De voldelige efterkommere

Af Kirsten Damgaard
kulturpsykolog, cand. pæd. psych.
og Carsten Ringsmose
børneforsker, cand. rer. soc.

Voldskriminaliteten blandt efterkommere, som er født, opvokset og opdraget i Danmark af tilflyttede forældre, er syv gange så omfattende som blandt etniske danskere. Problemet kræver analyse og indgriben, hvis vi ikke vil svigte de unge efterkommere fatalt. Blandt andet politikeren Hamid El Mousti og forskeren Mehmet Ümit Necef har delagtiggjort offentligheden i, hvorledes de muslimske etniske miljøer er præget af accept af vold.

Medens det i den offentlige debat har været en lige så almindelig som forkert påstand, at de fremmede ikke var mere kriminelle end etniske danskere, så påpeger Danmarks Statistik i den seneste opgørelse af den samlede fremmedkriminalitet, at "både mænd og kvinder af udenlandsk oprindelse i alle aldersklasser har en højere kriminalitetshyppighed end befolkningen med dansk oprindelse og befolkningen under et. Højest lå gruppen af mandlige efterkommere med 14,8 % , mod indvandrere med 8,1 % og personer af dansk herkomst med 5,3 %."1)." Det siger unægtelig noget helt afgørende om en fejlslagen indførelse i dansk kultur og samfund.

Vi ser udøvelse af vold parallelt med, at voksende grupper af muslimer ikke anerkender politiets autoritet og retsvæsenets monopol på straf, fordi disse muslimer ikke er mentalt integreret. Det er unge mænd, som anvender vold og trusler over for hinanden, i familien, mod medborgere og offentlige myndigheder.

Formand for Det Kriminalpræventive Råd Eva Smith udtalte i anledning af udgivelsen af en rapport i 1998 om indvandrere og kriminalitet: "Vi skal vide, hvad der er i vejen, før vi kan behandle problemet... vi gør ikke nogen af parterne en tjeneste ved at holde mund... der er både kulturelle og sociale årsager til deres kriminalitet. Derfor må vi tage en debat i stedet for at skjule tallene" (B.T., 1. okt. 1998). Ud fra denne konstruktive basis vil vi med vores mangesidede erfaringer på integrationsområdet beskrive nogle mulige sammenhænge som bidrag til et nyt handlegrundlag.

Muslimske drenges rolle som "prins" skaber mod-identitet
Dette dybt deprimerende billede, inspirerer os til de overvejelser, vi nu fremlægger. Spørgsmålet er: Kan man angive rimelige grunde til denne meget store voldelige aktivitet blandt mænd med udenlandsk baggrund, som er født, opvokset og opdraget i Danmark? Hvis vi ikke kan det, så kan vi heller ikke kvalificeret gribe forandrende ind i dette alvorlige fremtidsperspektiv: At en meget stor del af drenge med anden etnisk baggrund, som er født og opvokset i Danmark, tydeligvis viderefører et mønster med vold som "løsning" på uoverensstemmelser.

De samme drenge antager samtidig en mod-identitet, godt hjulpet på vej af kombinationen af forældrenes opdragelse til "at prinse den" blandet med en modstand mod vestlige værdier, og støttet af "hjælperbranchens" etik udmøntet i en alt for favnende respekt for det anderledes.

Vi vil her især fremhæve den forestilling om "berettigelse", der dominerer drengesocialiseringen i hjemmet og det omgivende etniske miljø. Narcissisme indbygges i langt flere indvandrerdrenge af muslimsk herkomst end i drenge fra eksempelvis kristne, hinduistiske eller buddhistiske familier, netop ved den højere status og den magt, den muslimske kulturkreds tillægger hankønnet.

Lærere observerer de umodne ønsker om en umiddelbar tilfredsstillelse eller en god karakter uden en forudgående rimelig personlig indsats. Pædagoger beretter om, hvorledes drenge af al magt forsøger at undgå, hvad de anser for nedværdigende kvindearbejde, og bruger kultur som argument for ikke at skulle behandles på lige fod med danskere. Ligeledes i fritidslivet, hvor man f.eks. må have selvstændige muslimske grupper i spejderarbejdet, for man oplevede i spejdersporten - ligesom i anden sport - de samme udslag af kultur i psyken:

Drengene kan ikke magte at tabe, de bliver urimelige, rasende og mener sig i deres surhed berettigede til at blæse på alle aftaler. Og de kan slet ikke holde ud at tabe til etniske danskere, altså ikke-muslimer. Fodboldtrænere har i årtier beskrevet problemer med muslimske fædre, der lover dommerne tæv og udviser manglende accept af den autoritet og de vedtagne rammer, der styrer fodboldspillets afvikling.

