Fremadrettet udvikling frem for 0-fejls-kultur

Af Tove Larsen,
formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg og borgmester i Aabenraa Kommune

Der har på det seneste været flere sager omtalt i medierne, der har sat fokus på, om det kommunale tilsyn med sociale institutioner fungerer tilfredsstillende.

Det er ikke en nyhed, at kommunen skal føre tilsyn med sine sociale bo- og dagtilbud til blandt andet ældre, voksne handicappede og sindslidende. Det er heller ikke en nyhed, at selv om man har udført et grundigt og systematisk tilsyn, så udelukker det ikke, at der kan ske uacceptable fejl eller forsømmelser.

Men det er nyt i stort set alle kommuner, at vi har fået langt flere institutioner - og flere forskellige institutionstyper - at føre tilsyn med. Både fordi vi har overtaget mange amtslige institutioner, og fordi de fleste kommuner er blevet større.

Disse ændringer har fået mange kommuner til at give deres tilsynspraksis et serviceeftersyn. Nogle kommuner har allerede fastlagt en ny tilsynsform, mens andre kommuner er i gang med planlægningen.

Fejl kan aldrig fjernes helt
Den løbende udvikling af tilsynet kan styrke den fremadrettede dialog om, hvordan man udvikler kvaliteten og mindsker risikoen for fejl. Men jeg vil advare imod forestillinger om, at vi ad den vej kan fjerne enhver risiko for fejl.

Når man hører debatten om tilsyn, bliver der ofte givet udtryk for, at der må ske en tættere og mere finmasket kontrol med, hvad der foregår. Det er som om, der ligger en forestilling om, at man kan forhåndskontrollere sig til god kvalitet på plejehjem og botil­bud for handicappede og sindslidende.

Når der så oven i købet er opstået en journalistisk praksis med at overvåge personalets gøren og laden med skjult kamera, så enhver fejl bliver udstillet i den allerbedste sendetid, ja, så er alle forudsætninger til stede for, at debatten kan køre helt af sporet.

Men vi har ikke botilbud, hvor arbejdet bliver udført af robotter, der kan forudprogrammeres til at gøre ganske bestemte ting på en ganske bestemt tid på en altid ensartet måde. Så længe hjælpen til ældre og handicappede primært består i relationer mellem mennesker, vil der også være en ri­siko for menneskelige fejl. Det kan selv det bedste tilsyn ikke forhindre.

Ingen rigtig model for tilsyn
Det gode tilsyn handler i stedet om at tjekke nogle af de centrale ting på plejehjemmet og botilbuddet og om at have en dialog om de ting, der bør gøres noget ved. Det opnår man gennem målrettede observationer og gennem en dialog med ledelse, personale og borgere. Og så handler det om at have en ledelse, der følger op på de ting, der kommer frem i forbindelse med tilsynet.

I det målrettede tilsyn ligger også, at man ikke bare har et standardkoncept, som bruges ens på alle forskellige botilbud. Noget vil være ens, men noget skal også afspejle, at botilbuddets målgrupper er forskellige, og at man derfor ikke uden videre kan overføre de samme metoder fra den ene gruppe til den anden.

Hvis der fandtes en eneste, helt rigtig model for tilsynet, så var livet dejligt enkelt. Og så havde den model helt sikkert haft sit faste liv i de tidligere amter og kommuner, så den uden videre kunne videreføres i de nye kommuner og regioner. Men så enkelt er det ikke.

Vi har derfor ikke brug for nye, centrale regler, men for at man lokalt udvikler sin praksis. Det handler om, at den enkelte kommune giver sin tilsynspraksis et grundigt eftersyn for at se, om praksis stadig lever op til den ønskede tilsynsstandard.

debat@altinget.dk