Sænket sukkerafgift øger uligheden

Af Finn Diderichsen 
Speciallæge og professor ved Instituttet for Folkesundhedsvidenskab, København Universitet

Hvornår er det lighed i sundhedsvæsnet? Er det, når der er lige adgang, det vil sige, når der er lige pris for sundhedsydelserne i penge, tid og afstand?

Det vil være et problematisk krav, for de, som er mest syge, har ofte den laveste indkomst, og for dem vil en given afgift være en større hindring end for andre.

Er det, når alle går lige meget til læge og bruger lige mange lægemidler? Det kan lyde som lægemiddelindustriens våde drøm, men lighed i brug er ikke meningsfuldt, når der er ulighed i behov.

Er det så brug af de ressourcer, som svarer til behovene uanset uddannelse og indkomst? Det kriterium kommer det nok nærmest. Men behov handler om det, som kræves for, at borgeren skal få bedst muligt helbred, og det er lige netop her i befolkningens helbred, at den store - og voksende - ulighed findes.

Ned ad bakke
Vi har oplevet en fordobling af den sociale ulighed i middellevetid i løbet af 25 år. Sundhedsvæsenet har ikke et afgørende ansvar for den udvikling, men har potentiale til at være en del af løsningen og har i hvert tilfælde et ansvar for at omfordele sine ressourcer, så de svarer til den voksende sociale ulighed i behov for sundhedsvæsnets ydelser. Hvordan er det så lige, det går på det punkt? På fem områder går det den forkerte vej:

• Det har længe været sådan, at de praktiserende speciallæger klumpede sig sammen i de kommuner, hvor de rige og sunde bor. Lægetæthed i Gentofte er mange gange højere end på Lolland. Nu er det også sådan, at de alment praktiserende læger er ved at forlade de sygeste områder i landet – på Lolland og andre steder. Der må mine kolleger i Lægeforeningen acceptere en øget styring fra regionerne.   

• Selvom skattefriheden for sundhedsforsikringer er fjernet, er de stadig meget almindelige og betyder, at mennesker, som blandt andet på grund af sygdom eller alder står uden for arbejdsstyrken, kommer bag i køen, og blandt dem i job er det dem med høj indkomst og bedst helbred, som kommer først. Det kan ikke være rimeligt.

• Der er stor ulighed i rehabiliteringens resultat målt som tilbagevenden til arbejde. Og det er ikke overraskende, at kun de, som både er relativt raske og veluddannede, klarer at koordinere et rehabiliteringsforløb, hvor hospital, egen læge, privat fysioterapeut og flere kommunale forvaltninger er involverede. Det må kunne gøres bedre.

• Der er stor social ulighed i overlevelse efter kræft og hjertekarsygdom. Det handler blandt andet om, at de lange forløb med genoptræning og medicinsk behandling kræver en læge eller andre, som er både opsøgende og fastholdende. Det er ikke godt nok med en tilbagelænet attitude, hvor den mindre motiverede patient, som måske udebliver til en kontrol eller to, må klare sig selv.

• Mange økonomer og politiker flirter med tanken om flere patientafgifter. Det kunne man tænke sig var en måde at styrke finansieringen, men selvom brugerbetalingen blev øget til 30 procent af sundhedsvæsenets udgifter, ville det på grund af økonomisk ulighed i behov betyde, at de 20 procent, som tjener mindst i samfundet, skulle bruge 6 procent af deres indkomst til brugerbetaling, mens den rigeste femtedel kun skulle bruge 1 procent. Det er allerede sådan, at mennesker med lav indkomst bruger tandlæge, fysioterapeut og psykolog i meget mindre udstrækning trods deres større behov. 
  

Sundhedsvæsnet kan gøre meget mod social ulighed i sundhed, men mest afgørende er, hvad regeringen gør med de effektive strukturelle virkemidler, som afgifter og lovgivning er.

At sænke afgifter på sukker, fedt, øl og sodavand er en sikker vej mod øget ulighed. Det vil måske øge beskæftigelsen hos de sydjyske købmænd, og det vil helt sikkert øge beskæftigelsen i et sundhedsvæsen, som skal behandle flere overvægtige og alkoholiserede patienter. Sådan går det, når man lader Finansministeriet passe sundhedspolitikken. 

debat@altinget.dk