Syv gange højere voldskriminalitet hos mandlige efterkommere
Denne forestilling om at være berettiget til noget uden indsats, eller at være hævet over vedtagne regler, er mere udbredt hos 2. generation af muslimske drenge end hos 1. generation. Forestillingen har ud over opdragelsen at gøre med den tiltagende islamisme i Mellemøsten og Europa, der ønsker dominans.

Der er en voksende tendens fra muslimers side til ikke at ville være en del af "os", men være noget særligt. Margit Warburg, professor i religionssociologi på Københavns Universitet, påpegede i øvrigt også i en tale på en international konference i sommer, at det er særlig vanskeligt for muslimer at forandre deres identitet. Det er f.eks. sådanne forestillinger om et muslimsk fællesskab over danskere, der bringer indvandrerdrenge i karambolage med redningsfolk i storbyer, hvor drengene forsøger at dirigere med og bestemme over redningsarbejderne.

En ungdomsleder har også fortalt, at han må tage udenbys i bus med indvandrerdrengene for at træne skøjteløb, indtil de mestrer de helt elementære teknikker, for sådan som deres social karakter er konstrueret til at være, kan de ikke tåle at blive grinet ad når de falder - af det modsatte køn og af "dem".

Mandlige efterkommere er altså næsten tre gange (2,79 gange) så kriminelle som etniske danskere og næsten dobbelt så kriminelle som indvandrere. Den høje kriminalitet blandt efterkommere er også et varsel om endnu større problemer i fremtiden, fordi et betydeligt antal normbrydende efterkommere endnu er under den kriminelle lavalder, og deres kriminalitet er altså ikke medregnet. Medens efterkommerne, som i opgørelsen kun udgør 0,76 pct. af befolkningen, tegner sig for 4 pct. af straffelovsovertrædelserne.

Disse erfaringsbeskrivelsers afgørende pointe, nemlig muslimske drenges kunstigt opblæste selvopfattelse, som gør dem ekstremt følsomme overfor selv små nederlag, bekræftes empirisk af det iøjnefaldende store frafald blandt normaltbegavede drenge på gymnasier og erhvervsskoler. De kan hverken overtale sig selv til at knokle eller acceptere et selvbillede med en (midlertidig?) bundplacering. Samtidig gør det selvfølgelig ondt værre at blive rubriceret på taberholdet af pigerne fra både det etniske og det danske miljø. Vi vil hævde, at kulturbestemte træk i drengeopdragelsen peger hen imod en forklaring på, at disse drenge ofte udvikler en mere voldelig og destruktiv adfærd.

Familien skaber "opblæst" selvværd hos drengene
Det var gennem mange år en temmelig dybt rodfæstet fejlopfattelse inden for både dansk og international pædagogisk tænkning, at hvis børn og unge voksede op, og fik en adfærd, som var aggressiv, provokerende og voldelig, så skyldtes det disse børn og unges manglende "selvværd".

Denne opfattelse nød en så udbredt anerkendelse, at man end ikke problematiserede og diskuterede den, før en gruppe amerikanske forskere fik den gode idé faktisk at spørge: Er denne sammenhæng nogensinde eftervist i undersøgelser? Første trin i forskningsprojektet blev at undersøge, om der noget sted i verden var foretaget undersøgelser, der dokumenterede en sådan sammenhæng. Det viste sig - overraskende - ikke at være tilfældet. Og næste trin blev naturligvis at spørge: Er forestillingen om denne - udokumenterede - sammenhæng overhovedet rigtig?

Den videre undersøgelse førte forskerne frem til den modsatte og langt mere overbevisende sammenhæng: Det er ikke børn og unges manglende selvværd, som gør dem destruktive og voldelige.

Der er tværtimod tale om, at hvis børn og unge får opbygget et kunstigt opblæst, urealistisk selvværd, så kan de blive destruktive og voldelige, når det høje "selvværd" frustreres i mødet med virkeligheden. Forskerholdets nye og helt afgørende erkendelse blev derefter gjort til genstand for en række eksperimentelle, psykologiske undersøgelser, som bekræftede den nyopdagede sammenhæng. 2)

Når vi søger en forklaring på, hvorfor mandlige efterkommere har en voldskriminalitet, der er syv gange så stor som den tilsvarende kriminalitet hos etnisk danske mænd, så finder vi, at den allerede skildrede traditionelle opdragelsespraksis over for muslimske drenge er en væsentlig årsag som et stykke "displaced culture", som ikke fungerer dér, hvor holdningen eller handlingen nu udfoldes.

