Vi skal vide noget for at handle over for boligsociale problemer

DEBAT: Det er helt afgørende, at vi styrker indsatsen over for bilafbrændinger, skyderier og uroligheder i de kommende år, skriver velfærdsminister Karen Jespersen (V).

Af Karen Jespersen (V)
Velfærdsminister

Endnu en weekend er passeret, hvor flammerne slikkede op mod nattehimlen i nogle af de problemramte boligområder i Danmark.

Natten til lørdag blev der stukket ild på biler i Mjølnerparken på Nørrebro i København. Natten efter var det tre biler i Tingbjerg - et andet uroplaget område i København.

På trods af en omfattende indsats gennem flere år er der stadig massive sociale og menneskelige problemer i dele af det almene boligbyggeri. Det kan være personer med misbrugsproblemer, sygdom eller andet, som gør dem ude af stand til at fungere normalt. Det kan være problemer, som er årsagen til, at nogle kommer ud i kriminalitet.

Børn mangler omsorg og faste regler
I særlig grad er der brug for at styrke indsatsen over for de børn og unge med sociale problemer, som mangler omsorg og faste regler, og derfor havner i en helt uacceptabel normløshed. Det har jeg sammen med partierne i Folketinget - med undtagelse af Enhedslisten - taget fat på, da vi for en uge siden indgik forlig om satspuljen for næste år.

Målet er, at Velfærdsministeriet sammen med fem til seks udvalgte kommuner, der har disse problemer tæt inde på livet, udvikler, afprøver og vurderer metoder til at løse problemerne. Vi skal populært sagt lave en kogebog, som andre kommuner kan få gavn af at "slå op i", når de måtte stå med de samme problemer.

Vi mangler overblik
Der er gadeplansmedarbejdere, sociale viceværter, mentorer og mange andre gode forsøg på at få fat i de udsatte unge og andre beboere med problemer. Både offentlige og frivillige kræfter gør en indsats. Men der mangler overblik over, hvad der virker og i hvilke sammenhænge. Den viden har vi sat os for at skaffe inden for de næste fire år. Vi skal vide mere for at handle rigtigt.

Under et besøg i Ishøj for nylig diskuterede jeg netop dette projekt med borgmester Ole Bjørstorp, som gerne vil samarbejde med Velfærdsministeriet om at udvikle metoder til at bekæmpe problemerne .

Samfundet i opløsning
Det er helt afgørende, at vi styrker indsatsen nu, ellers frygter jeg, at vi vil se mange flere bilafbrændinger, skyderier og uroligheder i de kommende år. Vore øjne må ikke blive slørede og ørerne døve, fordi det bliver hverdagskost.

Tillader vi, at der ikke længere gribes ind over for bilafbrændinger og narkohandel i visse områder, fordi politiet ikke længere kommer dér, begynder samfundet at gå i opløsning.

Den kommende boligsociale indsats er et kampskridt mod parallelle samfund og normløshed.

Forrige artikel Bedre kolleger kræver mere fælles faglig udvikling Bedre kolleger kræver mere fælles faglig udvikling Næste artikel Den tunge gruppe kræver en særlig indsats Den tunge gruppe kræver en særlig indsats