Giv langtidsledige et skattefrit år

Af Morten Thomsen
Bestyrelsesformand, Livslinien 

Igennem de sidste års højkonjunktur har f.eks. boligejerne fået betydelige formuestigninger. Mange danskere har mærket øget velfærd.

Omvendt har visse lavindkomstgrupper fået lavere ydelser via starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Det er i mine øjne ikke økonomisk solidaritet. Nedskæringer for lavindkomstgrupperne skaber ny fattigdom og nye grupper af udsatte. Især arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, enlige forsørgere og etniske minoritetsgrupper er ramt af fattigdom og social udstødelse.

Er det nu gennemtænkt? Mange mennesker har ikke råd til at betale deres husleje. Vi ser en stigning af folk, som sættes på gaden, fordi de ikke kan betale deres husleje i lejeboliger. Enlige forsørgere har ikke råd til deres børns fødselsdage og deltagelse i idrætsklubber. Deres sociale liv indskrænkes, og vi fastholder den negative sociale arv.

Det virker vanvittigt, fordi satspuljen netop bruger flere hundrede millioner kroner på at bekæmpe den negative sociale arv.

Ny fødekæde
Så en strammere integrationspolitik og ønske om flere i arbejde har skabt andre politiske problemer - nye grupper som ender i social udstødelse. Der er skabt en ny fødekæde, så vi er sikre på, der rekrutteres nye mennesker til de udsatte grupper.

Det er i nyere socialpolitik én af de største politiske bommerter, der er lavet. Konsekvensen af lovgivningen vil desværre blive meget synlig i de kommende år.

Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor vi skal give lavindkomstgrupperne pisk. Der er en klippefast tro på, at økonomiske incitamenter har en gavnlig virkning på beskæftigelsen. Jeg tror simpelthen ikke på devisen - jo hårdere vi skærer i overførselsindkomsterne, jo flere langtidsledige kommer i beskæftigelse.

Der er grupper uden for arbejdsmarkedet, som ikke kommer i normal beskæftigelse, uanset deres økonomi - eller manglende økonomi.

Skattefrit år
Men hvorfor ikke vende situationen om.

Lad os give en gulerod til de langtidsledige, så vi kan få flere i arbejde. De langtidsledige, som opnår beskæftigelse, får et skattefrit år. Så kan det stadigvæk altid betale sig at tage et arbejde, og vi skaber ikke ny fattigdom eller social udstødelse.

Vi skærer ikke på nogle af overførselsindkomsterne. Politisk vil mit forslag blive afvist. Men er min tankegang nu så forkert?

Gulerod i stedet for pisk
Tag seniorerne. Hvis ældre mennesker skal blive længere på arbejdsmarkedet ved enten at fravælge eller udskyde at gå på efterløn, kan der ikke findes politiske flertal for pisk til denne store og stærke gruppe af ældre mennesker.

Der kan ikke skaffes politiske flertal for at afskaffe efterlønsordningen eller sænke ydelserne. Så vil man have flere seniorer til at blive på arbejdsmarkedet, må man bruge gulerod.

De økonomiske vismænd har i en rapport foreslået, at de 64-årige ikke skal betale skat af deres løn i et helt år, hvis de vælger at blive på arbejdsmarkedet. Altså samme model, som jeg foreslår for de langtidsledige. Det bliver kaldt et sympatisk forslag af mange politikere.

Forskellige virkemidler
Eksemplet viser klart, at vi bruger forskellige virkemidler til forskellige grupper. Det er problematisk. De arbejdsløse og lavtuddannede skal reguleres via pisk - det er det eneste, som virker på denne gruppe.

Det er for deres eget bedste - men de ved det bare ikke selv. Så når de selv og organisationerne fortæller om ny fattigdom, så fastholder man den politiske beslutning. Jeg vil gerne se de samme politikere afskaffe efterlønnen og fastholde beslutningen, når kritikken tager til. Nej, de store ressourcestærke grupper skal have gulerod - her virker pisk ikke.

debat@altinget.dk