Støtte til udsatte unge mangler sammenhæng
DEBAT: Udsatte unge mangler en sammenhængende støtte igennem uddannelse og livet, skriver Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening. Politikerne må i arbejdstøjet, mener hun.
Af Majbrit Berlau
Formand Dansk Socialrådgiverforening (DS)
40 procent af unge mellem 18 og 24 år på kontanthjælp har forældre, der også har været på kontanthjælp. Det viser en undersøgelse fra tænketanken Kraka. Det er solid, negativ social arv, selvom man selvfølgelig også bør hæfte sig ved de unge, der ikke går i forældrenes fodspor. Mønsterbryderne. Problemet er, at der er for få af dem, og for mange, som vi ikke får løftet op fra et dårligt udgangspunkt.
Indsatsen hænger ikke sammen
En af grundene er, at vi ikke i tilstrækkelig grad får hjulpet de udsatte unge. Selve systemet, den måde vi har organiseret indsatsen over for disse unge på, er langt fra optimal. Der er markante systemfejl. Først og fremmest at indsatsen ikke hænger sammen.
I den bedste mening skal en lang række forvaltninger og institutioner støtte den unge i uddannelse i at undgå at komme i uføre (misbrug, kriminalitet, isolation, dårligt selskab etc.), i at blive selvforsørgende, i at få en ordentlig bolig osv. Og de instanser arbejder slet ikke godt nok sammen i dag. Faktisk er det sådan, at jo mere udsat en ung er, jo flere instanser og mindre sammenhæng er der.
Det er bittert, for netop for de udsatte unge er koordinering og sammenhæng afgørende. De er i en livsfase, der i sig selv er turbulent. For nogle kaotisk. Der er mange fristelser og meget store udfordringer i en periode, hvor de er voldsomt optaget af andre ting. Hvor identiteten, kammeraterne, festerne, det modsatte køn osv. selvfølgelig er langt vigtigere end vejlederen fra Ungdommens Uddannelsesvejledning eller sagsbehandleren fra jobcentret.
Flere af dem er også trætte af systemet, modvillige, passive eller direkte fjendtlige. De mest udsatte er som sæbe at få fat i. De byder ikke selv ind, og der er et stort motivationsarbejde i arbejdet med dem.
Vi går ud fra, at de skal tilpasse sig vores fine, store (usammenhængende) systemer, selvom vi konstaterer, at de faktisk har meget svært ved det. Det er vi nødt til at gøre op med. Vi er nødt til at indrette systemet, så vi kan møde de unge som hele mennesker.
Især udsatte unge har behov for en stabil kontakt til nogle få og sikre voksne. De skal have hjælp fra alle de gode specialister, der er i de eksisterende systemer, men de skal have det samordnet og formidlet af principielt én socialrådgiver eller sagsbehandler.
Bred rehabilitering og et sammenhængende system
Vi skal indrette os efter den unges behov, ikke efter systemets og bureaukratiets. Vi skal samarbejde tværsektorielt og tværfagligt med alle de besværligheder, der ligger i det. Vi siger det altid, men adskilte siloer og rigide budgetgrænser modarbejder det hver eneste dag.
Jeg har to overskrifter til den omstilling, vi skal i gang med:
Den ene er en bred rehabiliterende tilgang, der anlægger et reelt helhedssyn på udsatte unges problemer med helbred (inkl. psykiatri og misbrug), sociale problemer, beskæftigelse og uddannelse. En bred rehabilitering er et nøglebegreb, når vi skal løfte udsatte unge ud af en besværlig social arv.
Den anden overskrift er en ubrudt og sammenhængende indsats fra 15 til 25 år. I ét system med ét budget, én forvaltning og tæt tilknyttede støttetilbud som f.eks. uddannelsesvejledning, misbrugsbehandling, mentorstøtte osv.
Vi må omlægge indsatsen for de 15-25 årige, så de ikke kastes rundt mellem et utal af kontorer og aktører, der endda skifter, når de bliver 18, men i stedet kan få en sammenhængende og ubrudt støtte i hele forløbet fra deres tidlige ungdom, til de er godt placeret i et voksenliv.
Begge overskrifter er indlysende - vi får ikke samlet de udsatte unge op uden at gå den vej - men de er krævende at gennemføre. Til gengæld passer omstillingen så også til visionerne om et nyt beskæftigelsessystem, til ambitionen om at få mange flere gennem en kompetencegivende uddannelse, til drømmen om at forebygge sociale og sundhedsmæssige problemer, til målsætningen om at bremse tilgangen til gruppen af offentligt forsørgede osv. Der er rigtig mange gevinster i at sætte i gang.
Så min opfordring til regeringen er: lad os komme i gang, sæt en klar dagsorden for de udsatte unge, der omfatter en bred rehabilitering og et sammenhængende system til at hjælpe dem. Lad os lægge byggestenene i den kommende kontanthjælpsreform og i socialreformen. Og lad os bygge videre med en ordentlig forvaltningspolitik og en tillidsreform.
Jeg ved, at det er nemmere sagt end gjort, men jeg vil love, at hvis regeringen og Folketinget viser vejen, så slutter vi op. Så vil I have flere tusinde socialrådgivere, der vil arbejde forpligtigende og med stor faglighed for at skabe gode muligheder for de unge, der i dag arver alt for mange sociale problemer.