De muslimske drenge opdrages på en måde, som automatisk forsyner dem med en status og betydning, som udelukkende skyldes deres køn. De opdrages endvidere med det synspunkt, at de har en særlig status og betydning i kraft af deres religion. Begge disse opdragelseselementer kommer i alvorlig konflikt med et samfund, hvor drengeopdragelsen ellers er præget af, at man ikke opnår status og betydning, medmindre man konkret præsterer noget, samtidig med at ens evt. religion anses for et personligt anliggende og aldrig medfører ekstra status.

På denne måde bliver de muslimske drenge ramt af, at hverken deres høje status som drenge eller deres høje status som muslimer anerkendes i det danske samfund. Kåre Bluitgen illustrerer den samfundsmæssige side af dette dobbelt-nederlag, når han i bogen "Til gavn for de sorte" fortæller, at en muslimsk elev spørger: "Hvorfor har Allah skabt de muslimske lande fattige og de kristne rige? Hvorfor er der så mange muslimer, der vil bo i et vantro land, men ingen derfra, der vil bo i vore lande?"

Drengene må som eleven erkende, at forestillingen om deres overlegne tro og kultur åbenbart ikke holder. For de ikke så velbegavede, hvor det langsigtede mål i livet står mindre klart, vil det på kort sigt være lettere at "skyde budbringeren" og vrænge ad uddannelsesinstitutionernes værdier end at ændre sine prioriteter i forhold til behagelighed eller reflektere over egen tilgang.

Kriser, i form af konfrontationer med den samfundsmæssige virkelighed, vil derfor fortsætte med at opstå og give drengene frustrationer, som kan føre til aggressioner og vold. Lad os fuldstændiggøre billedet ved at se på voldskriminaliteten blandt mænd. Indvandrerne har en voldskriminalitet, der er 2,8 gange så stor som danskernes, medens efterkommernes voldskriminalitet er syv gange så stor som danskernes - og mere end dobbelt så stor som indvandrernes.

Drop selvgod forståelse og stil krav 
Godhjertede danskere bidrager ofte energisk med at tilvejebringe og opretholde grundlaget for dette misforhold, fordi de i stedet for at stille relevante krav viser accept og roser en indsats, som langtfra er tilstrækkelig. Et fint eksempel kan være, at offentliggørelsen af folkeskolernes karakterer afslørede, at halvdelen af eleverne på Humlehaveskolen i Vollsmose var ude af stand til at bestå folkeskolens afgangsprøver i de basale fag, hvortil skolens "gode" leder Olav Nielsen forklarede, at vi skulle huske på, at det for disse elever med anden etnisk baggrund i sig selv var en stor sejr overhovedet at gå op til disse prøver!

Et lignende, mere aktuelt eksempel er en igangværende diskussion: Skal ekstraundervisning for elever, som har svært ved at klare sig i gymnasiet eller på handelsskolen, være obligatorisk ekstraundervisning, eller skal det være et frivilligt tilbud?  Som man kan udlede af det foregående, bliver frivillighed meget let til et fravalg for drenge, der i hjemmet er opdraget autoritært.
 
Den nuværende pædagogiske diskussion, som lægger så stor vægt på anerkendende relationer, skulle måske spørge sig selv:

• Er det hensigtsmæssigt at vise accept og respekt for religiøse og kulturelle normer og forestillinger, der er direkte udemokratiske og i modsætning til skolernes formålsparagraffer, eller direkte er i modstrid med pædagogisk viden?
• Er det ikke mere humanistisk at møde disse normer og forestillinger med en klar, ærlig og argumenteret modsigelse, som signalerer en antagelse om intelligens hos eleven?
• Bliver al den velmente "forståelse" og "hensyntagen" ikke en blot en bremse for elevens intellektuelle udfoldelse, der hæmmer de nødvendige diskussioner af mål og midler, som kunne lede til erkendelsen af nye veje?

Vi tror, at det nu er nødvendigt at tage ansvar, og at kassere den selvgode holdning, som er præget af uærlig eller uoplyst "forståelse" og "anerkendelse", og fungerer som smørelse på den glidebane, som fører til disse unges fiasko og nederlag.

Vi skal i stedet stille klare og obligatoriske krav, der ikke skjuler de skolemæssige og sociale færdigheder, der kræves for at opnå succes i et samfund som det danske.

Hvis vi ikke analyserer og handler for at modvirke den situation, som allerede nu er opstået, nemlig at bekymrende mange indvandrere og efterkommeres normer for acceptabel opførsel, ansvar for samfundet og for den personlige integration er faretruende anderledes end etniske danskeres, så bliver vores passivitet et magtfuldt bidrag til udvikling af det, Hans Magnus Enzensberger overbevisende beskriver i den aktuelle lille bog: "Skrækkens mænd. Et essay om den radikale taber".

debat@altinget.dk