EL: Kontanthjælpsreform øger fattigdommen

Af Finn Sørensen (EL)
Socialordfører

Det er svært at diskutere konsekvenserne af en reform, når ingen af reformens fortalere stiller op og forsvarer sig imod kritikken.

Det er som at diskutere med en mur, der hverken kan eller vil svare på, hvorfor det dog skulle fremme kontanthjælpsmodtageres muligheder for at få et job, starte eller gennemføre en uddannelse, at man sætter dem ned i ydelse, eller helt tager kontanthjælpen fra dem.

Det er svært at komme til en anden konklusion, end at reformmagerne ikke vil sige det, som det er: Der skulle skaffes midler til lettelse af selskabsskat og billigere øl og sodavand. Nå ja, og så skulle det hellige ”arbejdsudbud” øges, så flere arbejdsløse kan konkurrere om de samme job, ud fra den liberalistiske filosofi om, at løntilbageholdenhed er vejen ud af krisen. 

(Jeg vil dog lige tage hatten af for Ole Pass, formand for Foreningen af Socialchefer, der forsvarer reformen, men stædigt fastholder, at forskellen mellem gifte og samlevende kontanthjælpsmodtagere ikke bør løses ved at stille alle lige dårligt, men ved at afskaffe den forældede og umyndiggørende regel om, at voksne mennesker skal forpligtes til at forsørge hinanden).

Risiko for endnu et uddannelsesnederlag
Men hvad så med uddannelsesperspektivet i reformen? Det roser Niels Egelund i hvert fald, men han kommer (uforvarende?) til at dokumentere reformens mangel på perspektiv, hvad det angår.

Han refererer til en rapport, som viser, hvad alle ved i forvejen, nemlig at det store flertal af de unge kontanthjælpsmodtagere har så dårlige erfaringer med folkeskolen, at de ikke umiddelbart er i stand til at gå i gang med, endsige gennemføre, en uddannelse, hverken gymnasial, erhvervsuddannelse eller produktionsskole, og at det derfor ikke nytter noget at tvinge dem til det.

Det sandsynlige resultat vil være, at de hurtigt falder ud igen. Og hvad har vi så opnået, ud over at tilføje disse unge mennesker endnu et nederlag, som de har rigeligt af i forvejen – hvilket jo netop er en af de indlysende forklaringer på, at de ikke af sig selv har fundet ud af at gå i gang med en uddannelse. Så er der mere perspektiv i forsøget i Region Hovedstaden med ”job med uddannelsesperspektiv”.

Svært for socialforvaltninger
Men skal man tro Socialrådgivernes formand, så har det meget lange udsigter, førend jobcentre og socialforvaltninger er i stand til at realisere dette ud over landet, når man ser på de voksende sagsbunker og de nedslående erfaringer med iværksættelse af førtidspensionsreformens ressourceforløb. Der spares jo vildt og voldsomt i kommunerne, samtidig med at de får flere opgaver.

Regeringen og forligspartierne erkender det da også selv– ikke i klar tale, for så ville de jo fratage sig selv den vigtigste undskyldning for at skære i ydelserne, men gennem de beregninger, der ligger til grund for finansieringen af reformen. Her forventer de selv, at det kun er cirka 20 procent af ”målgruppen”, der kommer i uddannelse.

Det står ikke bedre til med jobperspektivet, tværtimod. Her er det værd at læse Altinget.dks artikel "Regeringen overdriver effekten af kontanthjælpsreform", hvor både SFI-forsker Anders Bruun Jonassen, Kraka, – ja, selv Arbejdsmarkedskommissionen – har helt andre, og meget lavere, forventninger til, hvor mange der kommer i arbejde.

Hvis Anders Bruun Jonassen m. fl. har ret, så hænger reformen ikke sammen økonomisk. Da pengene allerede er brugt til skattelettelser, vil der derfor kun være én mulighed tilbage – nemlig yderligere stramninger over for kontanthjælpsmodtagerne. Forligsmagerne har i hvert fald bundet hinanden op på, at det er den løsning, de vil bruge.

Hvor mange flere fattige skal der til?
Men vi mangler også svar på spørgsmålet: Hvad med resten, hvad med de mere end 80 procent af de ”uddannelses- og jobparate” unge, der hverken kommer i job eller i uddannelse?

Det sandsynlige er, at det går dem som spået af Socialrådgiverne, Rådet for Socialt Udsatte og mange andre, der er i stand til at forholde sig til virkeligheden uden at se den gennem gitteret i et regneark. Mange af dem ryger ud af deres bolig, optager paniklån, kommer i dårligt selskab - fortsæt selv!

Kort sagt – de stiller op i den voksende kø af fattige – også ifølge regeringens egen snævre definition af fattige: Det vil sige mennesker, der i tre år eller mere lever under medianindkomsten, pt. 8.500 per måned i disponibel indkomst.

Hvordan var det nu lige, vi i sin tid argumenterede for at afskaffe de fattigdomsydelser, som VK-regeringen indførte sammen med Dansk Folkeparti – ydelser, der var på niveau med det, man nu byder unge at leve for, cirka 5000 i disponibel indkomst, for ikke at tale om de samlevende, der helt får frataget deres indtægtsgrundlag?

Vi argumenterede med, at så lave ydelser fastholder mennesker i fattigdom, fordi det økonomiske grundlag for tilværelsen er så spinkelt, at der ikke er overskud til at forholde sig til fremtiden.

Hvor mange flere fattige, hjemløse og ulykkelige mennesker skal vi se, førend Folketingets flertal begynder at forholde sig til det? Og hvordan rimer det på regeringens egen målsætning om at ”mindske ulighed og fattigdom” – kan vi snart få et bud på det?

debat@altinget.dk