Der mangler fælles forståelse af borgerinddragelse

Af Jens Hornemann
Administrerende direktør, Bruger - Hjælper Formidlingen

Som en fællesnævner i de fleste meningsudvekslinger om sagsbehandlingen på handicapområdet ligger begrebet borgerinddragelse. Borgerinddragelsen er vores nøgle til tillid og tilfredshed. Det viste Gap-analysen fra Det Centrale Handicapråd, og det afspejles i mange debatter med handicaporganisationerne – og senest her på Altinget i Tue Byskov Bøtkjærs replik til de mange indlæg.

De gode eksempler på borgerinddragelse og tilfredshed trækkes frem, og vi ser, hvad der sker, når inddragelsen er fraværende, og tilliden smuldrer. Borgerens tilfredshed står og falder med tilliden til det system, der skal bevilge og administrere den hjælp og støtte, der kan kompensere for handicappet og give mulighed for at være en aktiv samfundsdeltager på lige fod med alle andre.  

Som den største private leverandør af hjælp og støtte til borgere med handicap kommer her Bruger - Hjælper Formidlingens replik til meningsudvekslingerne.

Ønsket om et selvstændigt liv
Vi blev grundlagt for snart 20 år siden med det formål at hjælpe borgere med handicap i deres behov for at leve et så selvstændigt liv som muligt på egne præmisser og uden for institutionerne.

Nogenlunde den samme målsætning, som handicaporganisationerne i sin tid blev etableret ud fra: Man vil kompenseres for sit handicap, så man kan være herre i egen krop og i sit eget liv. Ønsket genfindes overalt – også hos Dansk Blindesamfund og Danske Døves Landsforbund, der begge er mere end 100 år gamle, og hos Dansk Handicap Forbund, der blev stiftet i 1925.

Det er således ganske længe siden, at borgere med handicap første gang fik stemme i Danmark og fortalte, at det at kunne bestemme over sit eget liv skaber tilfredshed. Og selvfølgelig er vi kommet langt i dag med vores velfærd og de teknologiske fremskridt. Men det grundlæggende modsætningsforhold står stadig tilbage, når man som borger med et handicap møder samfundets definition af ens vanskeligheder og afledte behov.

Hvad er inddragelse?
For spørgsmålet er, hvad tilliden skal baseres på: Er det nok at blive mødt og lyttet til. Er det inddragelse? Eller er inddragelse i virkeligheden medbestemmelse – altså at man som borger også kan have en afgørende stemme.

Det spørgsmål leder os til det næste, for når vi skal måle på inddragelse, hvad er det så præcist for nogle parametre, vi skal anvende? Den debat må også komme på banen. For svarene udgør vores fælles forudsætninger, når vi – som Tue Byskov Bøtkjær opfordrer til – skal mødes til dialog, interviews og samarbejde. 

Vi mener alle sammen noget, når vi snakker om medbestemmelse og borgerinddragelse. Men vi kan ikke være sikre på, at vi taler om det samme. Et fælles sprog er nødvendigt for at forstå vores ambition.

Det er også vigtigt for os som en privat virksomhed, der gerne vil have en fælles begrebsforståelse og måske standarder, som vi kan orientere os efter og læne os op ad i vores samarbejde med borgere og myndigheder. Så vil vi også lettere kunne blive enige om, hvornår vi gør det godt nok, og hvad der kræver forandringer.

Et fælles mål er næste skridt
Som Alice siger i et let omskrevet citat fra Lewis Carrols klassiker Alice i Eventyrland: ”Hvis ikke vi ved, hvor vi vil hen, så er det ligegyldigt, hvilken vej vi vælger.”

Sagt på en anden måde, bør vi gøre os klart, hvor vi vil hen med borgerinddragelsen, og hvad vi egentlig mener med det. De næste skridt i debatten om inddragelse og tillid kan derfor være, at vi bliver klogere på vores fælles mål, og hvordan vi skal måle på, at vi er på rette vej.

For vel vidende, at handicapområdet er komplekst og har utrolig mange dimensioner, så er respekten for alle slags liv og den enkelte borgers urørlighedszone selvfølgelig fortsat vores fælles ramme - hvad enten vi taler om fibromyalgiramte, udviklingshæmmede eller respiratorbrugere.

debat@altinget.dk