udfaldet af forhandlingerne er helt afgørende for, hvad kommunerne kan sætte i værk på det sociale område til næste år. Det er derfor bekymrende at se, at regeringen lægger op til meget snævre rammer for den kommunale økonomi i 2009.

Det harmonerer dårligt med, at regeringen i øvrigt ikke holder sig tilbage fra at sætte nye ting i værk, som bliver dyre at honorere for kommunerne. Og kommer med udmeldinger, som bestemt ikke trækker i retning af mådehold på det sociale område.

Øgede forventninger
Et godt eksempel er den nye uddannelse til unge med særlige behov, som jeg tidligere har skrevet om på denne plads. Der mangler fortsat en stor pose penge, hvis kommunerne skal løfte opgaven på det niveau, som regeringen har stillet brugerne i udsigt.

Et andet eksempel er velfærdsministerens nylige udmelding om, at kommunerne bør tvangsfjerne udsatte børn tidligere end i dag. Det er alt sammen med til at øge forventningerne til, hvad kommunerne kan levere. Og det skaber et konstant pres på de kommunale udgifter.

Stop udmeldingerne eller send flere penge
KL ønsker derfor, at regeringen vælger klart side. Hvis det er regeringens holdning, at væksten i udgifterne til bandt andet handicappede og udsatte børn og unge skal bremses, bør den sende et klart signal til borgerne. Og aben skal så ikke sendes videre til kommunerne. Regeringen må påtage sig sin del af ansvaret og holde igen med nye initiativer og udmeldinger.

Alternativt må regeringen afsætte de penge, som gør, at kommunerne kan leve op til de stigende forventninger hos borgerne.

Forrige artikel Mennesker med handicap bor fortsat på institutioner Mennesker med handicap bor fortsat på institutioner Næste artikel Hvorfor al den snak om tørklæder? Hvorfor al den snak om tørklæder?