Venstres socialordfører ryger ud

NYHED: Venstres socialordfører, Hans Andersen, opnåede ikke genvalg. Partiet må nu se sig om efter en ny ordfører.

Hans Andersen opstillede i Helsingør-kredsen, som er en del af Nordsjællands Storkreds, hvor han har måttet kæmpe mod tre Venstre-ministre (Lars Løkke Rasmussen, Thor Pedersen og Claus Hjort Frederiksen) samt den unge Venstre-kvinde Sophie Løhde. De fire endte med at løbe med pladserne foran Hans Andersen. I samme storkreds opstillede også MF'eren Charlotte Antonsen, der heller ikke blev genvalgt. I selve Helsingør-kredsen fik Hans Andersen et godt valg med en 2. plads efter Lars Løkke. Hans Andersen fik 1521 direkte personlige stemmer i Helsingør-kredsen. 

Venstre skal derfor til at se sig om efter en anden socialordfører. Et gæt er, at det giver Anne-Mette Winther Christiansen en mulighed for at få sin første ordførerpost. Den 41-årige lærer har siddet i Folketinget siden 2005 og er medlem af Socialudvalget.

Den 32-årige Hans Andersen kom i Folketinget i 2001 og har siden 2004 været Venstres socialordfører. Hans Andersen har mange år bag sig i politik og i Venstre. Han startede sit politiske liv i 1990, da han blev medlem af Venstres Ungdom. Siden har han siddet i flere byråd, blandt andet som viceborgmester i Slangerup.  

Login