Ansvaret skal tilbage til civilsamfundet

Af Jesper Jørgensen
Leder af Boligsocial Udvikling i HotSpotcentret, Aarhus Kommunes Socialforvaltning

Efter at have læst de første tre debatindlæg glæder jeg mig over villigheden til at se udfordringerne i øjnene. Det er i min optik en klar forudsætning for, at vi i fællesskab kan lykkes med at give alle børn og unge lige muligheder for at realisere et kriminalitetsfrit liv, få en ungdomsuddannelse og et job.

Børn og unge, der vokser op i udsatte boligområder, er bagud på point alene på grund af de forbilleder og den vennekreds, beboersammensætningen giver mulighed for samt det liv, de fysiske rammer animerer til.

Det særlige behov
De udsatte boligområder er udsatte, fordi mange af beboerne har individuelle, sociale problemer. Derfor befinder vi os i socialdebatten.

Men samtidig taler vi om boligområder, fordi boligområderne også er arkitektonisk ’udsatte’ i et sådant omfang, at de fysiske rammer påvirker hverdagslivet. ”Alt er nærmest gråt …betonagtigt… også folks facon” for nu at citere Yahya Hassans poetiske beskrivelse af dette dialektiske forhold. Derfor befinder vi os stadig i socialdebatten, selvom den bedste måde at forebygge udsatte boligområder stadig må være at undgå gentagelser af 70’ernes byplanlægning.

Og det særlige behov opstår, fordi dynamikken er institutionaliseret. Civilsamfundet eroderes i takt med reproduktionen af udsatheden, såvel den individuelle som den sociale og etniske segregering.

For at parafrasere Zygmunt Bauman: Når byen opdeles i boligområder, hvor ensartede grupperinger klumper sig sammen, ender de med at blive konforme, og skyggesiden af konformitet er intolerance over for de andre. 

Et tidligere bandemedlem fra Norge har beskrevet det sådan her til Aftenposten: ”For dem, som vokser op med dette i dag, er det ikke flovt i det hele taget. De har ikke de samme grænser for, hvad der er rigtigt og forkert. I stedet har de indarbejdet en holdning om at ”dette er mit, det vil jeg tage”. Og når du ikke har noget at være flov over, er du heller ikke bange for noget. Så giver du bare fanden. Den udvikling er meget farlig”.

I hverdagen bliver et + et til tre. Mindst. Derfor er det heller ikke tilstrækkeligt at adressere udfordringerne enkeltvist i fagligt specialiserede, centraliserede og bydækkende løsninger, som beboerne fra de udsatte boligområder har svært ved at blive hjulpet af.

Og boligområdet er ilde stedt, når dem, det lykkes for, fraflytter det udsatte boligområde og nye indflyttere enten hurtigt flytter igen, tiltrækkes af eller tilpasser sig boligområdets konformitet. Heri består den for civilsamfundet eroderende dynamik. Derfor er der behov for særlige løsninger.

Tendens til parallelindsatser
Jeg er ligeledes enig i de tre forrige debattørers overordnede pointer. Strukturelle problemer fordrer strukturelle løsninger, samtidig med at indsatsen, der udføres lokalt, må have klare, realistiske mål og være underlagt en klar rollefordeling for at lykkes.

Det følger heraf, at jeg også bakker op om, at kommune og boligorganisationer må stå sammen om prioritering af indsatsen i de udsatte boligområder, men hvad vigtigere er, så er der behov for fællesskab og samtidighed i indsatserne.

Derfor vil jeg gerne tale for et opgør med tendensen til parallelindsatser. Vi skal i stedet for finde fællesskab i samarbejdet om at gøre den enkelte unge til aktør i eget liv, med kompetencer til at mestre et kriminalitetsfrit liv, få en uddannelse og et job.

Dette gøres bedst ved indsatser, der understøtter og forstærker effekten af hinandens indsatser. For eksempel at et byggeprojekt skal kunne rumme, at boligområdets unge kan få en læreplads heri. Samtidig med at de socialfaglige indsatser støtter op om de mest udsatte unge og byggepladsens rummelighed. 

Ansvaret tilbage til civilsamfundet
Dernæst skal vi have den samme strategi og pædagogik over for målgruppen. Boligsocial indsats har karakter af noget ekstra – en belønning – som vi har hjulpet med, også når unge har opført sig dårligt; altså ”pizzapædagogik”, der direkte har fremmet asocial adfærd. Vi skal turde belønne og statuere de gode eksempler og lade de uansvarlige mærke konsekvensen af deres handlinger.

Derfor skal vi også turde give ansvaret tilbage til civilsamfundet. Sådan at forældrene tager forældrerollen på sig i hjemmet og imellem blokkene, og så de unge tager ansvar for realiseringen af det liv, de drømmer om.

Men de udsatte boligområder er så udsatte, at vi som professionelle må tage ansvar for at skabe nogle trygge rammer, hvori det er trygt og tydeligt, hvordan man som beboer kan tage ansvaret på sig.

Vi skal hjælpe beboerne med at mobilisere sig og styrke deres kompetencer, så de bliver selvhjulpne, hvorefter vi skal være parate til at trække os tilbage og overlade mere og mere til et bæredygtigt civilsamfund.

Dette gøres bedst ved at tilrettelægge indsatserne sådan, at vi virker igennem andre, for eksempel frivilligindsatser eller praksisfællesskaber med uddannelsesinstitutioner.

I min optik er de særlige løsninger i de udsatte boligområder derfor helhedsorienterede løsninger, der har fokus på, hvordan potentielle gerningsmænd, gerningssteder og ofre kan tages ud af ligningen for at forebygge ungdomskriminalitet og social uro; ved revitalisering af civilsamfundet, fysisk kriminalprævention og sociale indsatser, der fremmer og belønner positiv adfærd. 
 

debat@altinget.dk